Det er ret fantastisk, at vi lever

Henrik Egede-Lassen er eventyrer, grundlægger af naturformidlingsbureauet Zoomedia og aktuel med sin første bog: Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie. Han har mødt både komodovaraner og kannibaler på sine rejser. Og alle rejserne har været en lang dannelsesproces, der har gjort ham nysgerrig på andre menneskers kultur og en forkæmper for naturbevaringen.

Hvor kommer din trang til eventyr fra?

Under min opvækst, hørte jeg jævnligt om fjerne lande og vilde eventyr. Min fars bedste ven arrangerede eksotiske rejser såsom safarier, og jeg fik derfor mange postkort fra nogle af de mest berømte naturområder på kloden. Min far talte syv sprog flydende og var en festoriginal, som lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig brugte familieformuen (og lidt til) på at rejse verden rundt i Europa, Mellemøsten og Afrika. Han underholdt med vilde historier om at blive reddet af beduiner efter slangebid og om at tomle rundt i et krigshærget Europa, men mine yndlingshistorier var dem, der handlede om hans tid i Østafrika, hvor han forgæves forsøgte at starte en kaffefarm. Jeg er altså vokset i et miljø, hvor det var almindeligt at drømme om fjerne horisonter, men formodentlig er jeg også genetisk disponeret til at være mere grænsesøgende og nysgerrig end gennemsnittet. Nogle af mine klassekammerater drømte om rigdom og succes. Jeg ville hellere se en haj, og sådan har jeg det stadig i dag.

Hvad er det vildeste, du har overlevet?

Overordnet set må det være min barndom i 70erne og mere konkret må det være oplevelsen på havisen mellem Sjælland og Amager, som indleder min bog. Det var den dag, hvor leg på isen endte med vildfarelser i tågen.
Dén oplevelse giver mig stadig kuldegysninger 40 år senere. Faktisk har jeg aldrig før eller siden måtte kæmpe så hårdt og så længe for mit eget liv.

Men i øvrigt kommer vi jo alle sammen ud for hårrejsende situationer i ny og næ – sådan er livet jo, og mange har oplevelser f.eks fra morgentrafikken, hvor det måske er nogle få centimeter i et splitsekund, som betyder forskellen mellem liv og død. Egentlig er det jo ret fantastisk, at vi alle sammen er efterkommere af mennesker, som har overlevet de mest utrolige ting herunder krig, sabeltigre og grimme uhelbredelige sygdomme generation efter generation. Og samtidig nået at få levedygtigt afkom.

Hvordan forholder din familie sig til din eventyrlyst?

Det er jo en del af mig, og min familie har aldrig kendt mig anderledes. Få dage efter jeg blev kæreste med min kone Bodil, skulle jeg til en fjern regnskovsø i Indonesien, og vi så ikke hinanden hele sommeren.

Senere samme år var Bodil med på en ret vild ekspedition på Borneo, jeg arrangerede for Warner Bros. i samarbejde med etnobotanikeren Wade Davis. Vi fandt hurtig ud af at Bodil er til tropevarme og koralrev, men ikke nødvendigvis komfort.  Bodil læste kulturgeografi, mens jeg lavede adventurerejser og ekspeditioner for en afdeling af Albatros Rejser, som eksperimenterede med mere ansvarlige rejseformer. Det gav os rig lejlighed til at komme på ture sammen. Da Bodil var færdig med sit studie, og vi blev forældre, var det helt naturligt, at børnene kom med ud i verden.

Min familie har derfor aldrig oplevet mig anderledes. Samtidig gør jeg mig umage med ikke at lægge rejser på mærkedage eller i eksamensperioder, og netop fordi jeg er selvstændig, har jeg haft meget tid med mine børn under opvæksten. Faktisk har jeg aldrig misset en fødselsdag. Vi har også haft orlov nogle gange, så vores børn Freja og Julius kender lugten af regnskov, farverne på koralrevet og den tørre luft i Arktis. De er begge blevet nogle dygtige, kompetente rejsende, som færdes hjemmevant over alt.

Min kone har til gengæld lært mig at holde af hverdagen og det er stort privilegium både at få eventyr og hverdag i en lind strøm.

Er der en dybere mening med dine rejser? Eller er det ren adrenalin-kick?

