Hungersnød

Året er 1867 i Finland, hvor den værste
hungersnød har ramt landet efter to år med dårlig høst og fejlslagne økonomiske
investeringer. Horder af sultne fattige forlader deres hjem for at gå mod
Helsinki og St. Petersborg, hvor de forestiller sig, man ikke lader folk sulte.
På deres slidsomme, kolde vej behandles de som tyve og horer og tilbydes
sjældent andet end en tynd kop vælling. Og spiser de for meget mad, risikerer
de, at deres maver sprænger.

Vi møder de to bedrestillede brødre, Erik
og Teo, som holder sig filosoferende til spørgsmålet om den tragedie, der
udspiller sig rundt om dem, virkelig er Guds ønske. Og hvor mange prøver skal
mennesket udsættes for på livets vej?

Det er forfatteren Aki Ollikainens
debutroman, men den er skrevet i et mesterligt smukt sprog, som om han ikke
havde lavet andet. I Finland har den vundet 4 litterære priser og nok ikke kun
for dens sproglige kompetencer, men også fordi den skildrer en af de mest
pinefulde perioder i Finlands historie, hvor 15-20 % af befolkningen døde af
sult. Bogen er ikke lang, men føles substantiel i Ollikainens troværdige
skildring af personernes langsomme, barske vandring fra den ene udsultede by
til den anden.