Marianne Jørgensen har igennem 25 år skrevet klummer om sit liv som bondekone og family manager til Landbrugsavisen – nu er de udgivet i bogform.

Er du glad for, at du blev spurgt, om det ikke var en idé med en bog på baggrund af dine klummers jubilæum?
Jeg er rigtig glad for, at min veninde ligefrem opfordrede mig… ellers var jeg nok ikke gået i gang!

Hvad har været det sjoveste ved processen?
Det sjoveste har været at læse de gamle klummer fra dengang, børnene var små. Puha, hvor var der mange ender, man skulle have til at nå sammen. Det har også været aldeles morsomt at møde sig selv igen som ung (yngre, haha). Jeg kan tydeligt læse – mellem linjerne – hvad der har irriteret mig, og hvad jeg har brugt energi på at forsøge at lave om… især når Bondemanden var åndeligt fraværende!

Hvad har været den største udfordring?
Den største udfordring har været tiden! Først skulle jeg finde alle klummerne, som i ALLE klummerne. Nogle af dem var forsvundet, når jeg har måttet skifte computer – ufrivilligt – så jeg var en hel dag i København på Dansk Landbrugs Mediers kontor og arkiv for at finde alle de klummer, jeg ikke selv havde, og få dem kopieret.. Og så skulle jeg jo læse dem – mere end en gang… Det tager tid. Men det var også morsomt, og jeg har haft en fest undervejs!

Har du aldrig haft skrupler over at dele så meget ud af dit liv?
Det korte svar: NEJ! Det lange: Vi bor jo i en landsby, og alle ved alt om hinanden alligevel! Så i stedet for at forsøge at skjule, hvem jeg er, har jeg valgt at være åben og ærlig. Det når man i reglen længst med – og der går ikke skår af mig, fordi andre folk ved, jeg er træt af min mand i høst, eller at mine børn var umulige og mest til hjemmebrug, da de var små – eller at jeg er uenig i den politik, der bliver ført forskellige steder i verden. Min filosofi har altid været: Hvis jeg tænker sådan her, så er der helt sikkert andre, der tænker noget lignende. Og det har holdt stik! Indtil videre…

Hvad har det givet dig at skrive bogen? – og klummerne igennem 25 år.
En slags overbærenhed med mig selv! Med de valg, jeg har taget. Og jeg har fået bekræftet, at mit projekt “family manager” ikke kun er mit projekt!  Alle unge familier, alle mødre, alle støder ind i fuldstændigt de samme problematikker, som jeg gjorde, og så har jeg lært, at man er nødt til at gøre sine egne erfaringer! Man kan ikke bruge andres erfaringer til noget som helst. Man skal gøre sine egne.

Hvad skal læseren få ud af børn, bøvl og bigballer?
Overordnet er bogen en slags vidnesbyrd om en tidsperiode og en udvikling i samfundet (det lyder smart og forkromet…) set indefra. Det er også en morsom og måske tankevækkende beretning fra det virkelige liv. Ude på landet. Men de følelser og de tanker, der er beskrevet, er jeg ikke alene om at have! Så man kan måske lære lidt, grine meget og blive inspireret.

Køb bogen her: https://turbine.dk/produkt/boern-boevl-og-bigballer/