Sorgen over tabet af et ufødt barn er overset

I 2012 mistede Lisa Meisner Kofoed deres ufødte datter. Nu er hun aktuel med bogen ”Sorg, mit barn – om at miste et ufødt barn”, hvor hun sammen med en række fagpersoner sætter ord på den urimeligt svære situation, hun selv – og mange andre – har stået i.

Vi har talt med hende om fosterdiagnostik, det umulige valg og sorgen over at miste det barn, der kun levede inde i hendes mave.

“Sorg, mit barn” handler om at miste et ufødt barn. Hvorfor har du valgt at skrive om dette svære emne?

I sommeren 2012 mistede min mand og jeg en lille pige i maven. Dengang ledte jeg efter litteratur, mine mange følelser og tanker kunne finde genklang i – men forgæves. To år senere mistede min veninde på samme vis en lille pige i maven. Vi gik en tur sammen lige da, det var sket. På et tidspunkt standsede hun og kiggede på mig med meget alvorlige øjne og sagde: ”Jeg vidste slet ikke, du havde det så forfærdeligt. Hvor må du have følt dig ensom”. Det var første gang i de to år, siden jeg selv havde mistet, at jeg kiggede ind i et par øjne, der vidste præcis, hvad der var gået i stykker inde i mig. Og i dét øjeblik vidste jeg, at jeg skulle skrive den bog, der manglede. En bog, der skulle sætte ord på dette svære og usynlige tab.

I første omgang var det nok mest mit eget behov for at råbe min lille piges navn ud i verden. Hun VAR her. Og jeg mistede hende. Men med en mission om, at min historie og min rejse også kunne hjælpe andre og skabe en bredere forståelse omkring karakteren af dette tab. It IS a big deal!

 Du har selv oplevet konsekvensen af at scanninger af fostre kan fortælle mere og mere. Hvordan var det pludselig at blive gjort til herre over liv og død – for din egen datter?

Det var afskyeligt! Hvordan træffer man sådan et valg? Skal vi fortsætte graviditeten og sætte et dybt handicappet barn i verden? Et barn, som aldrig vil kunne klare sig selv, som ville leve et liv i smerte og med konstante operationer og indlæggelser. Er det et liv? På den anden side, hvem er vi så til at beslutte OM, det er et værdigt liv? Hvad er værdighed? For dig? Og for mig? Det er ikke nødvendigvis det samme. Men der var kun os til at træffe beslutningen. Naturligvis med kompetent rådgivning fra læger og med tilladelse fra Abortsamrådet.

Men den lette løsning findes ikke i denne situation. Begge valg gør ondt. Moderfølelsen skreg i mig, at jeg skulle passe på mit barn – men gjorde jeg det bedst ved at fortsætte eller afbryde graviditeten? Her stod vi og skulle være forældre ud i det ekstreme – helt derude, hvor vi stod ikke bare stod med vores barns liv i vores hænder, men nu også dets død. Hvad vælger I?

Hvilke konsekvenser har du oplevet af det valg, som du og din mand var nødt til at træffe?

Først og fremmest var konsekvensen jo, at vi mistede vores datter. Vores børn mistede deres søster, vores forældre deres barnebarn, vores søskende deres niece, vores nevøer og niecer deres kusine. Den drøm, vi havde haft, blev knust med et fingerknips.

For mig personligt blev konsekvensen efterfølgende også, at jeg blev angrebet af en voldsom følelse af skyld. Jeg havde svært ved at tillade mig selv at sørge, for jeg havde jo selv valgt at afbryde graviditeten. Det var barsk. Jeg isolerede mig og mistede evnen til at være i verden som mig. For hvem var jeg egentlig? Hvem så andre? Hvad tænkte andre? Hvad tænkte jeg ikke selv? Beslutningen gik dermed helt ind i mit inderste og stillede spørgsmålstegn ved min egen eksistens.

