"Der er en effektfuld kontrast mellem hovedpersonens dystre tanker og solskinsøens slentrende og genkendelige haveudsalg"

Janus Kragerup Sørensen er ude med sin debut, en mørk, satirisk roman om venskab, begær og ensomhed placeret midt i Bornholms sommerland

Har det været sværere, end du forventede, at udgive en bog?
Nej, det har ikke været sværere end forventet at få udgivet bogen. Der skal være et værn mellem drømmen om at få noget udgivet og rent faktisk at få det ud. Udgivelsen legitimeres af den udvælgelse. Derefter er det så op til læserne at bedømme resultatet.

Selve skriveprocessen er en kraftanstrengelse. Talløse aftener og nætter skal bruges foran skærmen, og det må man bare være parat til. Der er forrygende øjeblikke forbundet med at skrive; følelsen af en formulering, der rammer helt perfekt, eller at finde det nøjagtige ord, som får sætningen til at udtrykke den rette mening. Når det sker, er det alle de sure timer værd.
Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at frustration over passager, der ikke vil lykkes, følelsen af isolation og den evindelige selvdisciplinering fylder mindst lige så meget. Det er benhårdt arbejde.

Hvorfor foregår bogen på Bornholm?
Det korte svar er, at historien altid har foregået på Bornholm. For omkring fem år siden i romanens helt spæde begyndelse sad jeg en sommerdag på Ellas konditori i Sandvig. Under en ferie med min kæreste og svigerfamilie, i øvrigt den samme kæreste og svigerfamilie som nu, var jeg gået alene derned for at drikke øl og ryste den værste familieferiekuller af mig. Fadøllen på Ellas konditori endte som anslaget til romanen, for om aftenen skrev jeg på baggrund af oplevelsen en scene. Kun den ene scene, der var ingen fortælling udenom, ingen bærende karakterer, ikke nogle overvejelser andet end at fastholde, hvad jeg havde oplevet, det var simpelthen for godt til at lade ligge. Så på en måde er lige netop den scene kimen til resten af bogen; den har siden været med i samtlige om- og gennemskrivninger.  

Retrospektivt er der selvfølgelig også noget tematisk omkring det at føle sig fanget, der passer godt til en ø. Ligesom jeg synes, der er en effektfuld kontrast mellem hovedpersonens dystre tanker og følelsesliv og så solskinsøens slentrende og genkendelige haveudsalg af kunsthåndværk og ravsmykker. 

Hvor har du fået inspiration til historien?
Inspirationen kommer mange steder fra. Selvfølgelig er der noget selvoplevet – mest hvad angår sindsstemninger og følelser. En del af fortællerens overvejelser er i store træk hentet direkte ud af noget, jeg selv har tænkt på et tidspunkt. Jeg kender fx udmærket følelserne ensomhed og rastløshed; de har begge fulgt mig gennem det meste af ungdommen. I den forstand er temaerne i bogen nok et sammenkog af min egen overgang fra ung til voksen.

Med hensyn til romanens handling er det vanskeligere at svare på, hvor inspirationen kommer fra. Under selve ideudviklingen har min kæreste været en stor hjælp som samtalepartner. Men ofte når jeg skriver, sidder jeg med fornemmelsen af, at fortællingen nærmere springer ud af fingrene end hovedet. Dog er der også i handlingen spor af selvoplevede hændelser. Fx er der et flashback til en fest ude på Søminen, der hvor Noma nu ligger, som jeg selv var til. Og så er der hele setuppet med familieferie, som også er noget, jeg har mærket på egen krop. Mange af os genkender vist det at have fået nok af sine nærmeste – i bogen er det så bare karikeret og overspillet.

Den helt store kunst er i virkeligheden at få enderne til at mødes til sidst. I den del af processen kom hovedet i den grad på arbejde; jeg havde ikke en klar plan for det fra starten af, så der var en del at rette til og strømline i redigeringen. Her var både min kæreste og redaktøren en kæmpe hjælp, for man stirrer sig blind på det. Og faktisk er jeg på trods af deres input ikke engang sikker på, at jeg synes, romanen lykkes helt med at binde handlingen stramt sammen. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg synes, det er et ideal at stræbe efter. Læseren må gerne undre sig.

Hvad skal læseren få ud af din bog?
Det vigtigste er, at læseren har en oplevelse med bogen, at noget for en stund bliver hængende. Litteratur har ikke andet formål end oplevelsen med litteraturen, så det, der melder sig under læsningen, er det, man får med sig. Der er ikke lagt noget budskab eller nogen morale ind i fortællingen. Det bedste, der kan ske, er, at nogen på et tidspunkt falder over en sætning eller et afsnit, som de er nødt til at genlæse, fordi det er skrevet med en særlig timing eller rammer en form for universel følelse. Det kunne være vidunderligt, hvis det skete.

En anden afgørende ting er, at modtageren meget gerne må blive forarget. Det kan være i kraft af sproget, scenerne eller af fortællerens overvejelser og handlinger. Forargelse er en reaktion, jeg bevidst har skrevet efter at fremkalde.

Har du mod på mere? – Måske allerede en ny ide til en bog i støbeskeen?
Jeg har helt klart mod på mere, lige nu er jeg dog ikke i gang med et nyt projekt. Siden jeg færdiggjorde ET DYR EN ENGEL, har jeg fokuseret på at læse. I den tid jeg for alvor skrev på bogen, fik jeg læst meget lidt, så det er dejligt at hengive mig til det igen. Desuden er det udmattende at leve i et romanunivers. Under arbejdet med manuskriptet eksisterede jeg i to samtidige verdener; den, hvor jeg befandt mig og skulle begå mig, og så den, hvor jeg tog mentalt ophold. I perioden var jeg et temmelig fraværende menneske, ikke mindst for dem, jeg lever sammen med, som jo var kastet ufrivilligt ind i det.  

Som jeg har det nu, er jeg stemt for at lave noget mere lyrisk næste gang; arbejdet med ord og sætninger optager mig mere end plotmageri. Umiddelbart tænker jeg at holde mig til den fortællende tekst, men bevæge mig væk fra det meget målsøgende plot og over mod noget mere knopskydende. Og så kunne det være fedt at springe over i et univers, som er bundet af nogle anderledes krav til suspension of disbelief. Jeg har et par løse ideer til, hvad det kunne være, men vi må se, hvad der kommer ud af fingrene til den tid.