Martin Bigum er en af vores mest anerkendte billedkunstnere, og mange husker ham fra Kunstquizzen på DR, hvor han rundhåndet har delt ud af sin viden om kunsten. Men det er ikke alt, der kan udtrykkes på et lærred, og derfor har Martin Bigum også brugt tid på at male med ord i romanen Hovedværk, der tager udgangspunkt i det kunstnermiljø, han selv kender så godt indefra.
Martin Bigum har gerne villet dykke ned i de styrende traumer i et menneskes liv og betydningen af alderens svækkelse. Romanformatet viste sig bedst til den undersøgelse, og derfor har Martin Bigum brugt de sidste seks år på at skrive sideløbende med sin billedkunst. Kan traumernes sår hele, eller vil de uundgåeligt før eller siden tage styringen?
”Det har slået mig efterhånden, som jeg er blevet ældre, og en erfaren kunstner, at noget, der ikke forandrer sig fra årti til årti, fra kunstnergeneration til kunstnergeneration, er de kunstnere, der er underlagt noget, som er større end dem selv, og større end deres kunst. Det, der er paradoksalt, er, at dette noget ubevidst styrer begge dele. Det kan skabe kunstnerisk prægnans, vrede og drivkraft, for kunstneren vil grænseløst gøre alt for at komme i kontakt med og få forløsning fra sine traumer. Genkende sin uerkendte smerte i værket,” forklarer Martin Bigum, da han bliver spurgt om, hvorfor han ville undersøge lige netop de styrende traumers kraft og den svækkelse, der følger med alderen. ”Du må godt studse over mit svar. For det er et uhyre sjældent emne, jeg her løfter ind i en romans form. Min roman tager også helt konkret livtag med det ikke at ville anerkende den svækkelse, der følger med alderen. Min protagonist Wilhelm Riels er 70 år gammel, men han vil genfinde det frygtløse greb, han havde i sin ungdoms grænsesøgende kunst. Han siger: ”Alder findes ikke. Erfaring findes ikke. Livet står altid til genforhandling. Man skal bare SIGE det, GØRE det.” Og så genfinder han sin ungdoms vrede og gør noget ved sin kunst, som får katastrofale følger,” forklarer Martin Bigum, der ikke vil løfte sløret for, hvad der sker.
Hovedværk foregår over flere årtier, men egentlig er det kun over en enkelt dag. Den begynder og slutter d. 22. maj 2009. I romanen kommer vi med tilbage til Wilhelm Riels barndom i 1940’erne og helt op til 1960’erne, hvor han er en vred ung mand, der går til grænserne i sit kunstneriske virke. Vi følger ham også ind i 1970’erne, hvor han mere og mere forpupper sig på grund af barndommens traumer. Og begynder at lave de mærkværdige rulletrappeværker. Rulletrappe i størrelsesforhold 1:1, med hvert sit særegne udtryk. En af dem har trin, der klaprer. En har brandvarme trin. En tredje mangler hele indmaden. Værkerne opstår over mange år, men det er altid store rulletrapper, Wilhelm Riels laver. Romanen begynder, da han får mulighed for at lave sit hovedværk og samle alt det, han har lavet og kæmpet med gennem årene i en stor retrospektiv udstilling på et stort kunstmuseum i København.
”Ideen opstod bare. At en kunstner skulle lave “rulletrappeværker” i størrelsesforholdet en-til-en. Hele sit liv. Det er smukt, og uendelig koldt. I min roman samles de enkelte værker til en stor finale-udstilling og udgør en lang allé, der lyder som en “tændt vindmøllepark”. Ret spooky,” smiler Martin Bigum, før han fortsætter: ”En rulletrappe er jo helt konkret op- og nedture, der skal gøre det lettere for det moderne menneske, fratage det det forstyrrende udmattende element selv at skulle gå fra den ene etage til den anden. Selv når det er så let en opgave som at gå nedad. Fra rulletrapperne får enhver et kort øjebliks falkeblik ned på menneskenes myretue på etagerne under dem. Og så skal man af: Og det skal ske i en langsom glidende bevægelse, der skaber kontaktflade mellem skosål og næste etages bonede gulve, som en symbolsk glidende overgang. En sølvbakke man driver ud på. Jeg elskede selv det punkt, da jeg var barn – at mestre det uden at skulle holde ens mor i hånden. I det hele taget må man som læser gerne se på disse rulletrappeværker som symbolske. For livets Sisyfosarbejde. Som en slags åndens moebius-bånd, der kører i et væk, og aldrig bringer en videre, men cirkler om sig selv. Tænk sig en opfindelse en rulletrappe dybest set er. Et levn fra privilegerede år, før man anerkendte, hvor vigtigt det er med motion.”
Wilhelm Riels er enebarn, og umiddelbart er barndommen ikke præget af stærke relationer. Men som ung er han en del af nogle betydningsfulde og meningsskabende sociale fællesskaber, hvor han også møder sin kone Ingrid og vennen Mogens Hildegaard. Ingrid er også kunstner, mens Mogens er digter. Men selv om de er tætte og har fulgt hinanden i mange år, så halter det med fortroligheden. Af alle mennesker er det måske Wilhelms mangeårige assistent, Jakob, der kender ham bedst. Er Wilhelm en arketypisk mand af sin tid? Og tager barndomstraumerne styringen, fordi de bliver gemt væk?
”Barndomstraumerne vil til enhver tid være der. Spørgsmålet er, om samtiden er til, at man forsøger at sætte ord på dem? Der har været hundredvis af generationer før os, hvor det ikke var tilfældet. Sådan opstår verdenskrige, had, etc. Min hovedperson vokser op som ung mand i den brydningstid som Ungdomsoprøret anno midt-tresserne udgjorde. Han har rig mulighed for at søge mod nye blidere værdier som peace and love, men han styrer konstant over i en vrede, i den kunst han laver, i hele sit verdensbillede. For sit indre blik ser han farens troldsplint i øjet. Han ved, hvor vreden kommer fra. Min roman Hovedværk er en undersøgelse af, hvad der kan styre kunstneren – eller mennesket, om man vil – på det følelsesmæssige og psykologiske plan, men også af udefrakommende faktorer inde i kunstverden. Jeg har forsøgt at skrive om nogle magtstrukturer, som jeg, for min del, ikke synes jeg har læst om før,” fortæller Martin Bigum om sin debutrom, inden han understreger: ”Det hele er opdigtet – det er ikke en nøgleroman – men sært nok erfaret.”
Foto: ©Søren Solkær
