Forfatter og journalist Peter Harmsen har det meste af sin karriere arbejdet i Østasien. Hans bog, Døden ved Yangtze-floden – Slaget om Shanghai, 1937, udkom for nogle år siden i USA og Storbritannien, hvor den blandt andet kom på New York Times’ eftertragtede bestsellerliste. Snart udkommer også en dokumentar baseret på bogen.

Hvorfor er det slaget ved Shanghai, du har valgt at skrive om?
Da jeg boede i Beijing som journalist i årene fra 1998 til 2009, gik det efterhånden op for mig, hvor ødelæggende og blodig Anden Verdenskrig havde været for kineserne. Krigen varede længere end i noget andet land, fra den japanske invasion i 1937 frem til 1945, og kun Sovjetunionen mistede flere mennesker end Kina. Samtidig slog det mig, at folk i Vesten vidste så lidt om, hvad der var foregået. Jeg syntes, at nogen burde fortælle den historie.

Først overvejede jeg at skrive en bog om hele Anden Verdenskrig i Kina, men det var simpelthen for omfattende, Så jeg prøvede at begrænse mig. Jeg tænkte på at skrive en bog om krigens første år, fra sommeren 1937 til sommeren 1938, men også dét ville komme til at fylde for meget. Til sidst kredsede jeg mig ind på slaget om Shanghai, af flere grunde: Det var en klart afgrænset begivenhed med hensyn til både tid og sted. Samtidig var det en ualmindeligt dramatisk historie, med hårde kampe midt i tætbebyggede områder, og med anvendelse af alle slags våben – kampvogne, fly, krigsskibe. Desuden var der et fantastisk og farverigt persongalleri, ikke bare kinesiske og japanske soldater og civilister, men også tyske militærrådgivere, russiske forretningsfolk, og en enkelt hollandsk spion.

Hvorfor kommer udgivelsen på dansk nu?
Danmark og danskerne er for alvor blevet opmærksomme på Kinas betydning. Alene på grund af væksten i den kinesiske økonomi kommer vi ikke uden om at beskæftige os mere med Kina og vide mere om det store land. Et mere detaljeret kendskab til kinesisk historie er nødvendigt, hvis vi vil forstå Kina i dag, og begribe baggrunden for blandt andet de jævnligt tilbagevendende spændinger med Japan. Det er ikke nogen sur pligt, men en fornøjelse, hvis det er det rigtige ord at bruge. Det er svært at komme i tanker om noget land med en mere spændende historie end Kinas, og så er der jo meget af den!

En anden ting, som er værd at bemærke, er den fælles dansk-kinesiske historie. Der var også danskere til stede i Shanghai i 1937, og jeg har givet dem en plads og en stemme i den danske udgave af bogen. Der var danske medlemmer af Shanghais hjemmeværn, og de var helt fremme i forreste frontlinje, hvor de blev vidner til nogle af de blodigste kampe mellem kinesere og japanere.

Den danske eventyrer Bernhard Sindberg var også i Shanghai som chauffør og assistent for Pembroke Stephens, en af tidens mest fremtrædende krigskorrespondenter. Senere blev Sindberg en folkehelt i Kina, fordi han reddede tusindvis af kinesere fra en grusom skæbne i japanernes vold. Samtidig var den danske diplomat Henrik Kauffmann, der under besættelsen blev repræsentant for det Frie Danmark i Washington, involveret i forhandlinger i Bruxelles beregnet på at slutte fred i Kina.

Hvordan startede din karriere som korrespondent?
Jeg har villet være journalist, siden jeg var helt lille, og det er hele tiden drømmen om at blive udenrigskorrespondent, som har rumsteret. Det blev muligt i 1990’erne, hvor jeg boede en årrække på Taiwan for at lære kinesisk. Ved siden af studierne tjente jeg penge som journalist for den engelsksprogede avis China Post, og jeg skrev også artikler hjem til dagbladet Information om Østasien.

I slutningen af 90’erne fik jeg mulighed for at flytte til Beijing, hvor jeg arbejdede for det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg. Siden fik jeg ansættelse som journalist på det franske bureau AFP. I dag skriver jeg om Kina og andre lande i Asien for Weekendavisen. Det har givet mig mulighed for at rejse i alle Kinas provinser og rapportere om alt, hvad der rører sig i det enorme samfund på et tidspunkt, hvor det gennemgår en rivende udvikling, som vil påvirke os alle. Jeg føler mig både taknemlig og privilegeret over at have fået lov til at opleve et stykke verdenshistorie på tæt hold.

Hvad er det med dig og Østasien?
Min interesse for Kina begyndte, mens jeg var dreng omkring 1980, hvor OTA Solgryn havde en serie om Kina på bagsiden af sine havregrynspakker. Hvor morgen før jeg skulle i skole, sad jeg og gumlede havregryn, mens jeg læste om Kina og kinesisk kultur. Der var især én oplysning, som bed sig fast: ”Hvert fjerde menneske i verden er kineser.”

Det syntes jeg var helt vildt! Det var specielt tankevækkende, fordi jeg dengang vidste så lidt om en hel fjerdedel af menneskeheden. Hvad var klimaet i Kina for eksempel? Var der koldt eller varmt? Det vidste jeg intet om. Man kan sige, at jeg har brugt det meste af min tid siden da på at blive klogere på Kina.

Har du flere bøger i ærmet?
Mange! Kina-fronten er den sidste hvide plet i den efterhånden helt uoverskueligt omfangsrige litteratur om Anden Verdenskrig. Mens hvert eneste lille hjørne af krigen i Europa er blevet dækket intenst af historikerne, er der næsten intet skrevet om Kinas otte år lange krig med Japan.

Min bog om slaget om Shanghai, der udkom på engelsk for nogle år siden, er den eneste af slagsen på noget vestligt sprog. Det er virkeligt mærkeligt, at mens der for eksempel er skrevet hundredvis eller vel snarere tusindvis af bøger om D-Dag, er der sammenlignelige slag og felttog i Kina, som der bogstaveligt talt ikke er skrevet et eneste ord om. Det er mit håb, at jeg fremover kan bidrage bare lidt til at genoprette balancen i den vestlige historiografi med nye udgivelser om emnet.