I ”En rejse til mørkets begyndelse” skriver Søren R. Fauth videre på den fortælling, der er omdrejningspunkt i den anmelderroste ”Moloch”. En fortælling om et brud, et opløst ægteskab og en splittet familie. En fortælling, der har været undervejs i halvandet år og aldrig har været planlagt som et bind 2.
”Sandheden er, at jeg aldrig planlægger en bog på den måde. Bogen sker bare med mig, om man så må sige. Og det er i mit hoved slet ikke to fra hinanden adskilte tekster, altså ”Moloch” og ”En rejse til mørkets begyndelse”, men en lang tekst, som fortsætter til skriften en dag standser, og lige nu er den ustandselig,” forklarer Fauth, der i skrivende stund er taget på et nyt skrive- og arbejdsophold langt fra Fredericia, hvor han bor.
Det lyriske jeg i ”En rejse til mørkets begyndelse” drager også i selvvalgt isolation med sin cykel og en bunke arbejde, mens jeget kæmper med dæmoner og den skyldfølelse, som en af sønnerne tværer op i jegets blottede ansigt: ”Du kunne ikke engang holde sammen på din familie.”
”Skriften overmander mig, og det er kun i begrænset omfang mig, der bestemmer, hvor den bevæger sig hen, men det er klart, at jeg med tiden har udviklet alle mulige strategier til at få den frem. Ikke mindst ved at skifte sted, tage langt væk hjemmefra og lukke mig inde. Den selvpåførte isolation gør, at jeg kommer i kontakt med nogle dybere lag, lag som jeg ikke kommer i kontakt med, når man i hverdagen distraheres af verdenstumulten og alle de adspredelser, der ligger i socialiteten. Det gør ondt at gå til grunden af sig selv, men det er, i hvert fald for mig, nødvendigt for at kunne skabe,” fortæller Fauth.
Mørkets begyndelse
Der er mange sammenfald mellem Fauth og det lyriske jeg. Og Fauth skåner hverken sig selv, tekstens jeg eller læserne for at se mørket i øjnene: ”Undersøgelsen af mørkets begyndelse er dobbelt. Den tager sit afsæt i det lyriske jegs egen erfaringsvirkelighed, men peger samtidig på noget strukturelt og eviggyldigt: Civilisationens undergang og driftsverdenens hylende triumf. ”En rejse til mørkets begyndelse” rejser tilbage til barndommen og undrer sig over hvorfra ›jegets‹ angst stammer: fra den mødrene eller fædrene side? Hvorfor blev ›jeg‹, som ›jeg‹ er? Hvorfor blev livsvennen Brian, som han er? Hvorfor insisterer ›jeg‹ på at vise mørket frem og se på det, mens min mor og Brian eksempelvis ikke gør det? Det er blandt andet denne personlige rejse, der udgør store dele af bogen, men for mig er bogen samtidig en universel undersøgelse og granskning af menneskets til alle tider og på alle steder gældende grundvilkår,” lyder det fra Fauth, når han skal forklare, hvorfor det er så vigtigt at finde mørkets begyndelse, og fortsætter: ”Mørket er altomfattende. Hvis du tør, så læs dig gennem hele Joseph Conrads forfatterskab. Vi vil ikke vide af det, og derfor flygter vi hele tiden ind i det forstandige og fornuftige, laver alle vores apollinske konstruktioner og kaster et slør hen over mørket. Sandheden er ubærlig. Også for mig, men mine lyriske prosatekster insisterer på at afsøge de regioner af eksistensen, som vi normalt dækker til og skjuler, fordi vi ikke vil miste vores værdighed. Værdigheden er noget ethvert menneske før eller siden mister, men det socialt normative udgrænser og skjuler det uværdige, det mørke, barbariet, faldet ned i afgrunden. Også kunsten skjuler ofte mørket, selv om den, forstås og heldigvis, også viser det frem og afslører, hvad der gemmer sig bag civilisationsfacaden og alle forstillelserne. Jeg nævner i flæng fra øverste hylde: Mann, Grass, Woolf, Shakespeare, Conrad, Beckett, Kafka – eller hvad med at se ned i din egen afgrund, mens du ser på et maleri af Munch, Picasso eller Otto Dix.”
