Kåre Johannessen: Fortiden er vigtig – hvis den bruges til at forme fremtiden

Historiker Kåre Johannessen har været interesseret i historie, så langt tilbage han husker. Nu er han aktuel med en stor bog om ”Magt og mennesker i Danmarks middelalder.”

”Jeg har altid holdt af ”den gode historie” – og jeg opdagede ret tidligt, at man finder de bedste historier i historien,” fortæller Kåre Johannessen, der gerne formidler fortidens virkelige historier til nutidens mennesker. Både når han deltager i Historiequizzen på DR og nu, hvor han har skrevet et stort værk, der tager læserne med på en kronologisk rejse gennem middelalderens vigtigste begivenheder.

”Jeg har arbejdet professionelt med middelalderen gennem mange år som inspektør på Middelaldercentret i Nykøbing Falster. Det er en periode, jeg føler mig fortrolig med og har ret udstrakte personlige erfaringer med – og det er en epoke, der på den ene side er helt anderledes end vor tid, men på den anden er så tæt på os, at vi kan genkende en masse. Historien er et spejl, siger man, og middelalderen er så at sige den moderne verdens lømmelalder,” forklarer Kåre Johannessen om årsagen til, at det er middelalderen, han nu har skrevet en populærvidenskabelig fagbog om. Han har tidligere skrevet historiske romaner og andre mindre historiske fagbøger om vikingetiden.

Det er den danske middelalder, Kåre Johannessen har skrevet om. Og han kommer vidt omkring i perioden, hvor både Knud, Svend og Valdemar levede. Mordet i Finnerup lade og ridderne beskrives også. Og det hele med et glimt i øjet og stor kærlighed til den gode historie. Middelalderen byder nemlig på det hele: Fra store og banebrydende nyskabelser såsom murstenen til en brutalitet og hårdhed, som vi heldigvis ikke kender til i samme omfang i dag.

”På mange måder er det faktisk en meget international tid, og mange forhold er stort set identiske over hele Europa. Men selvfølgelig er der nogle punkter, hvor forholdene i Danmark er unikke. Langt op i tiden kan man se spor af den hedenske vikingetid –  en særlig “lokal kultur”, der adskiller sig fra kulturen længere sydpå. Og blot inden for Skandinavien er der nationale forskelle, f.eks. hvordan kongeembedet besættes, hvordan arveregler er, og så videre.
I det hele taget er begrebet “Danmark” en hel del mere flydende i middelalderen, end det er i dag. I løbet af perioden når Danmark både sin største udstrækning under Knud den Store og Valdemar Sejr og sin mindste udstrækning under Christoffer II nogensinde. Det er da egentlig meget skægt,” fortæller Kåre Johannessen.

Magtkampe var en stor del af middelalderen. Danmark var ofte i krig, så udadtil skulle grænser forsvares og land erobres. Men også på de indre linjer blev der anvendt mere korporlig magt, end vi ser blandt nutidens politikere.
”Man bagte også politiske rævekager i den helt store stil dengang, men det er sandt, at vold var en langt mere synlig, integreret og på sin vis accepteret del af samfundslivet. I dag kan man sjældent slippe afsted med at hugge hovedet af sine politiske modstandere – hvor fristende det end kan være, og man forventede styrke og beslutsomhed, næsten hensynsløshed, af en fyrste eller konge; autoritet krævede, at man kunne stille rå magt bag, og en overdrevent mild og venlig magthaver blev set på med mistro. Der var meget kort vej fra mildhed til svaghed… og svag var det sidste, en magthaver måtte være,” fortæller historikeren, der mener fortiden er vigtig – især hvis den bruges til at forme fremtiden. Derfor er det nærliggende at spørge ham om, hvad vi kan lære af middelalderen?

”Først og fremmest at nostalgi er noget bavl. Det er meget farligt, når folk går rundt og sukker længselsfuldt efter ”de gode, gamle dage”. Men vi kan lære af både middelalderens fejl og svagheder – og dens styrker: opdagelysten, virketrangen, foretagsomheden. Vi kan godt bruge f.eks. ridderstandens æresbegreber som inspiration, men de skal omtolkes til en helt anderledes, moderne verden. Vi skal ikke fare rundt og banke hinanden i skallen med store sværd. Hvis vi kan overføre deres kamplyst, mod, offervilje og stålsatte ihærdighed til en kamp mod vor egen tids drager – klimaforandringer, neo-fascisme og så videre – kan vi sagtens tillade os at hente inspiration fra de gamle, sværdsvingende voldspsykopater.”