Theresa Maria Jessing – kendt fra tv-programmerne ‘Bonderøven’ – udkommer d. 17/4 med havebogen for børn: Johan og Almas første køkkenhave.
Hvorfor besluttede du at lave en havebog til børn?
Det lå lige for at lave min første bog til børn, om børn jeg kender rigtig godt – nemlig mine egne. Sidste år fyldte det, for første gang, meget for mine børn (på det tidspunkt 6 og 8 år) at lave deres EGEN køkkenhave. De havde ikke mere lyst end vanligt til at deltage i den store fælles køkkenhave. Det var deres egen, der trak og fastholdt deres lyst til haveliv den sommer. Så jeg iagttog, hvad de foretog sig og interesserede sig for, hørte hvad de havde at sige, og hvilke erfaringer de gjorde sig og forsøgte derefter at samle og formidle noget mere generelt viden, som kan være brugbart og konkret for andre også. Et fagligt indhold, der formidles via en historie.
I kraft af, at jeg er illustrator, har jeg en del tegninger liggende fra årene, der er gået – skitser og mere eller mindre færdige ideer, som alle springer ud af det samme nære udgangspunkt, nemlig mit eget hverdagsliv, rammerne det leves ud i, dem jeg lever tæt sammen med og, hvad der sker her af stort og småt. Så der ligger som regel allerede noget ”på lager”, jeg kan gå videre med, når jeg får en ide til en bog.
Hvad håber du, at læserne får ud af at læse bogen?
Jeg håber, læseren i en eller anden grad får lyst, nysgerrighed på og føler sig rustet til at gå i gang selv og udforske køkkenhavelivets mange muligheder. Børnene alene eller sammen med andre børn eller voksne. I mange hjem er børn og voksne lige, når det kommer til mangel på erfaringer med haveliv, og jeg tror en fælles oplevelse af at skabe noget fra bunden, som alle kan relatere til, nemlig en råvare – mad! – kan blive en succesoplevelse, der bygger bro mellem barnelivet og voksenlivet, som ofte bevæger sig parallelt, men uden at krydse interesser.
Hvordan arbejdede du med bogen – hvordan er din proces?
Jeg lavede den lidt på hovedet, idet jeg lavede alt tegnearbejdede før teksten blev til. Så jeg fik fortalt historien, som jeg bedst fortæller, nemlig igennem billeder. Derefter måtte jeg lægge alle tegninger ud på gulvet, finde en glidende og naturlig rækkefølge – fra sæsonstart hen mod klimaks – høsten – og så forfatte teksten. Jeg er ikke forfatter af hjerte, men mere af nød, om man kan sige det sådan. Min ide krævede, at jeg selv skrev teksten, idet iagttagelserne af mine børn gav mig ideerne til, hvilke billeder der skulle fortælle historien. En udefrakommende ville ikke kunne skrive den samme historie, da udgangspunktet var for personligt. I fællesskab med Frank (min mand) fik vi styr på det faktuelle, så historien ikke forblev vores egen private dagbogsnotater, men kunne højnes til noget generelt og relevant for, hvem der kunne være interesseret i at lægge kræfter i at skabe en køkkenhave.
Hvilke børnebogsforfattere holder du selv af?
De klassiske; Bjarne Reuter, Ole Lund Kirkegaard, Dennis Jürgensen, Philip Pullman, C. S Lewis, Astrid Lindgren, Ulf Stark, L.M. Montgomery og mange flere.
Hvad siger virkelighedens Johan og Alma til bogen?
Nu har hverken de eller jeg set bogen i fysisk form endnu, men de synes den ser flot ud, når den har ligget på gulvet, spredt ud over det hele i form af skitser og færdige originaler. De er nysgerrige på den, fordi de ser den som deres egen bog, men de er omvendt vant til at se sig selv afbilledet i bøger og i tv-programmer, så de er ganske afdæmpet omkring det. Johan har endog fået lyst til at lave en bog selv til andre børn.
Dog har de bemærket, at jeg ikke altid har tegnet dem ”rigtigt”. De synes selv, de ikke altid ligner eller har de rette proportioner – hvilket jeg giver dem ret i, men det tillader jeg mig at ignorere, hvis jeg ellers synes tegningen fortæller sin pointe. Til denne bog var det meningen, at tegningerne skulle fortælle et faglig, genkendeligt indhold for og med børn, som i princippet kunne være læseren selv, så mine tegnede børn måtte nøjes med at låne karaktertræk og udtryk fra Johan og Alma.
Andre artikler
4. november 2022
Kristin Vego: Litteratur gør virkeligheden større
9. september 2022
Haven er mere krop end hoved
18. maj 2022
Mørket begynder hos mennesket
19. oktober 2021
En nordisk surfkultur ved det stormende Vesterhav
13. oktober 2021