Henny Nørgaard: "Når små børn hele tiden bliver afbrudt i kontakten med deres voksne, så opgiver nogen nemlig helt at få den og vender sig i stedet indad og lukker ned"
INTERVIEW: Henny Nørgaard har skrevet børnebilledbogen “Jørn Tyge flytter ind i mors telefon”. Bogen kan give enhver forælder med ondt i telefonfingrene stof til eftertanke. Billedbogen udkom d. 20. februar 2018.
Hvordan fik du idéen til “Jørn Tyge flytter ind i mors telefon”? Når børn får det, de VIRKELIGT har brug for, har de mulighed for at være den bedste udgave af sig selv. Noget af det, børn virkeligt har brug for, er tilknytning og nærvær.
Det er en stor smerte i et menneskes liv- og især i et barns liv – hvis det prøver at få kontakt, og det igen og igen bliver afvist, fordi de voksne bare lige skal noget, eller er mere optaget af at se på deres telefon.
Finurlige Jørn Tyge må også kæmpe for mors opmærksomhed.
For selv om mor hver dag fortæller ham, at hun elsker ham, er Jørn Tyge træt af, at hun hele tiden ser på sin telefon.
Når de spiser, må den ligge på bordet. Mor tager den op, bare den siger den mindste lyd. Hun kigger på den hele tiden. Og om aftenen må den komme med ind i hendes seng, det må Jørn Tyge kun i weekenden. Når Jørn Tyge vil lege med mor, leger hun med telefonen på samme tid.
Det gør Jørn Tyge misundelig, og han får lyst til at smide morens” pissedumme telefon” i toilettet. Så kunne mor måske lære at se på ham i stedet for.
Hvad håber du, læserne (børn som voksne) får ud af at læse bogen? Jeg har skrevet en børnebilledbog, som på samme tid kan give børn en figur at spejle sig i og forældre stof til eftertanke.
Jeg har ønsket at skrive en sjov og finurlig børnebilledbog, hvor vi oplever det hele fra Jørn Tyges synsvinkel.
Bag den lette tone og de humoristiske og de sjove illustrationer, gemmer der sig selvfølgelig også et budskab til de voksne. Et budskab, der uden alt for løftede pegefingre, som fagbøger måske kan opfattes, kan fortælle, hvor vigtigt det er, at forældre ser mere på deres børn end på deres telefoner. At nogen ser dem, er sammen med dem, er nysgerrige med dem, oplever verden sammen med dem og glæder sig over dem og med dem.
Hvilke konsekvenser kan det få for et barn, hvis forældrene bruger for meget tid med deres telefoner? Når små børn hele tiden bliver afbrudt i kontakten med deres voksne, så opgiver nogen nemlig helt at få den og vender sig i stedet indad og lukker ned.
Lidt større børn reagerer måske som Jørn Tyge, der skubber til ting og vælter mælk i frustration over at skulle kæmpe om mors opmærksomhed med en død ting.
Mens Jørn Tyge er inde i mors telefon, får han hendes fulde opmærksomhed.
Hun holder Jørn Tyge i hånden, hun kigger på ham i telefonen, hun leger med ham, men efter nogle dage bliver hun trist, fordi hun ikke kan kramme ham og mærke hans bløde kinder.