INTERVIEW: Hvad er hygge egentlig? Meik Wiking er en af verdens førende eksperter inden for lykkeforskning, og han har skrevet bøgerne “Den lille bog om Hygge” og “Den lille bog om Lykke”. Vi har talt med ham om disse to fænomener.
Hvornår fandt du ud af, at hele verden skulle høre om dansk hygge?
Da det gik op for mig, hvor stor indflydelse hygge har på dansk kultur, sprogbrug, indretning og adfærd. Vidste du eksempelvis, at danskerne er dem, der forbruger flest stearinlys i Europa. Faktisk dobbelt så mange som nummer to (Østrig).
Hvordan researchede du til Den lille bog om Hygge?
Jeg forsøger altid at læse alt om emnet først, og snakke med alle dem, jeg kan komme i nærheden af – og i skriveprocessen forestiller jeg mig at sidde overfor en person, jeg godt kan lide og så forklare dem, de mønstre jeg er stødt på. Jeg kan godt lide at blande både interessante undersøgelser og personlige anekdoter. Man må gerne føle, at man har været i godt selskab i nogle timer, når man er færdig med bøgerne.
Hvorfor var det nødvendigt at lave opfølgeren, Den lille bog om Lykke?
Det er jo kernen i mit arbejde. Jeg arbejder på Institut for Lykkeforskning, hvor vi blandt andet forsøger at forstå, hvorfor nogle mennesker er gladere end andre, og hvordan vi kan løfte livskvaliteten for folk.
Hvad håber du, læseren får ud af at læse bøgerne?
At folk får et indblik i, hvordan vi forsker i lykke, og hvad der betyder noget for vores tilfredshed med livet – gerne med inspiration til, hvordan de selv kan skabe bedre rammer for det gode liv.
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
Den bog jeg selv har læst flest gange er “Farvel til våbnene” af Hemingway – men hvis vi taler faglitteratur er det “Freaknomics”, der handler om verden set gennem en økonoms briller.