Min kusine Emilija

 … Rundt om i gaderne,
forbi indgangsportene, ind i gårdene trængte den vaklende, berusende hørm af
tågen, maste sig op om dørene og vinduerne og sneg sig langs murene. Husene
forsvandt under tågens tætte lag, og folk indenfor følte sig truet, overladte
til sig selv og forsvarsløse.

Sådan skriver Vlada Urošević et sted i sin bog Min kusine
Emilija, og det er et levende billede på den intense stemning, der hviler over
disse 18 fortællinger fra Skopje 1941-45, dengang Sydserbien, i dag Makedonien.
Det er en verden, hvor de faste trygge rammer er truet på grund af Anden
Verdenskrig og tyskernes besættelse af landet, og hvor byens beboere føler sig
snigløbet af de indtrængende styrker udefra.

Og det er i denne verden præget af undertrykkelse og
varemangel, opbrud og daglige luftangreb, at fortælleren og hans kusine Emilija
lærer hinanden at kende. Han er knap 11 år, hun er knap 8, og hun er blevet
sendt af sine forældre ind til byen hos slægtninge, hvor der er mere sikkert
for hende. Hun bliver en del af storfamilien, som var typisk i balkanlandene
dengang som nu, og bliver naturligt venner med sin tre år ældre fætter. For det
er i hans families køkken, at alle slægtningene rykker sammen, det er hertil de
kommer og herfra de går, her de diskuterer alle begivenheder og spiser sammen.
– Og det er det eneste sted, hvor de varmer rigtigt op i disse krigsår med
knaphed på brændsel.

Fortælleren ser som voksen tilbage på disse specielle og for
ham fantastiske år, hvor familiens køkken blev hans verdens centrum, og hvorfra
han lavede små afstikkere ud i byen med sin usædvanlige kusine Emilija og
oplevede særprægede ting med hende. Med Emilija – som han hurtigt bliver
forelsket i – opløses de voksnes entydige og rationelle verden. Han og Emilija oplever
en ny virkelighed sammen. Det, de for eksempel troede, var fabeldyr, findes
pludselig for øjnene af dem, og de kommer ind i drømmeagtige, labyrintiske
bygninger, der udadtil ser helt ordinære ud. Der opstår en hemmelig forståelse
mellem de to, hvor de sanser verden som et eventyr. Og en stærk drivkraft er
deres spirende seksualitet og fortællerens store tiltrækning af sin kusine.

De 18 fortællinger er skrevet med barnets levende og
fantasifulde registrering af omverdenen og med et skarpt blik for de voksnes
ensidige rationelle opfattelsesevne. Krigens begrænsninger og farer forvandles
til dragende drømmehistorier, hvor tid og sted ofte opløses, og de voksne ses
som temmelig selvhøjtidelige og ofte noget komiske personer, der er fastlåste i
deres urokkelige livssyn.

Vlada Urošević fortæller disse historier fra Skopje i
1941-45 med et vidunderligt klart sprog, en præcision, et helt vågent
sanseapparat og samtidig et billedrigt skred på al ydre logik. Man trækkes
uvilkårligt ind i disse ualmindelig velfortalte surrealistiske fortællinger om
de to begavede børn og deres underholdende storfamilie under Anden Verdenskrig.

Det er på tide, at danske læsere får mulighed for at stifte
bekendtskab med denne store fortæller med Min kusine Emilija, som udkom i
Makedonien for 21 år siden – men stadig holder på grund af sin karakter af
klassiker. Vlada Urošević, der er født i 1934, er en af sit lands betydeligste
forfattere, med en alsidig baggrund som litteraturprofessor i Skopje, digter,
forfatter, essayist, kritiker og oversætter. Han har fået tildelt adskillige
litterære priser i sit land for sin drømmeagtige modernistiske skrivestil, der
på original vis skildrer en upålidelig og ustabil omverden.