Forfatter Gry Kappel Jensen er aktuel med første bind i y/a-trilogien Rosenholm – “Roser og violer” hedder den første bog om livet på Rosenholm Kostskole, en skole for begavede og særligt talentfulde unge. Inden for magiens verden …
Fire piger er blevet optaget på skolen og sammen med dem drages læseren ind i en verden af magi, mystik, nordisk mytologi og (forbudt) kærlighed. Her fortæller Gry Kappel Jensen om pigerne og inspirationskilderne.

Hvilken af dine fire hovedpersoner kan du bedst lide? Og hvordan jonglerer man mellem de forskellige personligheder i skriveprocessen uden at favorisere den ene?

Jeg kan lide dem alle fire. Det tager lang tid at skrive en roman, så det har været meget afgørende, at jeg – uanset hvor frustrerende processen måtte være – hele tiden har været i godt selskab med de her fire piger, som jeg holder meget af. De er langt fra perfekte, de dummer sig og kommer til at gøre sig selv og hinanden ondt, men jeg forstår dem og holder af dem.

Den pige, som det har været sjovest at skrive, er måske Malou, da hun har en vrede, der er morsom at beskæftige sig med. Malou siger tingene, som de er, og der sker virkelig noget her – nogle gange noget godt og andre gange noget skidt.

Hver af de fire personer har deres egen handling og udviklingshistorie – både i det enkelte bind og i hele trilogien igennem. Det er vigtigt, så man ikke kommer til at lade en af pigerne træde i baggrunden – de er netop alle hovedpersoner og ikke bipersoner. Dog har jeg tilladt mig, at en af pigerne har en mere tydelig udviklingshistorie i hvert bind end de andre piger. I bind 1, Roser og violer, er det Kirstine, mens det er en anden pige i bind 2, som jeg skriver på nu.

Hvor får du din inspiration fra? Og hvordan laver du research?

Hvor inspiration og idéer kommer fra, kan være meget svært at sige, men det er ingen hemmelighed – og det er det forhåbentligt heller ikke for læseren – at jeg er stor fan af Harry Potter. Med Rosenholm-trilogien fik jeg lov at lave min egen magiske kostskole, og selv om bogen selvfølgelig er noget helt andet end Harry Potter, så vil Potter-fans kunne finde mange små referencer og ”kip” til det univers. En anden inspirationskilde var Julie Andems SKAM. Med Roser og violer havde jeg lyst til at skrive en historie set fra flere personers synsvinkel – en historie, der på mange måder handler om vigtigheden af gode venskaber og om, hvor smertefuld ensomhed kan føles.

Med hensyn til research, så har jeg boltret mig i alle mulige sjove hjemmesider og mystiske bøger om okkultisme, magi, overtro, plantemedicin, nordisk mytologi og historie, clairvoyance mm.
Der findes fire magiske grene på Rosenholm, og i hvert fald de tre af dem er inspireret af ting, der allerede eksisterer: Jord er inspireret af den nordiske mytologi, Vækst af heksekundskab (eller Wicca), Død er inspireret af clairvoyance, mens den magiske gren Blod er en, jeg selv har fundet på – selv om det at ofre noget (her blod) selvfølgelig findes i mange kulturer og oprindelige religioner.

Når man laver film, så er der scener, der bliver undladt i den endelige version. Har du skrevet om oplevelser på Rosenholm Kostskole, som ikke er kommet med i bogen?

Ja, der er masser af ting, som ikke kom med i den endelige bog. Især i starten havde jeg brug for at skrive mig ind på personerne, på deres baggrund, deres familie mm. Det redigerede jeg senere ud, da det kom til at trække for meget fart ud af fortællingen og fylde for meget, men det er med til, at jeg selv kender mine hovedpersoner rigtig godt og ved, hvad de tænker og føler – og hvorfor de agerer, som de gør. Nogle af de ting, der blev skrevet ud i bind 1, kommer vi til at høre om senere hen i trilogien, og andre ting er det kun mig, der ved.

Kan du løfte sløret for, hvad der ellers kommer til at ske i Rosenholm-trilogien?

Det er svært at svare på uden at komme til at afsløre, hvad der sker i bind 1, og jeg vil jo helst undgå for mange spoilere, men jeg kan da sige, at vi kommer til at dykke yderligere ned i Rosenholms mørke fortid, og at vores hovedpersoner får brug for alt, hvad de har lært …

Gry Kappel Jensen er cand.mag. i historie og nordisk sprog og litteratur. I det daglige arbejder hun som oversætter og forlagsredaktør ved forlaget Turbine.