Mennesket er mørket
Mørket begynder i og med mennesket, mener Fauth: ”Se mennesket marchere i trop, se mennesket indordne sig under det sociale, se hvor afrettede, vi er, hvor bange vi er, hvor opportunistiske og egoistiske vi er. Se, hvor ynkelige vi er, når vi fremstiller os selv i (selv)godhed. Se det på Instagram, se det på Facebook,” argumenterer Fauth og fortsætter:
”Menneskets største problem er ifølge Rilke (tysk digter, red.) vores bevidsthed, først og fremmest vores selvbevidsthed, dernæst vores tidsbevidsthed, vores dødsbevidsthed. Vi er det væsen, der lever i ”der gedeuteten Welt” (den tydede verden) og i ”der gerichteten Zeit” (i den (af)rettede tid). Vi ordner, fortolker, bygger – med vores fornuft – luftkasteller, formulerer – med vores fornuft – idealer for vores eksistens og er for det meste alle mulige andre steder end lige dér, hvor vi burde være, nemlig nærværende i nuet. I den forstand kunne man sige, at vores bevidsthed gør, at vi uophørligt er forud og bagud for os selv. Vi er ikke blot. Vi tænker. Nogen selvfølgelig mere end andre. Vores sind (bevidsthed) er sindssygt farligt, farligere end noget andet på denne jord, ja, menneskets bevidsthed kontaminerer ikke bare planeten, den gør også ›de andres‹ liv til et mareridt. Og det fortrin, som vi så gerne praler med, som vi elsker at føre os selv frem med, fornuften, kammer alt for ofte over i en form for hyperrationalitet og bliver derved til det Adorno og Horkheimer i ”Oplysningens dialektik” kalder for ›den anden natur‹, eller sagt på almindeligt dansk: Fornuften bliver så fornuftig, at den til sidst bliver instrumentel og destruktiv, at den ødelægger, ja, netop ›lægger alt omkring sig øde‹.
I et stærkt (eller svagt?) øjeblik kan et menneske også være kærligt, næstekærligt, nemlig når tydningerne ophører, og skranken mellem jeget og den anden falder bort, og vi pludselig forstår, at der ikke er nogen væsensmæssig forskel på os selv og den anden, på os og naturen. Problemet er bare, at mennesket for det meste er indespærret i sit eget stærkt begrænsede erkendelsesperspektiv, at sondringen mellem subjekt og objekt opretholdes, at der er en demarkationslinje mellem ›mig‹ og ›dig‹, ›os‹ og ›dem‹. Mennesket er, netop fordi vi besidder evnen til at bortabstrahere næsten i ideologier og store (ofte opbyggelige) tanker, det farligste dyr af alle, den grusomste af alle skabninger. Men det er selvsagt ubærligt at skulle leve med den sandhed, hvorfor vi flygter ind i omskrivninger, forskønnelser, ind i det politiske og de progressive ideologier (der gennem historien har destrueret så ufatteligt mange mennesker), ja, ind i det artsnarcissistiske forsvar for mennesket. Så siger vi: ”Men så slemt er det da ikke, mennesket er også godt og kærligt og sødt og fint”, og så har vi fået genetableret et narrativ, der gør det muligt, at vi igen kan hygge os i vores kolonihavehus eller afsynge en eller anden åndssvag sang om, at kaffen er klar om lidt.
