Pernille Fisker står bag to spændende bøger om Perlemagi. Begge bøger er fyldt med farverige projekter lavet af rørperler. Flotte smykker og spændende accessories. Her fortæller hun mere om Perlemagien.

Hvordan fik du ideen til Perlemagi?
Ideen til Perlemagi opstod ved en fejl. Sammen med mine drenge lavede jeg geometriske rørperlemønstre. Da jeg skulle stryge perlerne, glemte jeg både strygejern og tid. Perlerne fik for meget varme og var i rørperle-forstand mislykkedes. Men ligesom andre ting er opstået ved fejl fx post-its, myseost, Coca Cola og bobleplast, viste denne strygefejl sig at være magisk.

Hvem kan være med?
Alle kan lave Perlemagi. Men indtil man er omkring 8 år, skal man have hjælp fra en voksen til stryge rørperlerne.

Den perlemagiske strygeteknik består af to dele, den ene er det mønster rørperlerne placeres i på perlepladen. Den anden er en videreudvikling af den oprindelige måde at stryge dem på.

Hvad adskiller Perlemagi fra andre rørperlesysler?
Det færdige produkt af den særlige teknik er dét, der adskiller Perlemagi fra andre rørperlesysler.

Gang på gang vil man forundres over den forvandling perlerne gennemgår i mønster– og strygeproces. Det er rent trylleri.
Modsat perleplader der er strøget á la traditionelle, får man her et meget stærkt produkt, der faktisk ikke kan gå i stykker.

Hvor finder du inspiration til mønstre og projekter?
Jeg er en samler til fingerspidserne af to grupper ting.

Den ene kan bedst beskrives som ‘dimser’.
Min samling af dimser er eksempelvis dukkeservice i metal, porcelæn og plast. Gamle børnesko med de fine knaplukninger – små kobjælder fra Schweiz med mønstrede bånd – pingviner med vippehoved – knapper i alle mulige former, farver, materialer og mønstre – hårnåle – glaskugler – snurretoppe – trådruller i træ – tyggegummipapir – en pæn, gammel kam og meget mere.

Den anden er bøger. Mit bibliotek rummer blandt andet bøger om moderne design – kunst – ornamentik – foto – en bog om tape – strikke–, hækle–, broderi– og sybøger – havebøger – gamle kogebøger – en bog om akvariefisk – madleksika – sten og krystaller – en Michelin guide fra 1956 – vejkort – cigarens historie – børnebøger med billeder – bøger om knapper og mange flere.

Ovenstående er nogle af mine kilder til inspiration og abstraktion.

Har du andre kreative sysler, som du slapper af med?
Jeg elsker knapper og har flere tusinde af dem. Lige nu har jeg ‘knappe–købe–stop’, med mindre jeg altså lige finder en speciel knap, jeg ikke har. Jeg slapper af ved at sortere knapperne – og lægge dem op i farver, mønstre, former, materiale og tidsperiode.

Jeg strikker og hækler – men strikker mest, da jeg samtidig kan føre en samtale eller se en film imens. Hækling kræver jeg har mere direkte fokus på det arbejde, jeg sidder med, men jeg holder lige meget at begge teknikker.

Jeg elsker, når dagen er gået, og jeg kan komme hen i min sofa med mit strikkehækletøj.

Kan du fortælle lidt om din baggrund?
Jeg er uddannet designer i mode og accessories på Designskolen Kolding.

Jeg har løst mange forskellige typer designopgaver. Mit overordnede mål som designer er, at de opgaver, jeg arbejder med, skal være meningsgivende og skabe glæde med humor og æstetik for brugerne.

Jeg har lavet strikkebøger sammen strikdesigner Helene Jensen og opskrifter der indgår i andre bøger, oplæg til DIY magasiner, undervist i design, designhistorie og produktudvikling.

Jeg har udviklet en bæredygtig studenterhue i samarbejde med C.L. Seifert . Jeg har lavet og afholdt diverse DIY workshops for både børn og voksne.

Derudover har jeg tidligere i min egen virksomhed, designet og produceret smykker og accessories, der blandt andet er forhandlet hos Nørgaard Paa Strøget, Trapholt og Aros.

Hvor kan man læse mere om Perlemagi?
Det kan man på Perlemagis hjemmeside – www.perlemagi.dk
Og på instagram @perlemagi og på FB Perlemagi.