Niels Peter Juel Larsen: "Det er en gåde for et barn at miste sin far. "Krigens barn" bliver den sidste i en række af bøger, hvor jeg behandler det traume"
INTERVIEW: “Krigens barn” er et biografisk skønlitterært værk af Niels Peter Juel Larsen, der har skrevet bogen på baggrund af sin egen barndom og fortid. Bogen udkom d. 1. marts 2018.
Hvad fik dig til at skrive en bog fra barnets perspektiv? Det lå lige for at skrive bogen fra barnets perspektiv. Den skrev egentlig sig selv for det var en tilstand, jeg selv var i som 2-3 årig. Det er en gåde for et barn at miste sin far. “Krigens barn” bliver den sidste i en række af bøger, hvor jeg behandler det traume, altså min oplevelse af at miste min far som 2-3 årig under besættelsestiden. Det er noget, der har plaget mig i mange år, og det at skrive om det og undersøge verdens tilstand satte en særlig energi i gang.
Var du i tvivl om du skulle inddrage dit eget liv i “Krigens barn”? Det er mange års arbejde, der udfoldede sig i “Krigens barn”. Jeg var ikke i tvivl om jeg skulle inddrage mine egne erfaringer, for der åbnede sig i en sti i arbejdet, som jeg følte var den rigtige at følge. Og jeg følte mig i godt selskab med forfatter Aksel Sandmose, der også forsøger at behandle et menneskes tidligste erindringer i litterær form.
Hvad betyder Anden Verdenskrig og besættelsestiden for dig som forfatter – og som menneske? Den har betydet alt. Jeg har i de sidste 70 år skubbet traumet fra besættelsestiden væk og fortrængt det – og det gjorde mig ingen tjeneste. Jeg har været inde på temaet før i mine andre bøger, så man kan sige, at det har været en langsom behandling. De andre romaner behandler dog ikke traumerne så radikalt som “Krigens barn”. Jeg anslog første gang dette tema i min autobiografisk roman “Mands liv, Mands ære” fra 1999 og “Hos de Døde” fra 2000, og jeg videreudviklede det i kærlighedsromanen “Alicia”. Men nu er jeg færdig med at behandle denne tid. Jeg har skrevet mig ud af den.
Kan din roman “oversættes” til de krige og de traumer, som børn i krigszoner i dag udsættes for? Jeg vil mene, at den kan læses ind i tiden, og jeg håber den finder et publikum blandt dem, der på egen krop har oplevet en krig. Men jeg mener, det er vigtigere, at den når et publikum, som ikke kendte til den slags psykiske lidelser. “Krigens barn” kan altså bringe folk på sporet af det, der skete dengang, og hvad det har bragt med sig ind i nutiden. Bogen rager dybt ned i noget mytisk, langt ind i det autobiografiske og den udspringer af selve livets gåde.