“Jeg har levet som professionel tryllekunstner i 25 år – siden jeg røg sidelæns ud af gymnasiet. Hvor andre unge knægte tog guitaren med, når de drog på rygsæksrejse, så havde jeg i stedet tryllekufferten med. Og ret hurtig oplevede jeg, at smilet er det sprog, vi alle taler. Magi er nonverbalt og forstås af alle.”
I bogen “Frihed fra himlen” skriver forfatter, tryllekunstner og eventyrer Jesper Grønkjær om sin rejse til Nordkorea.
Jesper Grønkjær er optaget i ”Eventyrernes Klub,” og han sætter jævnligt livet på spil for at drage ud til klodens fjerneste afkroge for at sprede smil. Han sejler på tømmerflåde ned af Amazonfloden for at optræde hos indianere, kæmper sig i ugevis ud til kannibaler i junglen på Ny Guinea, opsøger tibetanske munke i klostre i Himalaya, rider på kamel ud til ørkenbeduinerne i den Arabiske verden, opsætter projekter med gangstere og massemordere i Mellemamerika osv.
Fra hans rejser til verdens brændpunkter har han erfaret, at man kan undertrykke mennesker. Men kan man undertrykke smilet? Det satte Jesper Grønkjær sig for at undersøge og tænkte, at et oplagt sted at afdække smilets mulighed var i verdens strengeste diktaturstat. Derfor gik rejsen til Nordkorea.
Hvad gjorde størst indtryk på dig under turen til Nordkorea?
“Jeg har tidligere rejst i lande, hvor man med rette kan frygte for befolkningen. Men har var det betydelig anderledes, da det i stedet var myndighederne, man skulle være nervøs for.
Men derudover gjorde det indtryk at måtte vende blikket indad. Når vi læser vestlige medier, bliver vi næsten dagligt bombarderet med absurde historier fra Nordkorea. Mange af de fordomme jeg dermed havde om landet bag de lukkede grænser levede op til de forudgående tanker, desværre. Men som jeg retter fokus mod i min bog, hvor rejsen til Nordkorea og ikke mindst mine samtaler med afhopperne beskrives, så må jeg også indse, at et meget langt stykke af vejen, så er Vesten også bizar i sine overdrivelser af Nordkorea. Det har gjort stort indtryk på mig at indse, at det i lige så høj grad er os, der ikke ønsker at forstå nordkoreanernes måde at se verden på. At Vesten bærer et stort ansvar for situationen på den koreanske halvø. Af indlysende årsager fylder det kun ganske lidt i mediernes dækning.”
Om at være uden pas og kontakt til omverdenen
“Jeg har rejst kloden rundt i adskillige år, så jeg er vant til absurde forhold i forskellige verdensdele. Èn ting var, at jeg ved at afleverer mine identifikationspapirer var i myndighedernes hænder. Men noget andet og næsten ligeså skræmmende var det, at da jeg parkerede min bil i Billund Lufthavn, for at flyve til Kina og derfra køre med tog ind i Nordkorea, efterlod jeg min telefon i bilens handskerum. Der er ikke mobil- eller internetdækning i det lukkede og 100% kontrollerede land. Ligesom når jeg drager på jungleekspedition, så var jeg mentalt helt nøgen, uden nogen form for livline til omverdenen. Der kunne blive udskrevet valg, være en naturkatastrofe, udbryde krig m.m. uden jeg ville ane noget som helst om det. Mine børn vil kunne komme på hospitalet eller Dronning Margrethe kunne dø. Intet ville jeg vide. Faktisk var det først da jeg atter kom ud af Nordkorea, at jeg læste, at man i landet netop havde haft atomprøvesprængninger. Så heller ikke det, der foregik i landet jeg opholdt mig i, kunne jeg vide noget om.”
Hvornår og hvorfor tog du på din første trylle-rejse?
Som en ung og genert knægt på 22 år, var jeg netop begyndt livet som professionel entertainer, da jeg blev inviteret til at optræde på en kulturfestival i Grønland. Jeg var ret beset ligeglad med at rejse, men jeg øjnede muligheden for at komme 14 dage væk fra min mor og far. Jeg fik et regulært kulturchok. Det var en anden natur, livsstil og humor. I de små bygder troede de stadig på åndemanere og det overnaturlige. Så mit publikum skreg og løb ud af rummet, fordi de blev bange, da jeg tryllede. Det var lige før det også skræmte mig.
Men det at opleve, hvordan tingene kunne være markant anderledes end i det ligusterhækkvarter, jeg var opvokset i, gjorde stort indtryk. Der var plads til at være anderledes, hvilket ramte mig, da jeg forgæves havde forsøgt at være som andre og gemme mig i vrimlen i Danmark.
Den rejse ændrede mit syn på mange ting og har sendt mig verden mange gange rundt. Nu har jeg en årlig turne deroppe, og mine børn har grønlandske mellemnavne.
Om at rejse med sin familie
For nylig rejste jeg med min hustru og mine børn. I firehjulstrækker kørte vi igennem Namibias fantastiske natur og kom helt tæt på Afrikas vilde dyr. Vi sov i telte på bilens tag og kunne om natten høre dyrene udenfor det tynde nylonstof.
For mig er det ikke vigtigt præcis, hvortil rejsen går – men hvor den fører os hen. Og den skal fører os tættere sammen. Alt for mange familier i Danmark er opdelte i det daglige, så man ikke har det nødvendige nærvær i hverdagen. At rejse med sine relativt små børn og give dem 100% opmærksomhed i flere uger er det mest værdifulde, jeg kan forestille mig. At jeg så samtidig har muligheden for at give dem en uforglemmelig oplevelse og kulturel indsigt, når vi opsporer stammefolk langt fra civilisationen er en ekstra ting.
Flere gange når jeg er draget på eventyr med familien, har jeg overvejet, om det mest er for at udleve egne behov eller for at give børnene noget med videre i deres liv? Fordi jeg er globetrotter og eventyrer, er det jo ikke sikkert, de har samme lyst til at opleve alverdens forskelligheder.
Men når jeg iagttager Viggo og Liva på syv og ni år, og ser hvordan de glædes ved at skabe venskaber på tværs af kultur, hudfarve, religion, social og økonomisk status, så bliver jeg stolt. At de ved, at det er en investering at skabe nye relationer. Og når jeg ser, hvordan de begår sig, når de står i gedelort til op over begge ankler i en stammelandsby fjernt fra alt det, de kender, og hvor iPads og mobiler er ikke-eksisterende, så rammer det mig helt ned i maven at mærke, at de usagt ved, at for at få noget igen, så må man først give noget af sig selv.
Tjener din rejser et højere formål? Eller er det eventyrlysten, der driver dig ud?
I Nordkorea stod jeg med en soldat, der fra ganske lille er oplært i den viden, at de ikke må vise empati eller medmenneskelighed, og som ved at humor principielt set er forbudt ved lov. Men når vedkommende så alligevel bryder grinende sammen, så er det for mig et bevis på, at så er det ikke længere soldaten, man ser. Så er det mennesket bag masken. Og det er netop, hvad smilet kan gøre. Som man kan sende lys ind i sprækkerne i mørket, så kan man også sende smil ind i verdens brændpunkter. Det er dét, der driver mig….
Andre artikler
24. november 2023
Martin Bigum: Livets sisyfosarbejde
4. november 2022
Kristin Vego: Litteratur gør virkeligheden større
9. september 2022