Forfatter Martin Glaz Serup er aktuel med digtsamlingen ”Uendelige sommer”, og i den anledning svarer han på en Q&A om digtsamlingen, poesi generelt og egne læsevaner.
Hvordan har digte det i dagens Danmark? Det er ofte romanforfattere eller krimiforfattere, der løber med opmærksomheden, men er det et udtryk for, at digtene og deres forfattere ikke er så populære?
Ja, det er egentlig underligt; man hører hele tiden om, hvordan folk ikke har tid – herunder ikke har tid til at læse – og i dén konkurrence burde den korte, kondenserede poesi stå stærkt i forhold til fx tykke krimier. Men måske er man i ”dagens Danmark”, som du formulerer det, bare ikke er så vant til at læse digte, måske man er lidt bange for dem?
”Uendelige sommer” er titlen på din nye digtsamling. Er en uendelig sommer positiv eller negativ i din verden?
Det er vel ikke så enkelt at svare på; det lyder jo umiddelbart dejligt, men kun hvis man forstår det i en art overført betydning, som en overdrivelse; ikke hvis man forstår det bogstaveligt. Titeldigtet kunne man vel kalde et klimadigt mere end et badeferiedigt, alligevel tænker jeg, at titlen omfavner hele bogen, også de andre digte, og at titlen i sig selv netop er tvetydig.
Dine digte handler om livet. Både de store ting og de små ting. Hvordan bærer du dig ad med at komprimere livet til korte digte?
Jeg tænker egentlig ikke, at jeg ’omskriver’ situationer til et digt. Jeg tænker, at digtet er noget i egen ret, sin egen situation eller erfaring. Men det er jo klart at mange digte, at mange idéer, opstår ud af noget, en oplevelse måske. Alt efter hvad det så er for et digt, prøver jeg ofte at undersøge ét aspekt af den oplevelse. Jeg prøver at undersøge noget – jeg ville skrive ’indfange’, men det lyder jo som om, digtet er en sommerfugl, man som en anden entomolog ligger på lur efter at sætte en nål i og ind i sin samling. Sådan har jeg det ikke.
Jeg tænker også, at måske særligt ”Uendelige sommer” har meget med tid at gøre. I denne bog er der flere længere suiter, men jeg tænker især på de cirka 100 ”Kalenderdigte”, der prøver at arbejde mere horisontalt, på tværs, i tid, fremfor i en knivskarp horisontalitet, hvor digtet står dér og knejser, smukt, klart og afgrænset fra de digte, der omgiver dem. Well… Det bliver forhåbentligt tydeligere i digtene selv… Jeg har prøvet at gøre digtene så enkle som muligt, og alligevel, håber jeg, præcise og udtryksfulde.
Hvad er forskellen på at skriver lange litterære tekster og korte digte?
Hvis du tænker på fortællende prosa, så tænker jeg overordnet set, at den fortællende prosa ofte har med bevægelse at gøre, at nogen eller noget bliver flyttet fra et sted eller en tilstand til et andet eller en anden, hvor poesi ofte handler om at stoppe op, stå stille et øjeblik og zoome ind på noget, intensivere oplevelsen af, hvad vi faktisk omgiver os med, og hvem eller hvad vi er. Men det svarer selvfølgelig ikke på dit spørgsmål. Om hvad forskellen er på at skrive langt fremfor kort. Det er fristende at give et kækt svar og sige, at lange tekster tager lang tid og korte tekster kort – men det passer ikke. ”Uendelige sommer” har jeg været i gang med i mere end 5 år. Nogle af digtene er ældre, flere af teksterne er trykt i tidsskrifter osv., men det betyder ikke, at det er en opsamling; jeg har arbejdet på denne bog som bog betragtet, som et sammenhængende hele, i cirka 5-6 år.
Hvad læser du selv lige nu?
Lige nu lytter jeg til Olga Tokarczuks fuldkommen mesterlige og morsomme roman ”Kør din plov over de dødes knogler”, jeg genlæser Henrik Nordbrandts ”Drømmebroer” (”Jeg kan ikke sove/og fordi jeg ikke kan sove/kan jeg ikke sove”), har smuglæst lidt i Dag Solstads trilogi om Bjørn Hansen, som jeg glæder mig til at komme videre med, når jeg er færdig med Albert Camus’ ”Pesten”, som jeg har genlæst, guess why, og den er bedre, end den var sidst, jeg læste den for over 20 år siden, jeg mangler små 15 sider. Min kæreste og jeg har lige læst Anna Akhmatovas digte i ”Requiem 1935-1940” højt, imens vi drak whisky. Den vil jeg læse igen inden, jeg sætter den op på hylden, og så har vi også i omkring et år været i gang med at læse Roberto Bolaños vidunderlige ”De vilde detektiver”.
