”Nogle gange fører en landevej i Wales og den enkle, intime beskrivelse af en kvindes bløde læber, der omslutter en mands finger, til store litterære oplevelser. Det er tilfældet i Kristin Vegos overlegne novellesamling Se en sidste gang på alt smukt. Kristin Vego er en menneske-observatør af den klogeste slags.”
– Sådan lyder det i den motivationstekst, som juryen bag Bogforums debutantpris udsendte, da de offentliggjorde de shortlistede debutanter til prisen i 2022.
Dansk-norske Kristin Vego, der er opvokset i Højbjerg ved Aarhus, men nu bor i Oslo, debuterede som dansk forfatter i midten af september med novellesamlingen Se en sidste gang på alt smukt, hvor forskellige kvinder står over for nye side af livet.
”Novellerne handler om kvinder i tyverne, og jeg var i slutningen af tyverne, da jeg skrev dem. Det er en periode med mange forandringer, hvor mange bolde bliver kastet op i luften, som alle sammen skal lande et sted: Hvor skal jeg bo? Hvem skal jeg leve sammen med? Ønsker jeg mig børn? Hvem er jeg i mødet med andre? Alle de følelser og længsler som følger med, når man befinder sig sådan et sted i livet, begær, ensomhed, skam, forelskelse … sorgen over det man lægger bag sig og spændingen ved det nye, som venter. Det interesserer mig grænseløst,” fortæller Kristin Vego.
I novellesamlingens første novelle, Vinter, opsøger Marie sin ungdomsveninde, der nu er bosat i England. Marie har et brud med i bagagen, og nu søger hun ud på landet til en gammel veninde for at hele igen. I Ara Pacis ender Clara med at tilbringe en dag i Rom sammen med en fremmed mand, der er noget ældre end hende selv. Clara overraskes over, at han stadig er optaget af samme slags tanker, som hun selv tumler med. I den sidste novelle får teenageren Julie både sin første menstruation og et indblik i, hvordan voksne mennesker kan bedrage hinanden. De ni noveller spænder bredt i temaer og stemninger.
”Inspirationen er kommet mange steder fra: steder jeg har boet, personer jeg har kendt, følelser jeg har haft. Forestillinger om hvordan det kunne være gået, hvis, hvis … Jeg er tiltrukket af atmosfære og stemning, når jeg skriver – det, som ikke kan beskrives direkte, men som man må nærme sig med alle sanser. Jeg arbejder ofte visuelt, skriver mig frem mod et billede,” forklarer Kristin Vego.
”Jeg brugte mange år på at finde ud af, hvordan jeg vil skrive – hvad som er min stemme, hvilke historier jeg vil fortælle. Det var forfattere som tyske Judith Hermann, canadiske Alice Munro, amerikanske Lorrie Moore og mange andre, som viste mig at det er muligt at komponere tekst på denne måde, at fortælle historier igennem sådan et lille udsnit af et liv som en novelle er.
Mine novellekarakterer søger efter mening. Den finder de måske i naturen, måske i mødet med andre, måske i en uforklarlig oplevelse, som først får betydning meget senere. Jeg tror, at det, som pulserer i flere af novellerne, som kan virke uforklarligt, egentlig bare er livet – den underlige oplevelse af at være et menneske i verden.
Jeg tænker måske, at litteraturen er sådan et rum, som gør virkeligheden større. Jeg kan godt lide at have den frihed, når jeg skriver, til at bryde med realismen. Nogle gange beskriver man bedst en følelse ved at hovedpersonen møder en engel på marken, eller ved at personerne vågner op i en drøm.”
Om der findes mere mellem himmel og jord, ved Kristin Vego ikke selv. Men der findes litteratur, så meget er sikkert, og med sine noveller formår hun at gøre verden større. Juryen bag Bogforums debutantpris formulerer det på følgende måde:
”Hun undersøger, hvad litteraturen kan rumme og se, som vi mennesker ikke selv kan se, når vi står midt i det. Kristin Vego mestrer antydningerne, den diskrete afdækning af menneskelige spændinger. Der ligger en følelsesmæssig intensitet i enhver bevægelse.”
Selv håber Kristin Vego på, at hendes debut vil vække genkendelse hos læserne. ”Jeg håber, at læserne vil få den oplevelse, jeg selv får, når jeg læser den helt rigtige bog: et sug af genkendelse; følelsen af, at verden bliver beskrevet på en overraskende og meningsfuld måde. Jeg håber, at stemningen og atmosfæren, følelserne, beskrivelserne, rører noget i læserne. Og at mange vil synes, novellerne er smukke.”
Foto: ©Erika Hebbert
