Thilde Vesterby bryder tabuet om at have svært ved at blive gravid. Ønskebarnet lod vente på sig, selvom Thilde gennemgik mange fertilitetsbehandlinger, og hun beskriver selv perioden som sit livs mørke. I dag er hun mor og rækker en hjælpende hånd ud til andre kvinder, der kæmper mod ufrivillig barnløshed. Hun er aktuel med bogen ”Frugtbar – yoga, der booster din fertilitet; mental førstehjælp der bevarer din forstand.” Vi har taget en snak med hende om fertilitet, yoga og mindfulness.

Fertilitetsbehandling er blevet meget udbredt i Danmark, men er det stadig et tabu? Og hvis ja, hvad gør det så ved kvinderne, der er i behandling?
Det er svært at tale om at have svært ved at blive gravid. For mange er det et slag lige midt i femininiteten (eller maskuliniteten), og det er isolerende, fordi det kan være svært at blive forstået. Når det er sagt, så synes jeg faktisk, at vi bliver bedre og bedre til at tale om det. Eksempelvis har Michelle Obama for nyligt fortalt om deres kamp for at få deres to døtre via IVF. En kamp der også indeholdt et graviditetstab. Når kvinder som den tidligere førstedame tager bladet fra munden, synes jeg, det gør noget ved resten af os. I hvert fald har jeg det sådan at, hvis Michelle Obama kan tale om fertilitetsbehandling, så kan jeg nok også godt. Så vi er i gang med en udvikling. Og det er en udvikling, som jeg også håber min bog kan være med til at bidrage til.

Har du lyst til at fortælle om din egen proces?
Det tog os tre år i fertilitetsbehandling at få vores søn, og de tre år var mit livs mørke. Jeg betragtede det at blive mor som noget nær meningen med livet, så det var hårdt gang på gang at stå med negative graviditetstests i hænderne. Når man er i fertilitetsbehandling, lever man praktisk talt i 14 dages intervaller, hvor man de første 14 dage tager hormoner, og de næste venter på et resultat. Og hver gang det resultat er negativt, hvilket det var for mig 13 gange, trykker man på repeat, og gør det hele forfra. Det er virkelig opslidende, og jeg synes ikke, det er så mærkeligt, at en undersøgelse viser, at 15 % af de kvinder, der har været i behandling i over et år, udvikler svære symptomer på depression. Det er også noget af det, bogen handler om – og jeg håber, at bogens værktøjer kan være med til at vende den kedelige statistik.

Hvordan kan yoga booste fertiliteten?
Fertilitetsfremmende yoga handler om at skabe blodgennemstrømning i de reproduktive organer og løsne op omkring bækken og hofter. Når vi strækker disse områder, løsner og strækker vi bindevæv og muskler, der måske er blevet spændte og rigide af en ikke så optimal holdning, og vi skaber blodcirkulation til bækkenområdet. Alt sammen ting, der fremmer kroppens naturlige fertilitet. Yogastillingerne stimulerer ydermere det endokrine system og skaber balance i hormoner og nervesystem. Og så har yoga, mindfulness og andre værktøjer i bogen til formål at reducere stressniveauet i kroppen, da undersøgelser viser, at vi har 40 % lavere chance for at blive gravide, når vi er stressede.

I bogen tilgår vi fertilitetsudfordringer fra forskellige vinkler, da udfordringerne jo er forskellige. Hos kvinder er ca. 40 % af årsagerne til infertilitet medicinske – dvs. hormonelle ubalancer, som eksempelvis PCO, endometriose eller autoimmune sygdomme. Ca. 40 % skyldes mekaniske udfordringer, som eksempelvis lukkede æggeledere, lukket passage i livmoderhalsen eller arvæv. Årsagen hos de sidste 20 % kender man ikke. Vi forsøger at reducere stress i kroppen, så hormonerne kommer i balance, og kroppen får overskud til at blive gravid. Vi tilgår problemet fra en mere mekanisk eller funktionel vinkel, hvor fertilitetsfremmende øvelser løsner spændinger og forbedrer æggets transportvej fra æggestok til livmoder, samt implantationen i livmoderen. Derudover søger bogen at forbedre læserens mentale og emotionelle velbefindende, idet undersøgelser viser, at vi har større chance for at blive gravid, når vi har det godt.

Skal yoga erstatte fertilitetsbehandling?
Slet ikke. Yoga er et supplement til fertilitetsbehandling  – eller til det arbejde, man gør for at blive gravid derhjemme. Man bliver jo (heldigvis) ikke gravid af at dyrke yoga alene. Et interessant studie publiceret i American Society for Reproductive Medicine, viser en stigning i graviditetsraten på hele 34 procent, når man supplerer IVF med yoga og stressreducering. Og et stort review af 87 studier omhandlende yogaens effekt på fertilitet konkluderede i 2017, at yoga kan højne succesraten ved fertilitetsbehandling.

Så yoga, samtaler og stressreduktion er et supplement til fertilitetsbehandling eller en støtte til at komme igennem den rutsjebanetur, som fertilitetsbehandling er – uden at miste sig selv.  For ligesom undersøgelser viser, at stress nedsætter graviditetschancen, så bliver vi stressede af at være i behandling. Yoga er en måde at prøve at løse det paradoks. Og så gør yogaen, at man bedre kan udholde de mange behandlinger, det måske tager at blive gravid, så på den måde højner det chancen for et succesfuldt udfald.

Hvad nu, hvis yoga heller ikke hjælper ønskebarnet på vej? Er det så spild af tid?
Det kan sagtens være, at yoga ikke hjælper ønskebarnet på vej. Det gør det selvfølgelig ikke hos alle. Men det er i virkeligheden heller ikke mit hovedformål med hverken min bog eller med mine forløb med Yoga for fertilitet. I starten var jeg meget forhippet på at tælle graviditeter – og heldigvis ligger succesraten for mine forløb på niveau med den internationale forskning – men det er den feedback, der handler om, hvordan kvinder med hjælp fra yoga og mindfulness nu bedre kan være til stede i tilværelsen med nærvær, ro og accept, der tæller for mig. For mange er yogaen et middel til at slutte fred med en ellers hårdt prøvet krop, som man har måttet lukke ned for at kunne holde fertilitetsræset ud. Med yoga skaber vi forbindelse til kroppen igen, og via mindfulness lærer vi at være til stede i vores liv. Derfor er yoga også kun en del af både bogen og dens titel, mens størstedelen handler om at få værktøjer til at komme igennem en svær tid i sit liv.