I anledning af udgivelsen af Monika Fagerholms “Hvem slog bambi ihjel?” har hun svaret på et par spørgsmål om bogen.
Hvordan har det været at skrive: ”Hvem slog bambi ihjel?”
Det har som sædvanligt været kaotisk, forvirrende, men på en eller anden mærkelig måde også sjovt, og i hvert fald tilfredsstillende, når man efter mange ”ommer” og ”men’er” mærker, at det her faktisk bliver til en bog. Det centrale emne i romanen, hvordan folk ødelægges af stilheden omkring en voldsom seksualforbrydelse, både offeret og gerningsmanden, har føltes vigtigt at få ud, og i løbet af de fire år, som det har taget at skrive romanen, er opmærksomheden på den stilhed jo blevet stor. Me too opstod midt i skriveprocessen, og jeg har også været dybt berørt af en ung pige på min hjemegn, der blev slået ihjel. Det handler om en lille by, der har meget svært ved at tackle det in the open, når så mange i byen berøres.
Hvilke tanker vil du gerne sætte i gang hos læseren med ”Hvem slog bambi ihjel?”?
Først og fremmest handler bogen om stilheder, hvad stilhed gør ved folk. Men jeg håber også, at jeg som forfatter ikke pådutter læseren, hvordan læseren skal tænke. Jeg har jo ikke skrevet bogen ud fra en enkelt problemstilling. Man skal også bare kunne nyde læsningen, for læsningens egen skyld
Din roman er skrevet i et helt særligt sprog, som jeg næsten ikke kan sammenligne med andre skønlitterære forfattere. Vildt og følelsesfuldt på samme tid. Hvordan har du udviklet den måde at skrive på?
Det har ikke noget med teknik at gøre, kan jeg sige med det samme. Jeg tænker ikke et sprog frem, jeg forsøger ved at skrive skrive skrive – om og om igen – skrive det sprog frem, som er lige præcis den her bogs sprog, den her fortællings sprog. Jeg vil komme så tæt på som muligt, og huske at være i sproget, som også er rytme, melodi, ordvalg. Mit store idol er William Faulkner.
I Dostojevskijs Forbrydelse og straf piner den unge Raskolnikov sig selv med spørgsmål om skyld og skam efter, at han har begået et dobbeltmord. Er det samme tilfældet med Gusten i din roman? Er den hårdeste straf den, som Gusten pålægger sig selv?
Både og. Gusten slipper ikke for skammen og skylden, fordi der ikke er retfærdighed i procedurerne. Han falder fra hinanden ikke mindst på grund af den stilhed, som bygger sig op omkring ham. Fra hans miljø, familierne, og til og med hans egen mor (til sidst). Som om retfærdighed og sandhed kan opføres som et slags teater.
Du er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 for din roman. Hvad betyder den anerkendelse for dig?
Det er jo vældig fint, og jeg er meget glad, selvfølgelig. Men det spiller ikke så stor rolle, hvordan det går med det, det er et flot udvalg af bøger og forfattere, som er med. Og for mig er det fjerde gang, jeg er nomineret, hvilket jo også føles utroligt dejligt.
Fotocredit: ©Thron Ullberg
