De har gjort det før, søstrene Heidi B. Johannesen og Pia H.H. Johannesen, der står bag det kreative univers Krea Deluxe. Lavet opskrift-bøger, der er blevet musthave for hækleentusiaster. Og nu har de måske gjort det igen
Hvordan opstod ideen til bogen? Vi elsker julen og har altid lavet hjemmelavet julepynt. Hæklet julepynt giver et helt særligt personligt præg på julehjemmet, og da vi først fik startet på at designe julepynt, kunne vi slet ikke stoppe igen og havde pludselig materiale nok til en bog.
Hvor har I fundet inspiration til opskrifterne? Vi har taget udgangspunkt i vores eget yndlingsjulepynt, fra vi var børn, og som vi har i vores egen julepyntsamling i dag. Det fantastiske ved hæklet julepynt er, at man bruger garn som grundmateriale og ved at vælge en konsekvent farveskala, kan man skabe en rød tråd i julepynten på tværs af alt det julepynt, man ønsker at lave.
Hvad er nordisk julepynt for jer? Nordisk julepynt er for os et enkelt udtryk i designet kombineret med rolige og afdæmpede farver. Det skaber ro og hygge.
I bogen er der både traditionelt og moderne julepynt. Hvordan vil I karakterisere forskellene på de to? Vi har lavet flere traditionelle modeller som eksempelvis trompeten, trommen, julekuglerne og den fine fugl. Modeller, som de fleste sikkert kan huske fra deres egen barndom. Vi har fortolket dem på en ny måde og i nye materialer, og flere af dem har derved fået et moderne twist. Små lyshuse og træer er egentlig også julepynt, som går langt tilbage, men ved at gøre designet enkelt og let, så det passer ind i den øvrige indretning, der er fremme i tiden, får det i stedet et meget moderne udtryk.
Et hæklet teselskab, en hæklet isbutik og nu julepynt: Hvad skal næste bog handle om? Vi har mere julepynt på hjertet, så måske kan der blive til en julebog mere. Vi har også så mange ideer til søde og seje bamser, så det kunne måske også være en mulighed.