Hjerneforsker og børnebogsforfatter: Det kan kræve et nyt sprog og univers at forstå alvorlig sygdom

Anders Christian Meidahl er hjerneforsker og nu også forfatter til fantasyserien ”Livets træ” for børn. Den handler om den kræftsyge dreng Tristan, der begynder at drømme mærkelige drømme, der pludselig bliver til virkelighed.
Her fortæller forfatteren om fantasyserien, hvor der stilles spørgsmål ved, hvad der er virkeligt?

Hvordan opstod ideen til historien om Tristan og Livets træ?

Idéen til historien om Tristan og Livets Træ har taget form gennem flere år. Jeg har skrevet historier hele mit liv og været fascineret af nordisk mytologi, siden jeg var barn. Senere blev jeg også meget optaget af eksistentielle spørgsmål om fantasi og virkelighed samt liv og død. En nysgerrighed, der tidligt i mit liv blev pirret af at læse værker som for eksempel Den Uendelige Historie af den tyske børnebogsforfatter Michael Ende og naturligvis Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren.

Jeg underviste på et tidspunkt medicinstuderende i hjernens opbygning. En dag betragtede jeg hjerneområdet, kaldet Livets Træ. Samtidig kom jeg i tanke om hele Livets Træ fra nordisk mytologi og kosmologien bag det. Om træet, der voksede frem af intetheden, da ild og is mødtes. Og så fik jeg idéen til at lade Tristans indre kamp blive projiceret over i det ydre og magiske Livets Træ.

Hvorfor blande alvorlig sygdom og fantasy i en børneroman?

I børne- og fantasylitteraturen spænder logikken ikke ben for eksternaliseringen af vores indre univers. Vores følelser, glæde som frygt, kan tage ydre form. Alt er tilladt. Og det giver forfatteren en enorm værktøjskasse til at adressere livets store spørgsmål. Spørgsmål om liv og død. Spørgsmål om, hvad det vil sige at være til. Og frygten for pludseligt ikke at være det.
Det er spørgsmål, der ikke er forbeholdt voksne. Børn tænker, børn gør sig forestillinger, og børn mærker. Men det glemmer vi voksne indimellem.
Alvorlig sygdom er desværre ikke noget, der er forbeholdt voksne. Sygdom kan ramme os i alle faser gennem livet. Og nogle rammer den bare alt, alt for tidligt. Det er vigtigt at kunne tale om sygdom. Også med børn og i børns eget sprog.

I bogens realplan kæmper Tristan mod kræft i hjernen. Men hjernetumorer er uforståelige for Tristan, og i den parallelle fantasy-verden slås han i stedet mod en mere håndgribelig ondskab. Og som ethvert barn ramt af kræft, må han udvise ubegribeligt mod og styrke.

”Livets træ” er titlen på din serie. Er der et eksistentielt perspektiv over bøgerne?

Livets træ refererer i bogen til mange ting. Det refererer dels til hjerneområdet, Arbor Vitae, der betyder Livets Træ, hvor man engang troede, at sjælen sad. Det refererer også til det fysiske og mytologiske Livets Træ, som Tristan rejser til i regnbuen, og som er truet af dragen Nidhøg. Og så er det også en symbolsk reference til livets gang. Træet, der ligesom mennesket, vokser ud af intethed og slår rødder i både fantasiens og virkelighedens verden. Livets Træ er Tristans træ.

Hvad håber du, læserne får ud af at læse ”Livets træ”?

Jeg ønsker først og fremmest, at læseren får et spændende og fængslende eventyr, når de tager med Tristan på hans rejse. Men samtidig håber jeg, at læseren hele tiden har fornemmelse af, at der er noget dybere på færde. Når læseren har været igennem Livets Træ bøgerne, håber jeg, at de vil have gjort sig selv nogle overvejelser om livet. Jeg håber, de vil stille spørgsmål i lighed med professor Clark, som siger:  ”Alt, hvad vi oplever og sanser, er et resultat af aktiviteten i vores hjerne. Så hvordan kan nogen oprigtigt afgøre, om det, andre sanser, er rigtigt eller forkert?’”

Serien består af to bind, “Ildens sværd” og “Isens stav.” Hovedpersonen Tristan er den gennemgående karakter, der i fortællingens parallelleunivers er Ildens søn. Han møder Ada, der er Isens datter. Og sammen må de to kæmpe med den ondskab, der truer med at ødelægge Livets Træ.

“Nu glæder jeg mig til at dele mine historier med andre. Men jeg er også meget spændt på at høre, hvilke oplevelser andre har fået ved at læse bøgerne. Når man læser, bruger man sin fantasi. Man skaber selv en verden baseret på læste ord. Og som forfatter har man, heldigvis, ingen garanti for, at læseren sanser det samme som en selv. Men det er også det smukke ved bøger. Ingen vil have set den samme ringborg eller de samme kæmper. Der vil være ligeså mange versioner om Tristan, som der er læsere,” fortæller Anders Christian Meidahl.