Bob Dylan inspirerede Jonas Kleinschmidt til at skrive ”Når de små søde børn sover”

Forfatter og far Jonas Kleinschmidt udgiver sin første billedbog, der handler om alt det, børnene forestiller sig, deres forældre laver, når de selv bliver lagt i seng. Og der er ikke grænser for, hvad børnene tror, der sker. Lilian Brøggers illustrationer er med til at skabe liv til den fest, som alle forældre jo selvfølgelig holder, når de små, søde børn sover.

Vi har stillet Jonas Kleinschmidt en række spørgsmål i anledning af debuten som billedbogsforfatter.

Hvordan fik du idéen til ”Når de små søde børn sover”?
En dag på Nørrebrogade gik jeg og nynnede Bob Dylans ”Tombstone Blues”. Den begynder med linjen “The sweet pretty things are in bed now, of course”. Det er jo i sig selv en ret fed linje, og for sjov oversatte jeg den til dansk. Jeg er ret sikker på, at Dylan ikke tænkte på at putte børn, da han skrev den, men på en eller anden måde passede linjen bare så godt til den situation, også fordi det er det, alle mine aftener går med i øjeblikket: den evige putning af de små søde børn, der trækker ud og ud. Så vil de høre en godnathistorie, så én til, så skal de have vand, så skal de tisse, og så falder man selv i søvn og vågner helt radbrækket nede på gulvet, og så er den aften gået. Men hvad nu hvis de bare faldt i søvn så let som ingenting? Sådan opstod idéen til “Når de små søde børn sover”, og da jeg havde fået idéen, var det sådan set bare at skrive historien.

Du skriver normalt ungdomsromaner, hvilket du får stor anerkendelse for. Hvordan kan det være, du nu har kastet dig ud i at skrive en billedbog?
Jeg var fascineret af muligheden for at fortælle kort og præcist. Og hvor humoren var et bærende element. Når man skriver ungdomsromaner, kaster man sig jo ofte ud i de her lange, komplekse og ofte meget dramatiske handlingsforløb. Men det er der hverken tid eller plads til i en billedbog. Der skal man fortælle en god historie på få sider, der skal virkelig skæres ind til benet, og det var en sjov og lærerig udfordring for mig. Og så ville jeg også gerne skrive en bog, som mine egne børn og mine venners børn kunne få glæde af allerede nu.

Hvordan har det været at arbejde sammen med en illustrator?
Det har været en helt fantastisk oplevelse. Jeg har læst rigtig mange børnebøger i de sidste 4-5 år og havde i den forbindelse lagt mærke til Lilian Brøggers tegninger. De er så sprudlende, så intuitive, søde og sjove. At Lillian Brøgger sagde ja til at illustrere bogen var derfor lidt af en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg synes, hendes illustrationer tilføjer noget helt særligt til historien.

Hvilke andre billedbøger finder du inspiration i?
Jeg er især vild med Kim Fupz Aakesons bøger. Hans sans for mundrette replikker og sætninger er vildt imponerende. Bøger som “Krapyl”, “Vitello”, “Pigen der fik rigtig mange søskende” og “Gorillaen der var en gorilla” har det til fælles, at der både er noget for børnene og de voksne. Man kan læse dem igen og igen. Og på en eller anden måde lykkedes det ham altid at flette en fin morale ind i historien, uden at det bliver belærende eller søgt.

Er bogen mest til børnene – eller til deres forældre? Børnene sover jo gennem hele din bog.
Den er til børnene og deres forældre. Jeg har forsøgt at skrive i en tone, hvor børnene føler sig set, hørt og underholdt, men hvor der samtidig er en lille snert af ironi, som det helt sikkert kun er forældrene, der vil forstå. For selvfølgelig sover de der børn ikke så let som ingenting.

Gælder der andre regler, når man skriver til børn, end når man skriver til voksne?
Når man skriver til børn, synes jeg, man er forpligtet til at sige noget godt og rigtigt. Samtidig må det for alt i verden ikke blive pænt og kedeligt. Eller belærende. Det må godt være vildt og uforudsigeligt. Børns fantasi og forestillingsverden kender jo ingen grænser, alt kan ske, og derfor skal man ikke lade sig begrænse. Men samtidig er det vigtigt, at de lærer noget, at man giver dem nogle gode værdier med på vejen. Og måske allervigtigst at man lærer dem glæden ved at læse og friheden i den gode historie.

I bogen, hvor børnene forestiller sig, hvad forældrene laver, mens de selv sover, så spises der pizza og slik. Der tegnes på vinduer og vægge, og Jytte og Bob er med til hele festen. Men hvad laver forældre egentlig, når de små, søde børn sover?
I mit tilfælde skriver de bøger. Eller ser ”Nak & Æd”.