Henriette Rostrup har allerede en del udgivelser på CV’et. Men nu har hun kastet sig over et nyt univers, og 4. september er hun klar med 1. bind i ungdomstrilogien om Den Døde By og børnene deri.
Hvordan opstod ideen til Den Døde By og hele universet? Jeg har altid været fascineret af kirkegårde. Når jeg går rundt blandt gravstenene, opstår der naturligt historier i hovedet på mig. Universet er lige så langsomt vokset frem; Jeg vidste bare fra start, at de voksne skulle være døde, og at børnene skulle klare sig på egen hånd på de vilkår, som opstår i et samfund, der ikke længere fungerer. Men det var også vigtigt for mig virkelig at komme ind under huden på børnene og deres fællesskab.
Hvordan ved du allerede nu, at det bliver en trilogi? – Havde du alle historier i hovedet, inden du startede med at skrive bind 1? Nej, ikke lige da jeg startede, men meget hurtigt viste det sig, at det var en historie, der var større end bare et enkelt bind. Så nogenlunde siden, jeg havde skrevet omkring halvdelen af første bind – Drengen fra Krematorium D – har jeg vidst, at det var en historie i tre bind, og hvad der skulle ske i de enkelte bind. Men historier flytter sig jo, når man arbejder med dem, så handlingen har ikke som sådan været hugget i sten fra starten.
Adskiller arbejdet med en trilogi sig fra de andre udgivelser, du har i bagagen? Både ja og nej. Jeg fortæller jo bare en historie. Men det at arbejde med et dystopisk fantasy-univers, jeg selv digter frem, adskiller sig til gengæld rigtig meget fra mit tidligere arbejde.
Det er en dyster historie: Hvad skal den give til de 11-15 årige? Det er til dels en grum historie, men det er også en historie om fællesskab, venskab og om at passe på hinanden. Det er en fortælling om, at man ikke kan klare sig alene, at venner er det bedste, man har, også når man ikke lige selv kan få øje på det. Og hvis man hjælpes ad og kæmper side om side, så klarer man sig — også igennem de hårde tider.
Hvad har været det sjoveste ved at skrive bogen? – Og det sværeste? Det at opdigte et helt nyt univers har klart været det sjoveste – hvis jeg vil have en gnaven, arret ulv, der kan tale med hovedpersonen telepatisk, så opfinder jeg det. Hvis jeg vil have en levende skov, der følger dig og bevæger sig efter dig, dækker dig med mos og måske opsluger dig levende eller måske hjælper dig, så kan jeg skrive det frem. Eller en heks, der taler med din afdøde mors stemme; Der er plads til det hele. Når man arbejder i sådan et univers, er der ingenting, man ikke kan. Og derfor er det samtidig også det sværeste, for man skal virkelig holde styr på sine ting. Historien skal jo hænge sammen, også i den verden, man opfinder ud af fri fantasi. Ellers mister det sin troværdighed.
