Samina Langholz var en helt almindelig københavner, indtil hun i 2004 mødte Andrea i hans hjemby Montemerano i det sydlige Toscana. I dag har de slået sig ned i byen, hvor de arbejder med træ. Det fortæller de om i bogen TRÆ – når det ufuldkomne er perfekt, der udkommer i dag.
Hvordan opstod ideen om at lave en bog? Vi blev faktisk kontaktet af Jacqui Small i London – og sandheden er, at vi var virkelig længe om at beslutte os. En kogebog om træ… Vi var bange for, at det skulle blive lidt for langhåret og Panduro-agtigt. Vi endte dog med at sige ja på den betingelse, at vi selv bestemte, hvem der skulle fotografere, style og stå for artwork af bogen. Og det gik forlaget gudskelov med til. Vores bog ville aldrig nogensinde være blevet så smuk uden Christine Rudolph og Ditte Isager.
Hvordan har processen været omkring tilblivelsen af bogen? Det har været en lang rejse – så egentlig er det dejligt tænke på, at vi ikke vidste, hvad vi sagde ja til. For os har det vigtigste været, at den skulle repræsenterer præcis, hvad vi står for. Så altså, vi var aldrig gået i krig med sådan et personligt projekt uden en stylist og fotograf, som vi kender, og som vi har dyb respekt for.
Hvad er din baggrund, Samina? – og hvordan har det været at begive sig ud i snedkerfaget? Jeg kommer fra reklamefilm. Jeg arbejdede som producer, da Andrea og jeg mødte hinanden. Snedkerfaget har føltes som en super naturlig konsekvens af at flytte til en lille landsby med 350 indbyggere. I dag danner vores fælles værksted jo ramme om alt det, jeg forelskede mig i ved Andrea.
Hvorfor er det træ, I har kastet jeres kærlighed på? Andrea er født her og er vokset op i olivenlunden. Træ har været hans bedste ven så længe, han kan huske. Vi føler selv, at bogen er blevet et meget præcist billede af, hvorfra hans kærlighed kommer og hvordan en lidenskab – eller hobby – bliver til livsværk eller levebrød.
Er I tilfredse med resultatet? Hvad er I gladest for? Ja, vi er stolte og super tilfredse. Gladest for? Vi håber, den vil inspirere læserne – det er lidt surrealistisk at tænke på, at vores historie kommer ud i alle de her lande. Det er jo en personlig kærlighedshistorie med træsmuld… Og som jeg allerede har nævnt, udgør billederne og artworket den største del af bogen og her er vi meget taknemmelige og stolte over, at Christine Rudolph og Ditte Isager har været der for os.
