Jonas Kleinschmidt har ladet sig inspirere af sin egen ungdom i hans nye bog ”Drengene”, ligesom det også var hans egen ungdoms mangel på gode ungdomsbøger fra drengenes synspunkt, der ledte ham i den retning som forfatter.

Hvorfor har du skrevet den her bog?
Fordi jeg husker den periode i mit liv som noget helt særligt. På godt og ondt. Det der miskmask af usikkerhed, uskyld og overmod står lysende klart for mig. Alt er nyt og åbent, alting skinner stærkere, og man famler sig frem. Det samme kan siges om de relationer, man indgår i. Som fortælleren i en af mine yndlingsfilm, Stand By Me, siger: “I never had any friends later on like the ones I had when I was twelve”. De største og dybeste venskaber ligger bag en, og det findes der en melankoli i, som er god at skrive på. Samtidig ville jeg gerne skildre den dynamik, der kan opstå i en drengegruppe. Set udefra kan den slags pubertære venskaber måske virke overfladiske, ekskluderende og konkurrenceprægede. Alle forsøger at overgå hinanden, ingen fortæller sandheden om, hvordan de i virkeligheden har det, og alligevel er der den her strøm af sammenhold og gensidig kærlighed, som aldrig formuleres direkte, men den er der.

Det er også et tema i bogen, at det er en bestemt type, der altid klarer sig og kommer ud på toppen. Livet er ikke retfærdigt. Som en af drengene på et tidspunkt siger: “Det er den, der rørte bolden sidst, der henter den. Sådan er reglerne.”

Hvorfor er Jakob hovedperson i din fortælling? – minder han om dig selv?
Nu havde jeg lige skrevet en bog (Dig og mig og Zlatan), hvor hovedpersonen var sådan en overanalyserende, selvbevidst og angst teenager med storhedsvanvid. Idéen med Jakob var at skabe en karakter, der var lidt mere kynisk. En medløber, der ikke var specielt sympatisk, men heller ikke det modsatte. Hverken god eller ond. Men først og fremmest var det vigtigt for mig, at Jakob var det, man kalder en upålidelig fortæller. Jeg er ret inspireret af Klaus Rifbjergs fortællere i den novellesamling, der hedder ‘Og andre historier’. I flere af novellerne henvender fortælleren sig direkte til læseren og forsikrer os om, at det, vi nu skal høre, er en sand historie, men det gør bare, at man som læser aldrig ved, om man bliver taget ved næsen eller ej. Den suspense, der ligger i det greb, at der altid er flere sandheder, har været sjov at arbejde med.

Er det ren fiktion? Eller har du hentet inspiration i din egen ungdom?
Det er fiktion, men selvfølgelig har jeg ladet mig inspirere af følelser og stemninger fra min egen ungdom. Prinseklubben er for eksempel ægte nok.

Er dit ønske med bogen at åbne folks øjne for unge drenges verden?
Ja. Eller i hvert fald at vise, at den der meget stereotype drengeverden af fodbold, computerspil, porno, druk og generelt lidt halvhjernet opførsel også har en værdi. Drengene i bogen er jo ikke perfekte, men de er heller ikke dæmoniske. De er måske følelsesmæssigt amputerede på en eller anden måde, men de er ikke afstumpede.

Hvem har du skrevet bogen til?
Til alle der har lyst til at læse den. Men selvfølgelig mest til unge drenge og piger, der gerne vil læse en god og spændende historie om venskab og sammenhold.

Manglede der en bog om drengeliv i ungdomsårene?
Jeg savnede i hvert fald nuancerede skildringer af den periode. Ligesom jeg savnede beskrivelser og fortællinger om drenge, der talte drengenes eget sprog. Jeg kan selv huske, da jeg gik i 9. klasse og vores lærer bad os om at læse Herman Bangs roman Tine. Det er jo en god bog, det kan jeg da godt se nu, men dengang havde jeg aldrig læst noget kedeligere. En dag fik vi nogle unge lærervikarer på besøg, og i den forbindelse læste vi Radiator af Jan Sonnergaard. Det var som at blive vækket fra de døde. Lige pludselig gad vi godt læse. Også de drenge, der normalt ikke åbnede en bog. Jeg håber min bog kan gøre noget af det samme i forhold til målgruppen.

Har du flere fortællinger i ærmet? – hvilke?
Ja. Nu vil jeg gerne skrive om pigerne.

 

Artikel drengene Q&A ungdomsroman