Når turen går til Italien, ender turen alt for ofte i Rom, men det er synd og skam, mener Cecilie Marie Meyer, der er i mange år har gjort sit til at åbne især danskernes øjne for, at Syditalien er meget mere end økonomisk krise, høj arbejdsløshed og mafiaen. Hun har selv tilbragt en del år i byen Salerno, der ligger syd for Napoli. Hun havde tabt sit hjerte til landsdelen og i særdeleshed til den unge italiener Marco. Nu fortæller hun om sine mange møder med den syditalienske kultur og hjertevarme mennesker i essaysamlingen Mezzogiorno – Mennesker og mirakler under Syditaliens sol.
Studieturen i gymnasiet gik til Italien. Både før og siden har et utal af danske gymnasieklasser besøgt Firenze i den nordlige del af Italien, men det er formentlig ikke hver gang, der er en elev, der forelsker sig så meget i landet, at det får afgørende betydning for de efterfølgende livsvalg. ”Jeg var totalt fascineret af sproget og kulturen, men der skete især noget med mig, da vi var i kirken Santa Maria Novella og så maleriet af Den Hellige Treenighed af Masaccio fra 1428. Jesus hænger korsfæstet foran en buegang, som Masaccio malede for at skabe et effektivt perspektiv, der revolutionerede malerkunsten og gav renæssancen et nyt, æstetisk fundament. Legenden siger, at datidens kirkegængere skulle have været så chokerede over motivets tredimensionale udtryk, at de gik hen for at røre kunstværket for at sikre sig, at der ikke var banket hul i kirkevæggen. Masaccios genialitet var let at overføre på det smukke Firenze, der omgav mig, og den sensibilitet, jeg mærkede hos italienerne. Det var tydeligt, at Italien havde været omdrejningspunkt for et vigtigt, globalt perspektivskifte, og jeg besluttede den dag i kirken, at Italien skulle fylde resten af mit liv,” forklarer Cecilie Marie Meyer, der fik mere ud af gymnasiets studietur end de fleste. Cecilie Marie Meyer vender hjem med et nyt perspektiv på sit eget liv og en ny kærlighed.
Siden vender hun tilbage til det nordlige Italien for at lære sproget og kulturen endnu bedre at kende. Her får hun lokale venner, og en af dem inviterer hende på besøg hos sin familie i Formia, der ligger syd for Rom. Indtil da har Cecilie Marie Meyers italienske fixpunkt været Firenze, men det skal snart ændre sig.
”At mit fokus endte med at blive på Syditalien, skyldtes et besøg i havnebyerne Formia og Gaeta syd for Rom. På en cykeltur mod syd, hvor vi næsten nåede den syditalienske region Campania, mærkede jeg et stærkt skifte i atmosfære, i farver, i arkitektur, i dialekt. Jeg har siden brugt det meste af min tid på at undersøge denne meget store forskel mellem nord og syd, som både er fysisk og mental,” fortæller rejseskribenten, der om muligt er blevet endnu mere fascineret af Italien med tiden. Det står klart for hende, at hun skal gå på universitetet i Syditalien, og derfor ender hun i byen Salerno. Efter kort tid i byen er det ikke kun landet og kulturen, hun er tiltrukket af. Marco har også stjålet hendes hjerte, og snart er hun en del af en syditaliensk familie med alt, hvad det indebærer af kulturmøder og pudsige episoder.
Cecilie Marie Meyer fortæller: ”Kontrasterne og de mange modsatrettede ting, der lever side om side, både undrer og fascinerer mig: Hvordan kan italienerne være så pedantiske og præcise, når det kommer til deres hår, beklædning og mad, og samtidig være så sløsede omkring for eksempel indebelysning, hastighedsbegrænsninger og trafikregler? Der er masser af modsætningsfyldte spor, som øjensynligt trives på trods af og måske netop på grund af hinanden. Det lovlige system over for det kriminelle, de officielle regler over for befolkningens helt egen måde at klare dagen og vejen på, og den katolske tro og kirken over for overtroen.”
Kærligheden mellem Marco og Cecilie Marie holdt ikke. ”Men jeg er stadig i kontakt med Marco og min svigerfamilie, som også synes, det er sjovt, at jeg har skrevet denne bog, som jo bygger på mange af mine oplevelser med dem.”
Men kærligheden til Syditalien lever stadig, og de mange år med en hverdag i Syditalien har givet Cecilie Marie Meyer mange relationer, der hjælper hende med at forstå endnu mere af landsdelen:
”Jeg har især gode venner, som kommer fra Campania og Sicilien, men har måttet emigrere mod nord eller til udlandet for at finde arbejde. I Syditalien har jeg via mine artikler og rejsebøger opbygget et vigtigt netværk af inspirerende ildsjæle, der har taget et bevidst valg om at blive i landsdelen på trods af den krise, som deres hjemstavn har befundet sig i i årtier. De er alle spydspids i en tendens, hvor man går imod fordommene og prøver at formidle det potentiale, som Syditalien også rummer. Jeg kender bønder i centrum af Sicilien, der har skabt en landbrugsrevolution ved at dyrke oprindelige kornsorter mod alle odds; en bager, der bor alene i en tom landsby i hjertet af øen, men som har vundet priser for sit brød i hele Italien; antimafiagrupper, der springer op lokalt, drevet af familier, der har mistet deres børn til organisationen, og nu rejser sig sammen med lokalsamfundet i effektiv protest; og lokale ildsjæle, der laver bæredygtig turisme og har succes med det i fattige landsbyer, der ellers var dømt til at blive forladt. De tilbyder noget af det, Syditalien har mest af, og som mange af os andre savner: stærkt funderede lokalsamfund, et længere tidsperspektiv, og en tættere kontakt til naturen.”
Forskellene på det Italien, som Cecilie Marie Meyer mødte på studieturen med gymnasiet og det Italien, der siden er blevet hendes store kærlighed og levevej, er til at tage og føle på.
”De fysiske forskelle handler om de vilde, bjergrige landskaber i syd, og varmen, der får anderledes råvarer til at gro og trives. De kulturelle og mentale forskelle hænger sammen med historien. Historisk har Syditalien haft en helt anden skæbne end nord og har været underlagt grækere, arabere, normannere og spaniere. Det har sat stærke aftryk i arkitekturen, rytmen og mentaliteten. Sidstnævnte giver én fornemmelsen af en landsdel, der både er lukket og åben. Lukket, fordi man i det noget mere konservative og underudviklede syd stadig har en cyklisk tidsfornemmelse, der afhænger af årstiderne, af relationernes gang, af en mere simpel og håndholdt måde at gøre tingene på. Og åben, fordi Syditalien vitterligt er porten til resten af Sydeuropa og kontinenterne hinsides, som man har handlet med og fået gæster fra i årtusinder. Jeg føler mig langt mere europæisk, når jeg er i Syditalien, end når jeg er i nord. Syden er Italiens internationale smeltedigel med påvirkninger fra Tunesien og Marokko mod syd og Grækenland, Tyrkiet og Balkan mod øst,” forklarer Cecilie Marie Meyer, der håber, at hendes nye essaysamling både vil kalde smil og større forståelse for kulturforskellene frem – og måske lokke endnu flere danskere til at gå på opdagelse i det Italien, der findes syd for Rom.
“I dag er Syditalien mit Masaccio – et sted, der gang på gang hamrer hul i det endimensionelle perspektiv, min hverdag ofte er, og i stedet viser mig en anden og dybere måde at anskue verden på,” slutter Cecilie Marie Meyer af.