Og jeg gentager: Der findes undtagelsestilstande, hvor mennesket overskrider sig selv og i et ualmindeligt stærkt øjeblik bliver kærlighed – agape. Hvor skranken mellem jeget og verden falder bort, hvor tiden står stille, og (selv)bevidstheden er tavs. Disse øjeblikke er sublime og ligger uden for sproget. Det er dem, jeg hele tiden leder efter.”
Lidelsen er ikke konstruktiv
”Når man først er i verden, har man slagside mod livet; så vil man (næsten) altid gøre, hvad som helst for at skabe en fortælling om, at livet er godt. De opbyggelige fortællinger har det i det hele taget bedre på menneskemarkedet end de uopbyggelige. Så kan vi læne os tilbage i vores illusioner og bekræfte hinanden og os selv i, at livet er en gave, og at vi da, når alt kommer til alt, har det ›meget‹ godt. Selvfølgelig er livet først og fremmest lidelse. Goethe sagde på sit dødsleje, at han havde været lykkelig cirka 14 dage af sit liv. Jeg skal nok lade være med at holde et langt foredrag om den tyske filosof Arthur Schopenhauer, men han har sagt alt om den sag, bare læs ”Verden som vilje og forestilling”. Uro er tilværelsens grund, menneskets tilstand er manglens. Vi længes konstant efter noget, vi endnu ikke har opnået, noget nyt, noget andet, og vores tilværelse er netop spændt ud mellem tre tilstande: stræben/længsel, opfyldelse af denne stræben og længsel og den dermed forbundne glæde over at have opnået det tilstræbte – glæden varer sjældent mere end et par minutter, måske et døgn eller to – efterfulgt af kedsomhed, som vækker et nyt forlangende til live, det vil sige ny længsel og stræben. Undervejs i vores erobringer mister vi en hel del, rækker vi ud efter det svundne og for altid tabte, gør os bekymringer om det vordende.
Det er børnelærdom, at lidelse og krise og død og undergang i sig rummer en mulighed for transformation. Vi kan få ny indsigt, og jovist: Det er ikke helt forkert. Som det hedder et sted hos Meister Eckhardt: ”Das schnellste Thier, das Euch trägt zur Vollkommenheit, ist Leiden” (›det hurtigste dyr, der fører jer frem til fuldkommenhed, er lidelse‹). Jeg har lært vanvittigt meget af at få tæsk, har lært mig selv temmelig godt at kende, fået en klarere fornemmelse for mine egne grænser, men du får mig aldrig til at juble med i koret, der synger opbyggelige sange om, at vi er på vej frem, og at vi kan gennemgå totalforvandlinger gennem kriser. For det meste improviserer vi bare, famler i blinde, og bagefter når vi ser tilbage på konsekvenserne af vores famleri, konstruerer vi sammenhængende narrativer, der forlener vores kaotiske eksistens med mening.
Og så alligevel, hvis vi tænker forvandling i radikal forstand, sådan som det eksempelvis er tilfældet i Kafkas geniale fortælling ”Forvandlingen”, så passer det, at den hurtigste vej til indsigt og altforvandlende oplysning netop er lidelsen. I sin yderste konsekvens kan en krise eller lidelse føre til forløsning, men en sådan forløsning er så radikal, at den ikke kan beskrives med sproget. Og en sådan radikaltransformation har ikke en skid at gøre med positiv psykologi eller andre løgne om livet.”
Ny udgivelse
I omkring halvandet år har Fauth været på sin egen rejse til mørkets begyndelse. En hård og brutal rejse. Og nu, hvor bogen er klar til udgivelse, sidder Fauth endnu en gang med et forsigtigt håb: ”Hvis en læser af mine bøger møder sig selv, ja, hvis læseren i mødet med en af mine tekster overskrider sit eget jeg og bliver revet væk, hvis læseren ligefrem græder og bliver ramt dybt inde i sin egen sjæl og fortabthed og for et øjeblik ikke føler sig alene, så har jeg opnået mere, end jeg turde håbe på.”
Foto: ©Lærke Posselt
