Forfatter og illustrator Pernille Blaabjerg er aktuel med billedbogen “Min lillebrors fødselsdag“, hvor storesøster bestemt ikke synes, det er fedt, at lillebror løber med al opmærksomheden. Her fortælle hun om at debutere som billedbogsforfatter og sin inspirationskilde.

Hvordan er det at være debuterende billedbogsforfatter?

Det føles svimlende stort! Jeg har altid siddet alene og puttede mig med mine ting uden helt at have modet til at dele det med andre. “Min lillebrors fødselsdag” er det første, jeg har ladet forlade min trygge arbejdshule. Det er stort! Jeg føler et kæmpe ansvar for at sætte noget i verden, som skal være værdigt til at forlange sig læserens dyrebare tid og opmærksomhed. Derfor føler jeg mig også meget ydmyg over, at min bog nu får lov til at blive en del af børnefamiliernes læse-verden.

Hvem eller hvad har inspireret dig til at tegne og skrive “Min lillebrors fødselsdag”?

Som storesøster til en monster-irriterende (og skøn) lillebror kan jeg fuldstændigt relatere til storesøsters følelsesliv i bogen. Jeg sad og bladrede igennem nogle gamle familiealbum, hvor jeg stødte på et billede fra min egen lillebrors 2 års fødselsdag. På billedet ses min lillebror og jeg, hver på skødet af en onkel, og i mellem os en gigantisk flødeskumslagkage med et “A” på toppen. Jeg er helt rød i hovedet og min lillebror kigger forundret på mig – han er tydeligvis forvirret over min voldsomme reaktion. Selv nu så mange år efter, kan jeg huske, hvor forfærdeligt jeg havde det lige dér. Alle de store følelser, der rullede igennem min 4-årige krop, hvor jeg på den ene side var dødhamrende misundelig over, at mit eget “P” ikke var på kagen og samtidig syntes, det var SÅ pinligt at græde helt uhæmmet foran alle gæsterne. Men jeg kunne ikke stoppe. Jeg havde slet ingen kontrol over situationen. Og det er den følelse, der er blevet til “Min lillebrors fødselsdag”. Bogen udspiller sig dog noget anderledes end virkeligheden. I virkeligheden løste min mor problemet ved at sætte et “P” i kagen også og lade mig komme med på “fødselsdagsbilledet”, men i bogen træder de voksne lidt i baggrunden, så der er plads til, at børnene løser konflikten selv.

Hvad kendetegner en god billedbog?

Jeg har altid set billedbogen lidt som kongen (eller dronningen) af bøger. En god billedbog kan det fantastiske at tale til os gennem både sprog og æstetik, hvor ord og billeder akkompagnerer hinanden og smelter sig sammen til en helstøbt oplevelse. En rigtig god billedbog sætter sig spor hos læseren, der klinger helt ind i voksenlivet. Jeg tror, det sker, når billede og tekst fortæller ligeværdigt sammen, og når historien rører noget i os. Emnerne kan være alvorsfulde og forløsende, hvor de hjælper barnet til at forstå verden og sig selv lidt bedre. Men det kan også bare være god underholdning – et godt grin og noget, der sætter gang i fantasien. Vigtigst af alt for en god billedbog er, at forfatter og illustrator selv har hjertet med, og at de fortæller historien sammen.

Kommer der flere bøger fra din hånd?

Det ville være en drøm at få lov til at lave flere billedbøger! Der er flere historier, som har ventet tålmodigt i min skitsebog, mens jeg blev færdig med “Min lillebrors fødselsdag”. Jeg har netop kastet mig over at skrive den næste, som handler om drengen Monty, der er en rigtig “indeprut”, men som bliver låst ude en hel dag i haven og derfor opdager noget småt og meget hemmeligt!