”Jeg føler, at jeg både lander og letter med den her digtsamling. Min digtsamling RESORT fra 2017 benyttede sig også af den skrøbelighed og den ærlige patos, som er tilstede i ’jeg slæber lungerne som en vægt’. Der hvor det følelsesfulde træder frem uden ironisk distance. Men det var ikke vellykket. Det synes jeg ikke,” fortæller Victor Boy Lindholm, der har været tre år om at skrive sin nye digtsamling: ”jeg slæber lungerne som en vægt.”
”Min stemme, min skrift havde brug for at hvile sig efter hyklertrilogien. Jeg har famlet rundt mellem forskellige manuskripter som kuldsejlede. Jeg arbejder mig frem til mine stemmer og min tone i mine tekster, derfor var det nødvendigt, men også svært at lægge de to manuskripter ned, som jeg har skrevet på i de mellemliggende år.
Det var store manuskripter om fitnesskultur og klimakrisen, men jeg kunne ikke forløse materialet. Der var et vildt og voldsomt billedsprog tilstede, men jeg kunne ikke styre det og det brændte ligesom sammen eller kogte over uden at blive godt. Ud af asken rejste der sig de her tyste digte om at cykle rundt i en birkeskov på Amager og have ondt i sjælen,” forklarer den unge lyriker, der bruger mange timer på sin cykel. Cyklingen har dannet grundlag for flere af Victor Boy Lindholms tidligere udgivelser. Men den nye digtsamling adskiller sig fra de tidligere udgivelser. Der er kommet en ny dimension til. Fra en ung mand, der har erfaret, hvad det vil sige at være fortabt. Blikket er for en stund blevet flyttet væk fra frustrationen over verdens uretfærdighed og den dårlige samvittighed over at være privilegeret. Nu er fokus på en indre smerte og ensomhed.
”Jeg har hele tiden udforsket den del i andre dele af mit forfatterskab, men jeg har syntes, at det har været svært at forløse det til ordentlig kunst, fordi jeg meget hurtigt mente, at teksterne virkede ynkelige eller for spinkle. Ja, alt for umiddelbare i virkeligheden.
Til at starte med begyndte jeg at skrive digtene som en slags træningsdagbog, da jeg gik til psykolog. Jeg ville gerne skrive noget om det at gå til psykolog, men det blev noget værre lort. Jeg havde haft et projekt med at føre en træningsdagbog, når jeg trænede, men det blev heller ikke godt. I stedet kom de her tekster til mig.
Digtene handler ikke om mit terapiforløb. Det er alligevel for privat,” slår Victor Boy Lindholm fast, før han fortsætter: ”De handler om at stå fortabt på Amagers spids og ikke kunne finde vej igennem livet. Cyklen fylder en del, men det er ikke cykeldigte. Det er digte skrevet med en ambition om at finde tilbage til en naturlyrik, der kan bære det patosfyldte i en tid, hvor det, vi kalder naturen, er i evig forandring.
Jeg forsøgte at skabe et rum for det sorgfulde, det stille, det rasende og resignerede. Et sted hvor stemmen giver plads til at tale om vores alle sammens udsathed.”
Ensomme, moderne mennesker
Med ”jeg slæber lungerne som en vægt” kommer forfatteren også med en kommentar til det samfund, vi lever i. Et samfund, hvor flere og flere kæmper med sindet og ensomheden. Ganske ofte fortæller medierne historier om unge eller ældre, der er ensomme. Om folk, der går ned med stress og et større behov for professionel hjælp til at få styr på psyken.
”Jeg er landet et virkeligt godt sted med den her digtsamling. Den indeholder to ting jeg gerne har villet. At finde en ny vej for den klassiske naturlyrik og skabe et rum for den dirrende skrøbelighed, som er en del af menneskelivet, men som vores hverdag ikke rigtig giver plads til.
Det er besværligt at få det dårligt, at begynde til psykolog, man bliver nødt til at tage tid til sig selv, passe på sig selv, som man nu engang kan, men systemet kværner ligesom bare videre og kræver, at du konstant er klar til det projekt, der kan bringe dig videre i din karriere.
Sådan noget gør mig vred og ked af det. De to affekter skulle have plads i digtsamlingen: vreden og sorgen,” forklarer Victor Boy Lindholm.
Digtenes stemme fortæller om sin smerte og ensomhed: ”Alle siger / at jeg cykler / meget / / men ingen spørger / hvorfor” og ”jeg cykler bedst / når jeg har det værst”. Det leder frem til spørgsmålet om, hvorvidt vi taler for lidt med hinanden om, hvordan vi har det?
”Jeg synes, at der kan være en tendens til det. Jeg har jo kun mit eget liv som udgangspunkt, og det er nok et ret almindeligt liv udover, at jeg altså arbejder som forfatter.
