Michael Larsen: Tilfældigheder er næppe … tilfældige

Forfatter Michael Larsen rejser spørgsmålet om, hvad vi mennesker egentlig ved i sin thriller ”Den der falder.” Han undersøger forholdet mellem viden, tilfældigheder og skæbnen. Er der et mønster i de ting, der sker i verden? En bagvedliggende matrice, der styrer verdens gang, og hvor vi mennesker blot er små brikker i en større sammenhæng?

”Jeg har balanceret mellem det videnskabelige og det metafysiske igennem hele mit forfatterskab. Alle bøgerne har på en måde været en afsøgning af den menneskelige bevidsthed. Af viden. Hvornår ved vi egentlig noget om noget? På mange måder manøvrerer vi jo i en konstruktion, en fiktion, vi på en måde selv har skabt. En fiktion i fiktionen. Vi har ovenikøbet evidens for det, hvilket må tilfredsstille enhver reduktionist. I årtusinder levede vi med et billede af universet, der var gennemgribende forkert. Man troede, det var sandheden. Og det samme gør vi sikkert nu. Billedet omskrives hele tiden, til noget, vi tror, er mere rigtigt, men mere end den øjeblikkelige sandhed får vi formentlig aldrig. Jeg går altid ud med en naiv ambition om at beskrive, præcis hvordan det hele hænger sammen, men i virkeligheden er jeg heldig, hvis bare min lille sølle enhed så nogenlunde hænger sammen. Derfor har det uforklarlige, det metafysiske, også denne gang fået mere plads. For der findes virkelig hændelser og synkronicitet, der ikke sådan uden videre lader sig forklare i sænk. Det smukke er, at selv de mest forbenede reduktionister skælver, når de konfronteres med det tilsyneladende uforklarlige,” fortæller Michael Larsen, når han skal sætte ord på, hvad der har drevet ham til at skrive ”Den der falder”.

Michael Larsen leger med både sprog, genre og verdensopfattelse i thrilleren, der bygger på en stor mængde research om alt fra svirrefluer til arkæologiske udgravninger og meteorsten.

”Hvad angår researchen til de mere historiske dele, så kendte jeg meget af stoffet på forhånd. Jeg har beskæftiget mig indgående med det i romaner som ”Femte sol brænder” og ”Slangen i Sydney”. Da jeg omtalte Gobekli Tepe i ”Femte sol brænder”, var det hele endnu så nyt, og man vidste ikke meget om det. Nu ved man, at det er et helt ubegribeligt kompleks, som vender op og ned på hele vores historie, og som vi først nu er begyndt at udforske.

I ”Den der falder” har jeg brugt mange af de ting, man normalt gemmer væk som forfatter. Fordi der ikke er en umiddelbart rationel forklaring på fænomenerne. Overnaturlige hændelser har været et ledsagefænomen i hele mit forfatterskab. Og i mit liv. Det flyder jo ligesom sammen. Så spørgsmålet var: Hvad nu hvis man tager fat i dem alle sammen, alle de mystiske, men virkelige hændelser, og lægger dem i forlængelse af hinanden? Hvad får man så? Svaret er pudsigt: Man får fiktion. I bund og grund er det jo det, romanen handler om: virkelighed eller fiktion? Er der så også et mønster i det? Romanen er en undersøgelse af mønstre, en bagvedliggende matrice i tilværelsen. Og jeg vil mene, at man efter endt læsning i det mindste kan skimte et mønster. Ét af dem,” smiler forfatteren. Han ved godt, at hans thriller kræver noget af sin læser. Men sådan må det være, for hvis opfattelser af verden skal udfordres og måske ændres, så skal tanken have noget at arbejde med, som han siger.

Forfatterens egen verden

Michael Larsens egne interesser og oplevelser har også fundet vej til især romanens hovedperson, Julie Viver, der har en noget usædvanlig hobby. Hun er meget passioneret omkring svirrefluer, og det er netop opdagelsen af en ny art af svirrefluer, der får hende til at frygte for sit liv.

