Ny bog gør os klogere på et mørkt kapitel i den danske efterkrigshistorie

Forfatterne til bogen “Mein lieber Kristian”, Jens Peder Østergaard og Jakob Thorup Thomsen, er begge journalister, og det var faktisk pga. et interview til en artikel, at de fik idéen til den grundhistorie om kærlighed, som bogen bygger på.

Hvordan opstod ideen til at skrive “Mein lieber Kristian?”
Jens Peder: For mig begyndte det med, at jeg i 2012 via en arbejdskilde interviewede og skrev en avisartikel om en cirka 90-årig mand, som havde været gift med en tysk flygtning. På den måde fik jeg en spændende grundhistorie. Men først nogle år efter modnedes en ide om, at der måske kunne være en hel bog i denne kærlighedshistorie med forhindringer.

Jakob: Jeg gik med i arbejdet, fordi Jens Peder spurgte, om jeg havde lyst. Jeg havde faktisk tidligere flirtet lidt med tanken om at skrive om de tyske flygtningelejre. Min indgang har altid været de to store gravpladser for flygtninge, der ligger ved Kølvrå og Grove i Midtjylland. De er de eneste tilbageværende vidnesbyrd om flygtningelejrene, og det er en rystende oplevelse at besøge dem, fordi der ligger så mange børn begravet. Det har altid givet mig lyst til at sætte mig grundigere ind i emnet.

Hvordan gik I i gang? – det må have krævet en del researcharbejde?
Jens Peder: Som sagt så havde jeg en grundhistorie fra et avisinterview. Desuden havde jeg til avisbrug i 2017 lavet en anden historie med og om en ældre mand, der selv havde været tysk flygtning. Jeg tænkte så, at det var en god case at supplere kærlighedshistorien med. Men jeg var også klar over, at den overordnede historie om de tyske flygtninge i Danmark efter Anden Verdenskrig skulle med, og at det ville kræve en masse research i skriftlige kilder. Den samlede mundfuld fandt jeg for stor og uoverskuelig for mig alene. Derfor spurgte jeg Jakob, og heldigvis sagde han ja.

Jakob: Efter at vi havde talt med de endnu levende kilder, gik vi i gang med at læse den litteratur, der findes om emnet. Vi læste i egnens aviser fra de år, flygtningelejrene eksisterede, og vi forsøgte også at finde frem til de arkivalier, som Rigsarkivet har om flygtningelejrene.

Vil I definere flygtningelejrene og forholdene som en skamplet på den danske historie?
Jens Peder: Skamplet er måske for stærkt et udtryk, men det fremgår jo af bogen, at vi synes, at det danske samfund overordnet set ikke behandlede de tyske flygtninge godt nok. Men også, at man må se det hele i en historisk sammenhæng, idet danskerne på den tid hadede alt, hvad der var tysk. Og at det danske efterkrigssamfund også var præget af knaphed materielt set.

Jakob: Efter min opfattelse kan man godt kalde det en skamplet. Det er klart, at man skal se behandlingen af de tyske flygtninge ud fra forholdene i samtiden. Det er forståeligt, at det for den danske regering for alt i verden gjaldt om at få flygtningene sendt tilbage, så man ikke fik et stort tysk mindretal. Men forholdene i lejrene var kritisable i hvert fald i det første års tid – det var medvirkende til de mange børne-dødsfald. Desuden fortæller vi i bogen om, hvordan vagtposterne skød og dræbte en tysk flygtningekvinde og også skød andre flygtninge, der overlevede. Det kan jo aldrig forsvares, heller ikke selv om landet havde været besat af tyskerne måneder eller år forinden.

Taler vi for lidt om de mørke sider af historien?
Jens Peder: I de senere år er de mørke sider af især besættelsestiden kommet mere i fokus end tidligere. Til gengæld har det skortet mere på interessen for den danske efterkrigstid generelt. Men det er måske ved at ændre sig.

Jakob: Jeg synes, at vi efterhånden er ved at få et mere nuanceret syn på besættelsestiden. Men det er jo først sket efter, at nye generationer er kommet til. Nu generaliserer jeg selvfølgelig, men den generation, der oplevede besættelsestiden, har været meget låst fast på det sort-hvide billede og har ikke været meget for at høre om for eksempel kritik af flygtningelejrene eller kritik af den måde, hvorpå man behandlede kvinder, som var kærester med tyske soldater.

Hvad skal læseren få ud af jeres bog?
Jens Peder: Jeg håber, at læseren får nogle gode og rørende menneskehistorier plus en større viden om flygtningestrømmen, flygtningelejrene og den danske håndtering af de tyske flygtninge i 1945-1949, altså nyere historisk tid. Og at bogen giver stof til eftertanke – også i relation til den aktuelle flygtningedebat.

Jakob: Helt enig, og så kommer der faktisk også ny information frem om forholdene i flygtningelejrene. Desuden er nogle af beskrivelserne af, hvad der foregik i lejrene, faktisk temmelig underholdende.

Hvad har I selv fået ud af at skrive den? – hvad har været det sværeste og det mest spændende?
Jens Peder: Jeg har nydt, at jeg i forhold til mit daglige virke som journalist har kunnet beskæftige mig dybere og grundigere med både et overordnet emne og nogle menneske-historier i tilknytning hertil. Jeg har også fundet ud af, hvor anderledes det er at skrive en bog i forhold til en avisartikel. Det sværeste har for mig været at strukturere tingene og at bevare overblikket. Der har jeg været afhængig af samarbejdet og sparringen med Jakob. Det har samtidig også været spændende og lærerigt. Det samme gælder samspillet med bogens redaktør, Jakob Harrits, som er kommet med gode og konkrete råd.

Jakob: Det har været spændende at møde mennesker, der har personlige erfaringer med livet i lejrene, og at finde små bidder af information om lejrene. Det er lidt som at stykke et puslespil sammen. Det sværeste er måske at finde tid til at skrive en bog, når det foregår i fritiden.