Jeg er vokset op i en forstad med en stærk og tæt vennegruppe, der hovedsageligt bestod af drenge. Jeg har kendt de fleste siden jeg var 12-13 år gammel, og vi er virkelig tætte. Alligevel er det først her i slut-tyverne, at vi er blevet rigtig gode til at spørge hinanden om, hvordan vi har det. Det er jo totalt anekdotisk, men jeg kan høre, når jeg er ude at undervise og læse op, så er det en klar tendens. Vi er i ræset og i ræset glemmer vi at tale med hinanden. Vi skal huske, at vi har ansvar for hinanden, fordi det kun er i kraft af vores medmennesker, at vi selv er til. Det tror jeg på: at vi bliver til i hinandens blik, og dermed har vi ansvar for at forme det sprog, der skaber det blik,” fortæller Victor Boy Lindholm, der gerne vil slå et slag for, at mænd også taler om følelser.
”På internettet findes der et billede af ’Blærerøven’, hvor han sidder med nogle sokker på, som han har fået designet. Han smiler og på undersiden af sokkerne står der: ’Jeg tager en bajer / bare gøre rent som du plejer’.
Det er godt billede på en destruktiv maskulinitet i mine øjne, og et billede på den slags maskulinitet, som stadig lever i vores kultur. Den kultur der omgiver mænd, gør rigtig mange mænd syge i sjælen. De er dårligere til at tale om følelser, lever dårligere og dør tidligere end kvinder. Alt sammen på grund af en eller anden diffus kategorisering af det maskuline køn: Mænd læser ikke digte, mænd spiser kun kød, det er ikke maskulint at tale om følelser,” siger Victor Boy Lindholm, og udbryder: ”GU’ ER DET SÅ!” og fortsætter:
”Eller sagt på en anden måde. Vi skal ikke tænke det følelsesfulde som noget specielt feminint. Det burde være til at forstå, at det er vigtigt at kunne fortælle til nogen, hvordan man har det, men det er ikke altid at drenge og mænd har et sprog for det.
Det kunne jeg godt tænke mig at være med til at ændre, men det her er ikke en bog til mænd. Det her er en bog til alle, der kalder sig mennesker, og som ved, hvordan det er at stå et sted og føle sig fuldstændig fortabt,” fortæller den unge lyriker.
Hvad gør jeg med al den her uendelighed
”jeg slæber lungerne som en vægt” står og vakler mellem det hårde, det tunge, det knugede og det lette, euforiske og yndefulde. Det er de kontraster og paradokser, som æstetisk bliver forhandlet i digtsamlingen, forklarer Victor Boy Lindholm. Og det afspejles i omslaget, der er lavet af Victors søster, Fie Lindholm. På en smuk lavendelfarvet baggrund er titlen og forfatterens navn, samt en enkelt sætning på bagsiden trykt i sølv med gotisk font: ”hvad gør jeg med al den her uendelighed.” Victor Boy Lindholm forklarer, hvad han mener med uendelighed:
”I virkeligheden er sætningen på bagsiden et nik til Rasmus Nikolajsens digtsamling: ’Hvad skal vi med al den skønhed?’
Men uendeligheden, tror jeg, kan forstås på mange måder. I et økologisk perspektiv handler det om, at vi skal lære at forstå os selv, som et led i en stor og uendelig forbindelseskæde, og ikke som vi gør nu, hvor vi tænker os selv som toppen af fødekæden, hvor verden er vores legeplads.
En anden tolkning er cykelrelateret. Jeg tror, at alle der har siddet på en cykel kender fornemmelsen af at være halvvejs igennem en tur, og nærmest opleve en eksistentiel krise ved at gå helt kold og ikke kunne komme hjem. Hvad gør man med den uendelige mængde vej, der ligger foran én?
Den tredje tolkning handler om affekter og sårbarhed. At man netop føler sig skrøbelig, fordi man er udsat for den uendelighed som verden er. Det er overvældende for alle, tror jeg.”
I ”jeg slæber lungerne som en vægt” viser Victor Boy Lindholm en anden side af sig selv, end han har gjort tidligere. Digtsamlingen har været længe undervejs og er skrevet efter en svær periode, hvor følelsen af forladthed fyldte. Nu fylder glæden over at kunne sende digtene ud til andre, der også ved, hvad det vil sige at være et menneske, der har prøvet at finde sig selv et sted i livet, hvor man var helt fortabt.
”Men jeg tror ikke, at jeg kommer til at skrive en lignende bog igen. Det er det, jeg mener med, at jeg allerede er lettet.
Det næste, jeg skal skrive, er en roman. Den handler om vand, diger og fællesskaber. Jeg har skrevet 40 sider. Nu må vi se, hvor mange år det skal tage,” slutter Victor Boy Lindholm af, før han gør sig klar til at tage på kanotur med gutterne.
foto: ©Peter N. Christensen
