"Det har været fænomenalt spændende at rejse rundt i fantasien i 1700-tallets Europa"

Forfatter Morten Leth Jacobsen gik for syv år siden forbi et skilt på Fiskergade i Aarhus. Det, som stod der, skulle ende med at inspirere ham til en bog, der udkommer 23. august: En roman om verdens ældste menneske, Drakenberg.

Hvordan har det været at skrive en historisk roman?
Fantastisk sjovt – fantastisk svært! Jeg holder meget af genren, men jeg har altid været lidt skræmt af den store mængde af research, der skal til for at få det til at leve. Jeg er generelt skeptisk over for research i romaner – researchelskende forfattere har en tendens til absolut at skulle proppe det hele ind i bogen, alle mellemregningerne, og det trækker ofte livet ud af historien. Normalt skriver jeg først og spørger bagefter, men i det her tilfælde var det pinedød nødvendigt med en solid research.
Derfor rejste jeg til Cypern. Hvis man absolut skal bedrive research, kan man lige så godt gøre det et varmt og eksotisk sted, hvor vinen er billig.

Hvordan startede du din research og hvordan har processen været?
Jeg har læst stakkevis af bøger, jeg har rejst rundt, og jeg har talt med forskere, der kender perioden godt; særligt forskere, der kender det osmanniske riges historie. For en stor del af historien handler om Drakenbergs tid som slave i Nordafrika, og her har jeg fået masser af guld af forskere i ind- og udland. En anden stor portion research har været at prøve at sætte sig ind i, hvordan folk tænkte i 1700-tallets Danmark-Norge.
For det var en brydningstid, Drakenberg levede i. Der var de nye oplysningstanker, men riget var stadig under en enevældig konge, og der var reelt slaveri for en stor del af landbefolkningen – et tema, jeg bruger en del plads på i bogen. For Drakenberg var slave i en længere periode, men min pointe er blandt andet, at det ikke har været meget værre end at være fæstebonde i Danmark. En anden pointe i bogen er det anspændte forhold mellem den islamiske verden og den kristne; Et forhold præget af misforståelser og gensidig angst. Det var ikke spor anderledes i 1700-tallets Danmark, og jeg lader her min version af Drakenberg stå som en mægler, for han kendte begge verdener og kunne se tingene mere klart. At det eneste, vi har at frygte, er myter, angst og misforståelser. At vi alle deler den samme jord og de samme længsler, de samme bekymringer.

Hvor meget af bogens indhold er fakta – og er der fiktion i fortællingen?
Bogen er fiktion, men den bygger på adskillige samtidige kilder – ikke mindst Drakenbergs levnedsbeskrivelse fra 1774. Fra sådan cirka 1730 og frem ved vi ganske meget om manden og hans færden; Hans bryllup i 1737, hvor han altså angiveligt var 111 år, er velbeskrevet i samtidige kilder, fx i aviserne fra København. Men levnedsbeskrivelsen er ganske fattig på detaljer, så jeg har konstrueret et fiktivt liv og en fiktiv personlighed – men en personlighed, der er mere rund og mere dyb. Drakenberg havde ry for at være lidt af en slambert, men jeg kan ikke skrive hundredevis af sider om en person, der er ensidigt en skidt karl. Jeg kan ikke gøre det, og læserne vil stå af, hvis hovedpersonen, jeg-fortælleren, er usympatisk.
Min Drakenberg er et helt menneske med fejl og mangler, men også med stor kapacitet for venlighed, humor og generøsitet. Om det var sådan, han var, ved jeg ikke – men de færreste mennesker er endimensionelle, og det har Drakenberg heller ikke været.

Hvad skal man som læser få ud af romanen om Drakenberg?
Det håber jeg, læserne selv finder ud af! Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg gerne vil underholde, men jeg vil også gerne udfordre læserne både sprogligt, følelsesmæssigt og intellektuelt. Grundlæggende kan man sige, at en historisk roman skal vise læseren et spejl af læserens egen tid. Læseren skal få et dybere perspektiv på fænomener og tanker i nutiden og gerne tænke: Det der, det vidste jeg ikke. Eller: Sådan er det jo også i dag. Eller: Sådan er tingene slet ikke i dag, tænk hvis de har været sådan engang. Dybest set er Drakenberg selv jo ikke en person, der er kendt for noget godt eller noget stort – han var bare kendt for at være berømt. Det er hans samtid, spejlet i vores nutid, der får historien til at leve – Drakenberg selv er bare et alibi for at få lov til at male med den store, brede pensel. Som forfatter har det været fænomenalt spændende at rejse rundt i fantasien i 1700-tallets Europa, og jeg vil håbe, at læserne synes det samme.

Men blev Christian Jacobsen Drakenberg så virkelig (knap) 146 år?
Det er jo det – det er lige netop det, der gør myten om ham så interessant: Ingen ved det. Vi er alle fascinerede af mennesker, der er ekstreme på en eller anden måde. Hvis man ser på en normalfordelingskurve, så er der nogen, der dør meget unge; de fleste dør et eller andet sted på midten af kurven – og så er der dem, der ligger helt ude til højre, hvor kurven går asymptotisk mod nul. Herude lå Drakenberg, og det er vildt fascinerende: Hvordan har det været at være ham? Personligt kan jeg da godt tvivle på, at han blev 146 år. Men hvad nu, hvis det passer? Hvad fortæller det så om det menneskelige livs vilkår og muligheder? Og hvad nu, hvis det ikke passer? Hvad fortæller det så om os og vores lyst til at høre røverhistorier fra tilværelsens grænseområder? Det er det, bogen handler om, dybest set.