Som ung handlede det kun om at komme væk til noget nyt og eksotisk, men i dag er det fortrinsvis arbejdsrelaterede rejser og ekspeditioner, medmindre det er ferie med familien. Jeg arbejder f.eks på flere film for Zoologisk Have om deres videnskabelige projekter rundt om på kloden i tæt samarbejde med Bengt Holst. Men uanset hvor jeg skal hen, så fryder det mig hver gang at være af sted. Om det er Fyn eller Antarktis, er underordnet. Jeg kan simpelthen bare godt lide afvekslingen mellem en tryg hverdag og det uforudsigelige fjerne.

Hvor meget planlægger du, og hvor meget improviserer du undervejs?

Det handler i høj grad af rejsens karakter. Er det en familietur til Barcelona eller en rejse alene til Arktis i et telt i ugevis? Jeg er mest til det spontane og hader normalt at have for meget booket i forvejen, men jeg forbereder mig konstant ved at læse rejsebeskrivelser, guidebøger, på nettet og ved at tale med andre – og det har jeg gjort siden mine første rejser.

Du kalder din bog for en dannelsesrejse. Hvordan har rejserne været med til at danne dig?

Holdninger, viden og helt konkrete færdigheder, som definere mig i dag, er i høj grad formet af mine rejser og de længere ophold, jeg har haft  f.eks hos de sidste nomader på Borneo og på det indre Ny Guinea. Men også mine første rejser i Europa sammen med mine forældre, gav mig nogle færdigheder og en indsigt, som jeg har brugt siden. Jeg så, hvordan min fars store sprogevner kombineret med en stor kulturel indsigt, åbnede døre og gav os oplevelser, som bragte os tæt på lokalbefolkningen i de lande, vi rejste i.

Den enestående imødekommenhed på tværs af kulturer, som jeg synes, man møder over det meste af verden, gør, at jeg virkelig skammer mig over den måde vi i Danmark behandler flygtninge og den retorik, som føres af det yderste højre. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt.!

Er der forskel på den Henrik, der rejste ud på de første ture, og den Henrik, der rejser i dag?

På mine første rejser handlede det mere om at komme væk end at forstå, og jeg kunne ingen lokale sprog og anede forbavsende lidt om, hvordan man gebærder sig på en ansvarlig måde. Til gengæld var jeg fysisk stærk og temmelig frygtløs. Eller rettere mere dum end dristig.
I dag er jeg en mere sensitiv og opmærksom rejsende med en helt anden mental bagage og et andet overskud, men uden den samme råstyrke.

Når man skriver sin historie, så vil der altid være ting, der vælges fra. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad du ville have med i bogen, og hvad der ikke kom med?

Først og fremmest gik jeg efter de skæve, sjove, vilde, pinlige og dramatiske historier, som har flyttet mig mod det menneske, jeg er i dag. Derfor er bogen næsten en bouillonterning af adrenalin og tosserier, hvilket ikke nødvendigvis (heldigvis) er repræsentativt for mit liv, selvom alle historierne er sande. Havde jeg kun skrevet en bog om mine sejre og succeser, var bogen blevet uforholdsmæssig kort og utrolig kedelig.

Et par ellers oplagte historier med mine børns fødsel og mine forældres død gik lidt for tæt på og passede i øvrigt heller ikke til den noget selvironiske og humoristiske stil, som opstod helt naturligt, da jeg gik i gang med skriveriet. Andre historier f.eks om mine dyk alene på Antarktis, havde hverken et sjovt twist eller nok drama. Målet var mere at ramme nogle at de øjeblikke, hvor jeg blev lidt klogere af at blive udfordret mentalt og fysisk.

Undervejs tænkte jeg selvfølgelig også på hvilke historier jeg selv ville have foretrukket som læser, for som storforbruger af rejselitteratur, har jeg selv en præference for de absurde, lidt skøre hændelser. Det må gerne være vildt og hårrejsende, men det skader ikke, at det også er lidt sjovt, selvironisk og ærligt. Endelig skulle historierne også have noget fremdrift og vise de ofte svære valg, som vi alle skal igennem. Øjeblikke med fyringer, ulykkelig kærlighed og tvivl – for det er ofte dér, vi lærer noget om os selv.