Hans Peter Madsens debut som forfatter hedder ”Brænd huset ned, giv træet vand.” En bog i to dele, hvor første del består af noveller, mens anden del er kortprosa. En bog, der indbragte ham fem flotte stjerner i Berlingske på udgivelsesdagen under overskriften: ”Vild debutant har skrevet årets sjoveste bog.”
Den unge forfatter har en hverdag, der er fyldt med bøger. Han er uddannet i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet, bor i dag i Herning og arbejder som freelancer for forskellige forlag. Og ja, så har han også selv fundet tid til at skrive tekster, der vil noget mere end blot at underholde.
”Novellerne har hver især ting, de gerne vil. To af novellerne vil gerne ændre Danmarks flygtningepolitik; en vil gerne højne standarderne i dansk journalistik; en vil gerne have folk til at stemme på Enhedslisten; en vil gerne gøre opmærksom på forskellen på politikernes kroppe og deres politik; og en vil gerne ændre Finansministeriets regnemodeller. Vil jeg også alt det? Jo da. Litteratur skal ville noget, synes jeg, politisk, menneskeligt, litterært, og min bog vil helt klart en masse ting – måske næsten for mange,” fortæller Hans Peter Madsen, der til dr.dk også har udtalt, at han er træt af forfattere, der ikke tør stå ved deres holdninger. Han vil gerne selv bekende kulør, og så må andre jo finde ud af, om de er enige med ham eller ej. Nogle vil helt sikkert findes hans tekster provokerende, men sådan må det være.
Finurligt univers
”Jeg tror, det er på tide nu. Vi skal lave den revolution, Ove. Vi skal lave den revolution.” Sådan slutter novellen om en buschauffør i 30’erne eller 40’erne. Han er en helt. Eller okay, så er han heller ikke mere en helt end det, men han er i hvert fald et smukt eksempel på en karakter i Hans Peter Madsens ofte sjove og finurlige univers, hvor kødet stopper med at rådne, sproget afrettes under sorgramte omstændigheder, og hvor Sverre kun råber LUDERSO af folk, når han har en deadline, hvilket vil sige mandag og torsdag. Og hvor meget forskellige mennesker beskrives med lige dele absurde optrin, lyriske betragtninger og genkendeligt rørende personer til følge som i novellen ”Helhed”, der slutter således: ”Jeg har en gåtur, jeg skal på, jeg har en himmel, jeg skal se i sin helhed.”
Hans Peter Madsen refererer til flere forfattere i sin debut, og det er tydeligt, at han er en belæst mand.
”Jeg læser, og jeg læser meget. Jeg vil gerne kunne skrive som alle mine yndlingsforfattere, men det kan jeg bare ikke. Det er vildt frustrerende. Egentlig kan jeg også meget bedre lide at læse end at skrive. I mange af novellerne kan jeg pege på, at her ville jeg gerne skrive som den-og-den, og der ville jeg gerne skrive som den-og-den. F.eks. er der et sted i “Pavlovs tyr”, hvor der står noget om hospicesygeplejersken Sørensens kollegers måde at tale om ham på – der har jeg prøvet at skrive deres replikker, som om jeg var Harald Voetmann, fordi jeg lige tilfældigvis var ved at læse hans novellesamlinger, da jeg skrev den tekst. Det lykkedes ikke helt, men en bleg Harald Voetmann-imitation er bedre end ingen Harald Voetmann-imitation,” fortæller Hans Peter Madsen, der gerne vedkender sig, at han fra tid til anden læner sig op ad sine egne litterære helte. Og han er heller ikke bange for at kassere sine egne tekster. Som ganske ung brugte han lang tid på at skrive en fantasyroman, og da han endelig var færdig med den, fandt han ud af, at han ikke selv gad læse den. Så strandede det manuskript der.
”Hvis jeg kunne skrive en god roman, ville jeg gøre det. Og hvis jeg kunne skrive en god digtsamling, ville jeg også gøre det. Nu har jeg skrevet en novellesamling. Om den er god, kan jeg ikke rigtigt bedømme. Det kan være, jeg skrive en roman som det næste!” slutter Hans Peter Madsen af.
Ifølge de første anmeldelser af ”Brænd huset ned, giv træet vand” er det en fremragende bog, han har skrevet. De nysgerrige kan finde en læseprøve her, og ellers kan bogen selvfølgelig købes hos boghandlerne eller lånes på biblioteket.
