Hun blev kendt i DR-serien “Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling,” men nu har Gina Jaqueline udgivet en bog, som tager læserne med bag skærmen og giver et indblik i en anderledes verden og et menneske, der har meget på hjerte

Hvordan synes du, reaktionerne på bogen har været?
Jeg har ikke fået så mange reaktioner endnu. Men de få, jeg har fået fra de af mine læsere, der er færdige med bogen, har været rigtig gode. Men det er jo lidt begrænset, hvor mange der har nået at købe og læse bogen endnu, da den først udkom i fredags.

Det var en mega hyggelig bogreception, og det hele gik vildt godt. Generelt har det været meget, som jeg forestillede mig, at det ville være at udgive en bog – på den gode måde.

Er du glad for, hvordan bogen er blevet?
Ja, jeg synes, den er blevet rigtig flot. Også i forhold til, hvordan jeg gerne ville have, at den skulle være. Der er jeg meget positivt overrasket over, hvordan dens visuelle udtryk er – jeg mener, den er jo så flot! Og så er det bare rigtig sjovt, hvor anderledes det er at læse i den, efter den er udgivet i bogform. Det er noget helt andet på tryk, i forhold til da vi arbejdede med den, hvor det primært foregik på computeren. Det har været en rigtig sjov proces.

Tænker du, at du skal udgive flere bøger?
Ja, det vil jeg i hvert fald gerne. Helt klart. Jeg vil rigtig gerne skrive en bog om mine tanker om mad og hele min periode som spiseforstyrret. Jeg har skrevet dagbog i en periode på fem år, så dem vil jeg gerne bruge nogle uddrag fra og så nogle opskrifter måske. Det er selvfølgelig meget løst endnu, men min ide er en bog om mad og min tilgang til mad, fordi jeg går rigtig meget op i det. Folk kan slet ikke forstå, hvor meget jeg spiser. Og det er jo et paradoks at leve med en spiseforstyrrelse, men alligevel være total feinschmecker i forhold til mad. Det, tænker jeg, er en lidt sjælden kombination. Jeg tænker i hvert fald, at det har hjulpet mig rigtig meget at gå op i at spise nogle rigtig lækre ting i stedet for slet ikke at spise noget.

Du skriver i bogen, at du altid gerne har villet være forfatter: Hvordan er det at have opnået den drøm?
Det er rigtig fedt at have fået muligheden for at udgive en bog. Den her bog var jo aldrig blevet skrevet – behovet for den havde jo ikke været der ­– hvis jeg ikke havde lavet serien på DR, kan man sige. Så havde jeg jo aldrig valgt at skrive en bog om mit ophav på Vesterbro osv., for det havde ikke været relevant for folk. Men jeg er rigtig glad for, at jeg har fået mulighed for at forklare mig efter serien. Det er, som om at alle har haft en eller anden ide om, at de kendte mig. Uden rigtig at have gidet at gøre en indsats for det. Nogle har ikke engang set serien. Men nu får de ligesom muligheden for at lære mig lidt bedre at kende. Det har der nok været et behov for hos nogle af mine fans, og det har været rigtig vigtigt for mig at kunne komme til orde i forhold til, hvordan jeg har oplevet det hele med serien.

Er du glad for, at du har været med i DR’s serie?
Jeg synes, at serien brugte rigtig lang tid på nogle ting, man kunne have brugt to minutter på, og så kom den slet ikke omkring nogle andre ting. Det var ret uretfærdigt, selvom det jo er sådan, det er at lave fjernsyn. Sofie, der lavede optagelserne til ”Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling,” er ved at lave en film, der udkommer 24. oktober og bliver vist i biograferne. Hun havde jo en ide med optagelserne oprindeligt, og da de så blev solgt til DR som en serie, så gik det lidt galt. Det blev meget sensationspræget i forhold til det, hun gerne vil have lavet. Nu har jeg ikke set nogle af de nye optagelser, hun har lavet, så jeg skal slet ikke kunne sige noget om, hvordan den bliver, men jeg håber da, at det bliver en film, der minder lidt mere om det, vi havde aftalt i første omgang. Jeg glæder mig rigtig meget til, at den kommer ud.