Der kom mange grimme følelser på besøg, og jeg lærte helt nye sider af mig selv at kende. På godt og ondt. For konsekvensen har jo også været, at jeg er blevet presset helt derud, hvor jeg har været tvunget til at se på mig selv igen med nye øjne. Og på den måde mener jeg også, at min lille pige kom med en gave til mig – og jeg ville være et skarn, hvis ikke jeg i det mindste gjorde forsøget på at åbne den. Jeg siger dermed ikke, at jeg er taknemlig for, AT jeg mistede hende. Men jeg er taknemlig for, at hun kom og viste mig, hvad der har værdi her i livet, og at hun viste mig kærlighed i sin reneste form.

I bogen interviewer du også fagpersoner – fx en jordemoder, en præst og psykologer. Hvorfor har det været vigtigt for dig at få deres perspektiver med?

Det har været vigtigt for mig af flere grunde. Dels for at løfte min egen historie ud af den personlige ramme og gøre den mere universel og relevant for andre. Dels har det været en rejse, jeg har været på, hvor jeg i samtale med udvalgte fagpersoner har fået deres tanker, refleksioner og perspektiver på nogle af de spørgsmål, tanker og følelser, jeg har gået alene med. På den måde har fagpersonerne været med til at validere min sorg, min skyld, min skam, min tvivl …  og de har været med til at validere min lille piges eksistens. Deres ord og nærvær har været med til at gøre mig hel igen – tænk, hvis det samme kunne ske for andre, der læser deres ord i bogen.

Hvad håber du, der kommer ud af din bog?

Jeg håber, bogen vil være et kærligt spejl for dem, som har mistet. At ordene vil skabe et sprog for den sorg og den kærlighed, de bærer i deres hjerter. Et sprog, de kan bruge til at forholde sig til deres eget tab og egen historie. Et sprog, de pårørende kan bruge til at forstå deres kære, der har mistet. Og så håber jeg, at det vil være en indsigt for de uundværlige fagprofessionelle, som hjælper forældre med et svært, traumatisk tab.

Løfter jeg den et niveau højere op, håber jeg, den vil sætte fornyet fokus på, hvad det vil sige at miste et ufødt barn. Både når det sker pludseligt, og når det sker som følge af fosterdiagnostik. At verden vil forstå og anerkende dette tab, så dem, der mister, ikke står alene og føler sig forkerte, fordi de sørger. Men at de vil blive rummet og mødt. Både af deres nærmeste og af ”systemet”.

For mig personligt er der allerede kommet en masse ud af den. Det har været en fantastisk proces at skrive den. At forholde mig på ny til alt det, der skete – og med en anden tilgang. På én gang at være forfatteren, der ser det hele udefra, skriver, formulerer og strukturerer – og samtidig have ucensureret adgang til det allerinderste. Det har været en helende og meget lærerig proces, som jeg er meget taknemlig for, at Turbine har gjort mulig. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, der har delt deres viden med mig og dermed også med læserne af bogen.

Og så har det været rørende igennem skriveprocessen at mærke folks omsorg, nysgerrighed, opbakning og kærlighed, når jeg har delt forskellige stunder på Facebook og Instagram. Det viser sig, at de fleste kender en, der har mistet et barn i maven. Eller selv har mistet. Eller har en forælder, der har mistet. For nylig. For 35 år siden. For 50 år siden. Og nu tænker de, at min bog kunne være en god gave til den, de kender. Det er da smukt – og det ville betyde uendeligt meget for mig, hvis min bog – og min lille Smilla – kan være med til at sprede så meget kærlighed. Få folk til at tale sammen. Det er da magisk. Og det viser mig, at vi mennesker gerne vil hinanden – og gerne vil være der for hinanden. Vi ved måske bare ikke altid hvordan.

For ja, det er en trist historie. Og en barsk historie. Men det er også en historie om kærlighed. Om at turde stå sammen som mennesker og tale om det, der gør ondt. Turde mærke sorgen, og den kærlighed, sorgen udspringer af.

Læs mere om Lisa Meisner Kofoed og hendes arbejde med at bryde tabuet om at miste et ufødt barn på www.sorgmitbarn.dk