Novellesamlingen “Insektvinger er gennemsigtige i lyset” insisterer på at sætte ord på de oplevelser, der er svære at fortælle om. For skam og fortielser hjælper ingen, siger forfatter Dorte Lilmose, der her fortæller om sit håb for novellesamlingen.

Hvad håber du, de unge får ud af at læse din novellesamling?
Jeg håber, at dem, der oplever genkendelsens chok i novellerne, mærker ”DU ER IKKE ALENE.” At de føler en lettelse i at vide, andre har oplevet præcis det samme eller noget, der minder om.
At deres skam begynder at smelte, når der sættes varmt lys på.
At de bliver i stand til at befri sig selv fra rollen som den, der bliver tromlet, fordi en anden bevæger sig ind over grænser, der er uacceptable at overtræde.
At nogle af noveller kan være med til at løsne op for det, der i situationen kan føles så uoverskueligt at få sagt, fordi man er presset til over halshøjde.
At næstekærligheden vokser.

Alt det håber jeg, for skammen kan skrumpe, når den får ord og lys. Jeg har mærket det på egen krop og sjæl. Det skete, da jeg fortalte en veninde om et besøg hos en legekammerat, hvor vi legede pudekamp i gangen. Hendes far kom ud og legede med. Først var det sjovt, men så var hans hånd på mit bryst. Jeg troede, det var et uheld, at hans hænder var der. Jeg blev flov men legede videre med følelsen af, at noget var forkert og ikke længere sjovt. Hans hånd kom igen og pludselig var den også nede i mine bukser … Jeg kom aldrig mere i det hjem. Jeg fortalte det heller ikke til en eneste. Der skulle gå mere end 20 år, før jeg fortalte det. Jeg kunne have fortalt det til mine forældre og veninder. De ville have lyttet, men jeg skammede mig, var flov, kunne ikke længere se legekammeraten i øjnene. Oplevelser, der bliver til ”ugly feelings,” må nogle gange hjælpes på vej.

I dag ved jeg, at vi er mange, der har oplevet det samme. Det virker i min generation mere som reglen end undtagelsen at bære rundt på de her oplevelser.
Insektvinger bliver gennemsigtige i lyset, og djævlen kan miste sin kraft, hvis den kaldes ved navn. #MeToo er eksemplet på det.

Hvad har været vigtigst for dig at skrive om?
Ensomhed. Den rungende ensomhed, social isolation. Hvordan skam kan aktiveres, uden der er noget at skamme sig over.

Jeg kan ikke lade være med at stirre på dyret i mennesket. Det er så ubegribeligt det dyr. Skræmmende og fascinerende på samme tid. Reptilhjernen, der så let tromler og tager styring. Men jeg tror på, at hvis vi sætter ord og projektører på, så bliver vækstbetingelser for disse dyr vanskeligere.

Novellerne i ”Insektvinger er gennemsigtige i lyset” handler om meget forskellige og ofte alvorlige problemstillinger. Hvordan researchede du til novellerne?
Novellerne er skrevet på virkeligheden omkring mig, hvad jeg har mødt, mærket og er blevet betroet, blandt andet gennem mit ergoterapeutiske job, hvor jeg har mødt mange blandede samfundslag og kulturer.
Den første novelle startede jeg på i 2006, så samlingen er skrevet langsomt frem og primært skrevet på en frustration over at opleve, hvor mange mennesker, der er sendt i skammekrogen for noget, de ikke har gjort.

I novellerne har jeg prøvet at kamuflere, så ingen føler sig genkendte. Det har jeg lovet dem, der har delt deres fortællinger, og jobmæssigt er jeg underlagt tavshedspligten. Men jeg kan fortælle, at samlingens sidste novelle, der bærer bogens titel, ”Insektvinger er gennemsigtige i lyset,” er skrevet ovenpå min egen oplevelse. Novellen startede som en skriveøvelse på Forfatterskolen. Vi skulle skrive om skygger. Skriveøvelsen fik en gammel oplevelse til at vælte frem … Pludselig var jeg tilbage på Viborg Gymnastikhøjskole. På skolen var der en grønlænder. Han var god til gymnastik, vellidt, en del af det store fællesskab. På skolen var der faste måltider, en tydelig struktur, sang, sammenhold, foredrag … Verden smilede til ham på en ny måde i de fem måneder. Men tanken om, at det hele sluttede, var for ham ubærlig. Så til den sidste fest på skolen, tog han sit eget liv. Et par, der ville være alene, fandt ham hængende i gymnastiksalens bom.
”Jamen, han var så glad,” blev vi ved med at sige. Vi sagde det samme igen og igen. En skole i chok, og tanken ”kunne vi have forhindret det” er umulig at slippe.

Novellen ”Insektvinger er gennemsigtige i lyset” ligger langt fra hans fortælling, men den rummer alligevel det, der skete, indflettet i andres fortællinger.

Når jeg skriver tæt på virkeligheden, som i de her noveller og i romanen ”ANOMALI,” så oplever jeg, at virkeligheden er nødt til at fortyndes og doseres i meget små portioner for at blive modtaget. Hver gang håber jeg selvfølgelig at ramme balancen, fordi de følelser, der er forbundet med at være en slags vidne, kradser i min retfærdighedssans.

Hvad var grunden til, at du valgte at skrive for børn og unge?
Et kursus med forfatter Lilja Scherfig. Da hun fortalte, at der fandtes en Forfatterskole for Børnelitteratur, og at verdens eneste skole for børnebogsforfattere lå i København, vækkede hun en uforløst drøm.
De to år, som skolen varede, gav en ny indsigt i børnelitteraturen, flere skriveredskaber, og ikke mindst skrivevenner og et netværk, hvor vi deler samme passion. Pludselig stod det også i kalenderen, at jeg skulle finde tid til at skrive.
Så at skrive for børn og unge var mere en vækning af en uforløst drøm end et valg, og Forfatterskolen for Børnelitteratur blev vendepunktet.

Hvilke bøger gjorde et stort indtryk på dig, da du selv var barn?
Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” og ”Pippi Langstrømpe”. Jakob Bech Nygaards ”Guds blinde øje”. Jens Sigsgaards ”Palle alene i verden”.

 

 

 

 

 

 

 

bøger for unge følelser novellesamling skam