”Det kan forklares let med min egen passion for disse små, eventyrlige kræ. Insekter i det hele taget, men svirrefluer i særdeleshed. Disse smukke væsener, nærmest ubetingede nyttedyr, der har spillet en stor rolle for mennesket gennem tiden (langt større, end vi har været klar over), men som har formået at holde sig skjult for os så længe. En af deres ypperste evner gennem evolutionshistorien netop har været at holde sig skjult, forklædt som noget andet. På den måde var de perfekte som ledemotiv i netop denne roman, der ikke mindst handler om alt det, vi ikke ved om den verden, vi lever i,” fortæller Michael Larsen, der også har ladet sin hovedperson låne en af sine egne oplevelser. Julie Viver lider af uhyggelige søvnlammelser:

”Jeg har selv oplevet det nogle gange. Det er en meget, meget uhyggelig oplevelse, som en del mennesker faktisk kommer ud for i deres liv, særligt når de er unge eller under pres. Kort fortalt er man ude af stand til at røre sig, og man aner ikke, om man er vågen eller sover. Man ved bare, at man er skrækslagen, og ofte, at der er ‘et eller andet’, ‘en eller anden’, i rummet sammen med en.

Da jeg på et tidspunkt blev klar over, hvad det var – for det anede jeg ikke første gang, jeg oplevede det –  besluttede jeg mig for, at det skulle jeg skrive om en dag. Så på mange måder er selve fundamentet i ”Den der falder” tildragelser, jeg var ude for i mine sene teenageår. At det så udviklede sig på den vilde måde, som man kan læse om i romanen, havde jeg naturligvis ingen anelse om dengang.”

Tilfældigheder findes ikke, mener Michael Larsen: ”Hvis de gør, så er det næppe … en tilfældighed. Engang i fremtiden vil vi sikkert kunne se meget mere af det mønster, vi bare er begyndt at ane konturerne af,” siger han. Og derfor ved han heller ikke helt, om det er tilfældigt, at titlen ”Den der falder” kan give associationer til det kendte citat fra Batman, om hvorfor vi falder. Svaret er: Så vi kan lære at rejse os op igen. Men er titlen inspireret af Batman?

”Hvis jeg skal svare ærligt, vil jeg sige nej. Men det er med det lille hverdagsjeg, der slet ikke kan rumme den proces, arbejdet med sådan en roman i virkeligheden er. Hvem ved, hvordan underbevidstheden virker? Jeg er stor Christopher Nolan-fan. Og undervejs i researchen stødte jeg naturligvis på citaterne fra Batman. Og brugte dem. For de passede perfekt til formålet. Også til undersøgelsen af, hvor citatet i virkeligheden stammer fra. Men vidste hjernen, den store kreative del af den, allerede, at vi ville ende der? Muligvis. Batman, eller flagermusen, optræder også emblematisk på brystet af den svirreflue, Dødningehovedsvirrefluen, der spiller en vigtig rolle i romanen. Så hvem ved? Var alle disse ting rystet sammen på forhånd?

Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at titlen hentyder til flere ting. Der er flere ting, der falder,” forklarer Michael Larsen, der håber, hans thriller også får verdensopfattelser til at falde eller i det mindste blive rystet lidt og udvidet:

”Jeg håber, læserne får øjnene op for, at verden er så meget rigere og så meget mere mangetydig, end vi på nogen måde begriber. Mit eget yndlingssted i romanen er, da Magnus undrer sig over den ansamling af pimpsten på størrelse med Ærø  – ja, sådan var sammenligningen  – også i et tekst-tv citat – der er på vej mod det nødlidende koralrev i Australien. Historien, der altså er sand, må tvinge os til at overveje, hvilke kræfter der er på spil, når en undersøisk vulkan nær Tonga ved, at den er gal flere tusinde kilometer væk. Fænomenet, der vel må indgå under betegnelsen ‘panpsykisme’, er enormt livsbekræftende. Men jo også en påmindelse til os, der i øjeblikket tilmed får en anden kraftig ‘påmindelse’ fra Moder Natur om, at vi bør opføre os anderledes og sætte mere pris på det, vi har,” slutter Michael Larsen, der selv bor på Ærø og holder så meget af øen, at han får den til at spille en rolle i sine bøger. At andre også bruger den lille danske ø, når verdens bemærkelsesværdige hændelser skal forklares, er nok næppe en tilfældighed.

Er du blevet nysgerrig efter at læse mere, så kan du finde en læseprøve på “Den der falder” lige her.