Pampa Blues
Teenageren Ben keder sig. Han bor i den
lille, søvnige landsby Wingroden, som ligger midt ude i ingenting et sted i en
tysk provins, og han bruger al sin tid på at tage sig af sin senile bedstefar,
Karl, som ikke længere kan klare sig selv. Mens Bens mor turnerer rundt i
Europa med sit semi-succesfulde jazzband, drømmer Ben om at blive mekaniker og
om at rejse til Afrika, ligesom sin far, som døde i et flystyrt, men indtil
videre bliver det ved drømmene. Ben sidder fast i Wingroden.
Men en dag betror byens ihærdige
værtshusejer og eneste iværksætter, Maslow, Ben en hemmelighed; han har en
plan, der vil sætte byen på verdenskortet på ingen tid, og som vil lokke
journalister og turister til i massevis. Ved at narre de andre landsbyboere til
at tro, at de har set en ufo, vil Manslow gøre Wingroden til det nye Roswell.
Og da en fremmed pige, Lena, pludselig dukker op i byen, kommer der gang i
rygterne.
Landsbyboere er sikre på, at hun er
undercover-journalist, og Ben vikles ufrivilligt ind i Maslow og landsbyboernes
net af hemmeligheder og misforståelser, alt imens et unikt venskab formes
mellem ham selv, Lena og hans bedstefar.
Pampa
Blues er en skæv, rørende og sjov coming of age-ungdomsroman om en dreng,
der er fanget i en monoton landsbytilværelse, men som drømmer om de samme ting
som alle andre på hans alder; piger, musik, rejser, karriere. Men det er også
et tankevækkende og humoristisk portræt af en lille landsby i forfald, hvis
indbyggere er blevet sat af den hurtige udvikling i byerne.
Rolf Lappert har fyldt Wingroden med skæve og
elskelige eksistenser, som gør Pampa
Blues til en hel særlig læseoplevelse. ”Pampa” henviser til de enorme og
fuldstændig øde græs-sletter i Sydamerika.
Rolf Lappert (f. 1958) er en schweizisk
forfatter, der skriver for unge og voksne. På dansk er tidligere udkommet
voksenromanen Svømme hjem, som blev
godt modtaget i den danske presse.
Udsolgt