Emil Kjær Voss romandebuterer med en fortælling om et ungt par, der både elsker og ødelægger hinanden. Baseret på sine egne erfaringer ville han undersøge det dysfunktionelle forhold. Et hus i Humlebæk er en roman om at kæmpe og indse, at kampen er tabt. Kærlighed kan ikke altid overvinde alt.
”Det destruktive parforhold interesserede mig på et rent personligt plan. Jeg var oprigtigt interesseret i at forstå, hvordan det kan finde sted, og hvordan det kan strække sig over så lang tid, mens det kun bliver værre og værre, og forstå, hvordan det påvirker en gradvist at miste sig selv på den måde,” fortæller Emil Kjær Voss, der begyndte at skrive på sin roman i begyndelsen af 2018 – et år efter bruddet med sin daværende kæreste.
”Jeg er ikke nogen fortolker af tidsånden. Men det er mit indtryk, at det er belagt med endnu større tabu, når en mand bliver udsat for aggressiv adfærd fra en kvinde indenfor rammerne af et parforhold, end når en kvinde udsættes for det af en mand. Det er der sikkert mange forklaringer på. En af dem er selvfølgelig den statistiske overrepræsentation af udsatte kvinder. En anden har måske at gøre med kønsroller.
Selvom den type historie, min roman fortæller, er mindre hyppig end dem, der har nogle andre kønsmæssige fortegn, må det være til alles bedste at udvide forståelsen af, hvordan et destruktivt forhold kan se ud.
Derudover har jeg en beskeden forestilling om, at andre måske ville kunne spejle sig eller finde trøst i sådan en roman. For der må være andre end mig, der har oplevet noget lignende. Også andre mænd,” forklarer Emil, der har haft det første udkast af manuskriptet færdigt siden slutningen af 2018.
”Det var næsten dobbelt så langt, som det er endt med at blive i den endelige udgave. Det har taget lang tid og mange gennemlæsninger og har især krævet hjælp fra nogle dygtige og engagerede læsere at gøre romanen kortere og dermed udgivelsesklar. Det er sket ad flere omgange og over flere år. Også fordi jeg – ud fra et redigeringsmæssigt synspunkt – ser en tekst klarere i takt med, at tiden går, og der kommer afstand til skriveprocessen. Det gør det nemmere at slette mindre vigtige dele”, kommer det fra Emil.
I Et hus i Humlebæk beskrives forholdet mellem Emil og Johanna. De elsker hinanden højt, men det er også et forhold, der er præget af en ustyrlig og irrationel jalousi, invaliderende angst, skænderier og vold. Johanna gør både skade på sig selv, men i vrede kaster hun også med ting og slår Emil. Emil føler sig magtesløs, trækker sig og vender sig væk.
”Min roman tager udgangspunkt i en række oplevelser, jeg selv har haft. Samtidig er der helt naturligt mange sider af mit liv, der ikke bliver omtalt, og som har lige så stor betydning for mig. Det er kun muligt at vise et udsnit. En af mine bedste venner bliver slet ikke nævnt. Når man skriver, foretager man en udvælgelse. Det er ikke muligt at få alt med, men man bør bestræbe sig på at få alt det vigtige med. Alt efter hvad man vil formidle, fylder bestemte ræsonnementer, følelser og tanker mere end andre.
Jeg er helt bevidst om de steder, hvor teksten bliver både sentimental, anal og måske endda naiv. Deri ligger en afstand mellem romanens fortæller og mig som forfatter, til trods for at vi har meget tilfælles. Jeg har forsøgt at skrive en tekst, der ikke forfalder til et skønmaleri af mine egne handlinger, og derfor har nogle af de mindre flatterende elementer fået lov til at fylde en del.
Romanen handler om ting, der er sket for mange år siden, og den er skrevet for næsten lige så længe siden. Så bare på de to punkter er der sket nogle forskydninger. Jeg kunne ikke have skrevet den her roman i dag.
Romanen er en rekonstruktion, og endda en skønlitterær én af slagsen. Den kan i sagens natur ikke være andet. Er en rekonstruktion det samme som de begivenheder, den genskaber? Svaret må være nej. En rekonstruktion er en psykisk repræsentation af de oprindelige begivenheder. Og sådan en repræsentation kan have mange forskellige former. Jeg har valgt romanformen.”
”Først og fremmest var det afgørende for mig, at teksten blev skrevet med kærlighed,” uddyber Emil på spørgsmålet om, hvor tæt på virkeligheden en forfatter må gå. ”Dels fordi der i fortællingen skulle være et lys i mørket, for at man som læser kan forstå, hvorfor de her to personer faktisk vælger at være sammen. Og dels fordi det er en fortælling om ambivalens – på flere niveauer. Romanen handler om at elske en person meget højt og samtidig blive mødt med en stor vrede og aggression, endda i sådan en grad at man bliver i tvivl om egne motiver og er ved at miste sig selv.
Tvivl er et vigtigt tema i romanen. Jeg ville skrive en tekst, hvor tvivlen fik plads. Jeg ville undersøge, ikke konkludere. Under arbejdet med romanen har jeg også selv været i tvivl flere gange – om mange ting,” siger Emil Kjær Voss.
Når forfattere skriver romaner baseret på egne erfaring og endda lader romankarakteren hedde det samme som sig selv, så medfører det ofte en debat og spørgsmål om, hvad der er sandt, og hvor meget, der er fiktion.
”Det er mit indtryk, at der er en tendens til, at spørgsmålet omkring virkelighed vs. fiktion næsten kun bliver stillet til forfattere. Det kan naturligvis være relevant og interessant at høre en forfatters tanker om det, men lige så interessant og relevant er det at stille det samme spørgsmål til de forlag, der udgiver disse forfatteres bøger. Især fordi forlag ikke er følelsesmæssigt investeret i en udgivelse, sådan som en forfatter er.
For mig betyder det meget, at forlaget har stillet sig bag en udgivelse af min roman og dermed står som garant for romanens kvalitet og relevans, og ikke mindst at forlaget har kunnet se den varme, som min tekst er skrevet med,” kommer det fra Emil Kjær Voss, der nu udkommer med en personlig og stærk roman om at være mand og leve i et forhold præget af voldsomme konflikter.
Fakta:
Emil Kjær Voss (f. 1989) har tidligere udgivet to digtsamlinger, er musiker og oversætter desuden fra svensk. Han har en bachelor i dansk og er uddannet fra den svenske forfatterskole Biskops Arnö. Et hus i Humlebæk er hans romandebut.
Foto: ©Lærke Posselt
