Fortielser giver en grundlæggende følelse af forvirring

Forfatter Camilla Hjørnholm Olsen er aktuel med romanen ”Mørkekammeret”, der handler om livet i en dysfunktionel familie, der har svært ved at komme overens med fortiden. En fortid, hvor faren var frihedskæmper under Anden Verdenskrig, mens hans bror var nazist. En fortid, der fører til mange fortielser, som præger fortælleren, der kommer til verden i 1970’erne i en familie, hvor Anden Verdenskrig stadig kaster lange skygger.

Handler Mørkekammeret om dig og din familie?

Mørkekammeret er inspireret af min familiehistorie og min egen opvækst. Hovedpersonen – fortælleren – er en udgave af mig selv. Nogle af romankaraktererne som fx Boghandleren og Skrædderen er også bygget over virkelige mennesker som min far og min onkel, hvor andre af romanens karakterer er fiktive.

Jeg tror, at mennesker er meget komplekse og har mange forskellige facetter. Vi kan udfylde mange forskellige roller, gennemlever mange forskellige faser og udvikler os. Jeg gør i bogen derfor meget ud af at sondre mellem romankarakterernes forskellige roller i skiftende livsfaser og relationer.

Hvorfor har du valgt at kalde din roman “Mørkekammeret”?

Der er flere grunde til, at jeg har valgt at kalde romanen ”Mørkekammeret”. Først og fremmest ville jeg gerne betone, at den handler om at fremkalde noget – fx ønsker jeg at få læseren til at føle genkendelse eller empati.

”Mørkekammeret” beskæftiger sig bla. med arveligheden af tilstande som depression og migræne, der er forbundet med mørke. I romanen er der flere scener, som udspiller sig i mørke rum som fx et beskyttelsesrum, en fængselscelle, soveværelset. Desuden indgår der også en scene, som foregår i et helt konkret mørkekammer.

Fotografiet opfattes ofte som en 1:1 gengivelse af virkeligheden, men reelt er et fotografi jo blot et udsnit af virkeligheden gengivet fra en subjektiv synsvinkel, nemlig fotografens. Ligesom gennem en kameralinse, ser fortælleren i ”Mørkekammeret” de mennesker, hun møder på sin vej og de hændelser, der indtræffer i hendes liv fra én vinkel – hvor jeg som forfatteren er den, der fotograferer eller filmer det.

For mig er hovedet det ultimative mørkekammer, for det er hjernen, der bearbejder sanseindtryk og fremkalder tanker og erindringer. Måske er hjertet – som traditionelt forbindes med følelserne – også et mørkekammer? Den samme hændelse eller person kan opleves og erindres meget forskelligt alt efter hvilken persons “mørkekammer”, eller hjerne, den fremkaldes i.

Familiens fortid og manglende evne (eller lyst) til at tale om den, præger romanens hovedperson. Hvad tænker du fortielser gør ved os mennesker?

Det er korrekt, at mange af fortidens hændelser henligger i uoplyst mørke for romanens hovedperson. Jeg tror, grunden til, at familien helst ikke vil tale om fortiden, skyldes, at de gerne vil glemme fortiden, fordi de skammer sig over den. Men jeg tror også, at de gerne vil skåne hinanden for fortællinger om fortiden, fordi de ikke ønsker at belemre andre med problemer og bekymringer. De er selvfølgelig også bange for at blive fordømt og udstødt af familien.

Problemet er, at det vi siger med ord (eller fortier) kun er en del af hele kommunikationssituationen. Vi kommunikerer jo også med kroppen – og de fleste mennesker kan godt fornemme, når der er en diskrepans mellem ord og kropssprog, når der er noget som ikke bliver sagt. Det kan børn også. Hvis man ikke kan have tillid til andre mennesker, så skabes der grobund for utryghed og angst.

Fortielser giver en grundlæggende følelse af forvirring. Jeg tror, at man uundgåeligt kommer til at tvivle på sine egne fornemmelser, sansninger og erindringer, hvis man vokser op i et hjem med mange fortielser. Skete det – eller var det bare noget jeg bildte mig selv ind? Man bliver i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse, hvis man ikke har nogen at tale med, der kan bekræfte det, bevidne det.

Hvis man ikke får fortalt, hvad der er sket, så er det min erfaring, at vi mennesker selv digter og fantaserer og fylder hullerne i historien ud. Det kan selvfølgelig aldrig blive en rekonstruktion af den sande historie (hvis én sandhed findes?), men dekonstruktionen kan skabe den sammenhæng, man mangler i historien for at få den til at give mening på det personlige plan.

Romanen handler også om ensomhed. Som et eksistentielt grundvilkår. Er mennesket virkelig grundlæggende ensomt?

Selvom mennesket er et socialt væsen, der er orienteret imod fællesskab, så er mennesket også, i min optik, grundlæggende ensomt. Ensomheden opstår, når man ikke har lyst til at være er alene, og føler sig udenfor fællesskabet. Når man ikke føler sig set, hørt eller forstået. Den form for ensomhed kan man sagtens føle, mens man fysisk er sammen med andre mennesker fx sin familie. Desuden opstår der en voldsom ensomhedsfølelse, når man mister nogen, man elsker. Det kan være en skilsmisse eller et dødsfald, der forårsager tabet.

Paradoksalt nok kan det dæmpe oplevelsen af ensomhed at vide, at man ikke er den eneste, der er ensom, men at ensomhed er et grundvilkår – at vi alle vil komme til at miste mennesker, vi elsker, fordi ingen relationer kan bestå for altid. Selv de mennesker, som vi er knyttet til via blodets bånd, kan pludseligt bryde kontakten eller dø.

Hvad håber du, læserne får ud af at læse “Mørkekammeret”?

I min roman spiller læsning af skønlitteratur en stor rolle for fortælleren, som peger på, at bøger kan lindre indre uro og give læseren en følelse af at få usynlige venner. Jeg håber vel, at dem der læser ”Mørkekammeret” vil få følelsen af at sidde med en usynlig ven i hånden.

Hvordan har det været at arbejde med bogen?

Det har for mig både været en krævende og en lindrende proces, at transformere sorgarbejdet over den tabte tid til en skønlitterær bog.