Forfatter Mette Kappel og illustrator Cato Thau-Jensen har lavet en underholdende og lærerig billedbog om et emne, der begejstrer mange børn: bøvser og prutter. Her fortæller Mette Kappel om arbejdet med at skrive “Bøvs og Prut.”
Hvordan er du blevet inspireret til at skrive om bøvs og prut?
Inspirationen kommer fra en gammel ide, jeg havde, som i første omgang blev en længere fortælling. Der gik nogle år, hvor jeg lod fortællingen ligge, og da jeg genlæste den, tænkte jeg, at hvis jeg strammede den ind og koncentrerede historien, kunne der komme en god lille tekst for børn ud af det, men den bog om ”Prut og Bøvs”, som udkommer nu, og den oprindelige historie, har det til fælles, at jeg i dem begge syntes det var sjovt at skrive om lyde og lugte, som er lidt tabuagtige, og gøre dem til hovedpersoner i deres eget univers. Under alle omstændigheder er de jo ret naturlige.
Dine bøger rimer. Hvorfor har du valgt den stil?
Jeg kan godt lide at rime. Jeg finder ro og udfordring ved at rime. Min forrige børnebog ”Heksehullet” (Turbine) rimede. Det gjorde den tekst, jeg sendte til forlaget ikke, men min redaktør mente, jeg skulle rime en gang til, og det havde hun fuldstændig ret i. Hvorfor? Fordi rim er dynamiske, hvis de placeres rigtigt, fordi rim giver frihed, de giver hjælp til indlæring af sproget, hjælp til at huske, de lugter, de smager, de lyder godt. I denne historie var rimene på deres plads igen.
Illustrationer og tekst går hånd i hånd i din og Cato Thau-Jensens bog. Hvem bestemmer mest, hvordan det skal se ud? Ved du fx, hvordan Bøvs skal se ud, når du afleverer manuskriptet til illustration?
Det er dejligt, når tekst og illustration går hånd i hånd og har en dialog med hinanden, kunne man sige. Det er ikke til at vide på forhånd og bygger på tillid. Min tekst er det oprindelige, og arbejdet min inspiration, som derefter blev illustratorens, da han gik i gang. Teksten var fundamentet. Forfatteren er imidlertid ikke nødvendigvis den klogeste eller den, der kender sin tekst bedst, og derfor er det skønt at få en illustrator der har den musikalitet, jeg oplever som nødvendig for at forløse det billedmæssige potentiale. Jeg anede ikke, hvordan Bøvs og Prut så ud, mens jeg sad og skrev om dem – bortset fra et par totter luft og nogle sindsbeskrivelser – men jeg tænkte, at de nok ville blive en udfordring, fordi de er luftige, usynlige væsener. Men dermed er der så heller ikke copyright på dem. Helt konkret mødtes vi på forlaget, hvor Cato medbragte sine første skitser. Her fik jeg en fornemmelse af, hvordan han forestillede sig billedsiden. Jeg havde nogle få kommentarer til skitserne, som han lyttede til, resten er hans kunstneriske frihed. En anden situation var dengang jeg arbejdede med min børnebog ”Troldetårnet” (Alma), som Rasmus Bregnhøi illustrerede. Jeg skrev om en brun trold og fik et chok, da han sendte sine tegninger. Trolden var grøn. Jeg gjorde opmærksom på ’fejlen’, og Rasmus skrev tilbage, at han selvfølgelig ville ændre sin grønne trold til brun. Så måtte jeg hurtigt bede ham lade være. Jeg ændrede beskrivelsen fra brun til grøn. Det var hans trold, der var den rigtige.
Hvad kendetegner en god billedbog for dig?
Mange forskellige slags billedbøger, vil jeg sige. Det kan være, fordi jeg synes, historien er god. Det kan være sproget. Et legende sprog. Det kan være billedsiden, der er den dominerende, og den jeg husker billedbogen for. Det kan – som med så meget andet – være det humør, jeg var i eller de erindringer, jeg har om den. På den måde minder det om læsning af så mange andre bøger, men jeg lærte meget af min søn, da han var lille. Jeg havde fået en billedbog tilsendt fra et forlag. Den var rædselsfuld, syntes jeg, bombastisk i sit billedsprog. Stort set ingen tekst, lutter maskiner, gravkøer, mænd der gik på arbejde som i det tidligere Sovjet. Min søn elskede den. Og jeg læste den for ham aften efter aften og begyndte efterhånden selv at holde af den. Fordi jeg så den med hans øjne.
