Forfatter Ole Hammer: Integrationsviljen lever hos indvandrerne

I en tid, hvor der bliver talt meget om flygtninge, integration og grænsekontrol af politikerne, har journalist Ole Hammer sat sig for at skrive bogen: ”Bidrag til Danmarks indvandringshistorie – Halvtreds år i frontlinjen,” som kan tilføre debatten nye perspektiver. Bogen udkommer d. 15. juni, men kan forudbestilles hos forlaget TURBINE.

Vi har talt med Ole Hammer om indvandring og integration i anledning af udgivelsen af hans bidrag til at beskrive Danmarks indvandringshistorie, som han har oplevet den gennem de sidste 50 år, hvor han har arbejdet med integration. I bogen kommer han med personlige beretninger, men underbygger sine bidrag med fakta og statistikker.

Hvordan står det til med integrationen i Danmark anno 2019?
Frem til slutningen af 1990erne blev integrationsindsatsen løbende udviklet og forbedret, og integrationsloven fra 1998 var udtryk for de muligheder, der lå i integrationen. Siden har de mange stramninger i Udlændingelovgivningen og den hårde tone vanskeliggjort integrationen.
Mange kommuner og frivillige organisationer gør fortsat et stort arbejde, og indvandrerne klarer sig generelt, men der er stadig udfordringer. Og det vil der blive ved med at være.
Integrationsministeriet offentliggør hvert år et såkaldt integrationsbarometer, som – baseret på ni parametre – opgør udviklingen i forhold til de mål, regeringen har opsat. Resultatet er generelt positivt, men der er udspændt stadig flere snubletråde, både i form af stramninger i lovgivning og ydelser og i den anvendte retorik.

Når det kommer til de bløde værdier, er det vanskeligere at gøre status. Har indvandrerne og deres efterkommere (haft) det godt i Danmark? Er de glade og tilfredse, eller føler de sig diskriminerede og udenfor samfundets hovedstrøg? Det må man spørge hver enkelt om.

En tredjedel af førstegenerationsindvandrere er blevet danske statsborgere, og to tredjedele af deres efterkommere bliver det. Det siger i hvert fald noget om integrationsviljen blandt indvandrerne.

Det siges, at den danske kultur kommer under pres fra fremmede kulturer. Hvordan forholder du dig til den påstand?
Jeg mener, at der er store udfordringer i globaliseringen, men jeg mener ikke, at den danske kultur er truet af indvandringen. Globaliseringen fører til en øget trafik over landegrænser af penge, varer og mennesker. Det påvirker vores samfund, og det påvirker os som samfundsborgere. Men vi er altid blev påvirket eller inspireret udefra.
Vi lader os inspirere af og optager elementer fra andre kulturer i vores sprog, i vores mad, musik, påklædning osv. Vi rejser ud i verden, og vi køber masser af varer som er fabrikeret i andre lande.

Nogle af de danske værdier er måske under pres, ikke mindst solidariteten og humanismen, men det kommer mest fra den øgede velstand.

For tiden er der en stram integrationspolitik i Danmark. Hvad tænker du om det? Er der historisk set en god grund til at føre en stram politik på integrationsområdet?

I en verden, hvor informationer og misinformationer flyder hurtigere end vinden, og hvor fattigdom, krige og naturkatastrofer fører til flugt og vandring, er det vigtigt at have klare regler for, hvem der kan få ophold i landet (det gælder principielt alle lande). Og det er samtidig vigtigt at holde fast i det humanistiske livssyn om at hjælpe folk på flugt.
Adgangen til Danmark har været reguleret siden der blev indført stop for arbejdskraftindvandring i 1970 – altså for næsten 50 år siden. Alligevel har vi i dag den største arbejdskraftindvandring siden de svenske og polske landarbejdere kom til landet omkring 1900tallet. Siden 1970 har det været muligt for indvandrere med særlige kvalifikationer at få opholdstilladelse. Det samlede antal opholdstilladelser ligger i disse år på 70-80.000, mens asyl og familiesammenføringer kun har udgjort omkring 15%, og nu ligger lavere.

Antallet af flygtninge varierer, men udgør sjældent mere end nogle få procent af den samlede indvandring. I 2015 kom der et større antal flygtninge fra Syrien, men ikke flere end der kom under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien i midten af 1990erne. Det er et brud med en mangeårig tradition og en skændsel, at regeringen nu har lukket for de såkaldte kvoteflygtninge.
Man kan i øvrigt godt føre en stram indvandringspolitik uden at lade det gå ud over integrationsarbejdet for dem, der har fået opholdstilladelse, sådan som det har været tilfældet i en årrække.

Hvordan vil du beskrive en vellykket integrationsproces?
En vellykket integration indebærer, at indvandrerne indgår i samfundslivet på lige linje med danske statsborgere, dvs. indvandrere skal kunne deltage i uddannelse, på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet, i det lokalpolitiske liv og i fritids- og kulturlivet på lige fod med danskere. Samtidig er det vigtigt, at dette finder sted, uden at den enkelte indvandrer, mod sin vilje, mister de identitetsbærende træk fra den hidtidige kulturbaggrund.

Det er ikke altid let at gennemføre, og det betyder, at vi konstant skal vise gensidig respekt og have en dialog om de grundlæggende værdier for den enkelte. De er ikke givet én gang for alle.

Hvorfor begyndte du at beskæftige dig med integration?
Jeg læste dansk på Københavns Universitet og var med i Studenteroprøret i 1968erne. Jeg havde imidlertid altid ønsket at blive journalist og blev involveret i Hovedbladet, da det blev startet i 1970 som en alternativ ugeavis. Herfra udgik mange spændende initiativer, og mit eget sociale og politiske engagement bragte mig i kontakt med den tids fremmedarbejdere.

I 1971 var jeg så med til at starte Fremmedarbejderbladet – en månedsavis, der udkom frem til 1977 med paralleltekster på dansk, tyrkisk, serbo-kroatisk og urdu om fremmedarbejdernes rettigheder og pligter. Få arbejdede på indvandrerområdet den gang, og avisen blev omdrejningspunkt for viden, debat og kontakt til indvandrermiljøer. Det blev starten på et langt liv med kulturmødet, integration og det flerkulturelle samfund som omdrejningspunkt.

Kan du nævne de tre bedste oplevelser, du har haft med integration?
Mine bedste oplevelser består i den mangfoldighed af mennesker og adfærd, jeg har mødt i de næsten 50 år, jeg har været involveret i integrationsarbejdet. Jeg har lært en masse om andre mennesker, og jeg har lært endnu mere om mig selv og det, jeg står for.

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det også kan være svært. Jeg har fået mig nogle overraskelser undervejs, men det har såmænd både drejet sig om indvandrere og om danskere, som forbavset mig.