Da forfatter Victor Boy Lindholm for nogle år siden hoppede på sin cykel og satte kurs mod Sydeuropa, så var det for at undersøge tesen: Opnår man en mere privilegeret viden ved at befinde sig midt i begivenhedernes centrum? Victor Boy Lindholm har ikke berøringsangst overfor politiske emner såsom klimakrisen og flygtningekrisen, når han skriver. Hans essaysamling ”Stræk tiden – essays på cykel” er netop blevet genudgivet i en revideret udgave, hvor et nyt essay og forord er kommet med.
Victor Boy Lindholm vil gerne vide, hvordan verden hænger sammen, og da flygtningekrisen begyndte at røre på sig, besluttede han sig for at cykle ud og undersøge, om ens viden bliver påvirket af at opleve begivenhederne på tæt hold:
”Det var derfor, jeg cyklede ud i første omgang, det var derfor jeg begav mig til Italien. Jeg havde boet i Tyskland i en periode, og da jeg vendte hjem begyndte flygtningekrisen for alvor at vise sit ansigt i Europa og antage dimensioner af en humanitær katastrofe. Jeg sad samtidig og skrev på mine digtsamlinger, der handlede om politisk ansvar, hykleri og skyld. De beskæftigede sig med, hvad vores rolle er i forhold til vores samtids kriser. Blandt andet flygtningekrisen. Mine bøger er også interesserede i, hvordan medier påvirker vores perspektiv og blik på kriser, derfor besluttede jeg mig for at se, hvad der skete med mig, hvis jeg selv stod midt i en historisk begivenhed: Flygtningekrisen. Jeg cyklede fra Milano til Catania på Sicilien med en bunke bøger i min rygsæk. Jeg ved ikke, om jeg fik svar på mine spørgsmål. Det tror jeg ikke. Men jeg var i landskabet, tænkte i landskabet og talte med menneskene. Det var vigtigt i sig selv,” forklarer Victor Boy Lindholm, der på sin cykel fik tid til at tænke, mærke kroppen og strække tiden.
At bruge cyklen som transportmiddel er på mange måde at gøre sig selv sårbar. Vejr og vind er ikke til at tøjle. Ensomheden kan snige sig ind på en. Cyklen kan punktere, man kan styrte. Stigningerne kan være så stejle, at cyklen næsten står helt stille. Vær beredt, siger spejderne, og Victor Boy Lindholm har også været delvist beredt på sine ture:
”Alle turene har været planlagt med et bestemt start- og slutpunkt. Jeg havde en klar idé om, hvor jeg ville hen, og hvad jeg ville have ud af turene. Der måtte være en ramme, fordi det uforudsigelige ville være et centralt element alligevel. Tilfældigheder og uheld var ikke til at komme udenom, og derfor skulle der være en retning. Jeg skulle vide, om jeg skulle nordpå eller sydpå, for i det mindste at have et sted at bevæge mig hen, når uheldet var ude.
Jeg kan savne, når jeg cykler. Jeg kan føle mig langt hjemmefra. Jeg kan føle, at jeg er meget alene, men jeg er ikke ensom,” forklarer Victor Boy Lindholm, der dog ikke kan forberede sig på, hvilke mennesker og tanker, han vil møde, og hvilke tanker og perspektiver, der vil følge med langs de lige og monotone landeveje.
”Stræk tiden handler blandt andet om tid. Den handler om, at vi lever i en samtid, der er hyperenergisk, en samtid der er fokuseret på hastigheden, det omstillingsparate, det agile individ, og jeg følte og føler, at der er brug for at skabe et rum, hvor der ikke er fokus på, at det hele skal være effektivt og rationelt. Sådan et rum er litteraturen, sådan et rum er cyklingen. Cykling tager lang tid, det at læse tager lang tid, man bliver nødt til at prioritere det. Skabe plads til det i sit liv, og modarbejde et tidstyranni, hvor alt skal være praktisk, nemt og fornuftigt. Cykling er dumt. Det er hårdt, det er nogle gange kedeligt, og det er dyrt. Men du bliver betalt tilbage af landskabet, af larmen i vinden, af at være alene med dig selv,” fortæller forfatteren, der gerne strækker tiden ved at søge ind i andre forfatteres forestillingsverdener til steder og universer, hvor tiden ikke længere er vigtig. For flere forestillingsverdener kan eksistere side om side, hvor der er plads til melankolien og det ironiske, hierarkier og det groteske. Victor Boy Lindholm nævner forfattere som Pentti Saarikoski, Matias Faldbakken, Juliana Spahr, Claudia Rankine, Glenn Christian, Duras, David Foster Wallace og Thomas Tranströmer.
Victor Boy Lindholm har set store dele af Europa fra sin cykel. Og han betragter gerne verden gennem andre forfatteres værker. Han søger efter privilegeret viden om den verden, han lever i på sin cykel og i bøgerne. I en stræben efter at opnå indsigt, og når han skal beskrive verden, så gør han det således:
”Jeg tænker, at vi lever i en verden, hvor der er nogle ting, der naturligvis går godt. Globalt set er der mindre fattigdom, flere bliver uddannet, men vi lever også på et tidspunkt, hvor mange af de vundne rettigheder og politiske fællesskaber er under pres. Vi lever på et tidspunkt i historien, hvor højrepopulismen står stærkt. Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå, at folk er skræmt over de forandringer, der sker globalt, at jeg ikke forstår, at det kan være en løsning at vende sig mod det nationale og de helt lokale fællesskaber, men jeg ved ikke, om det er en del af løsningen. Klimakrisen, flygtningekrisen og kapitalismens fremtid er også et spørgsmål om fællesskaber, og jeg tror, at for mange unge mennesker, så er fremtiden ikke særlig lys. En fremtid uden fremtid. Jeg tror, at mange unge mennesker er i tvivl om og forvirrede over deres rolle i fællesskabet, og måske en smule modløse overfor, at folk med magt ikke kan nå frem til nogen strukturelle løsninger på vores kriser. Jeg tror, at det har medført en krise i vores forestillingsverden. En del af ungdommen har svært ved at forestille sig en fremtid og et fællesskab, som er deres. Man kan bare kigge på arbejdsmarkedet, hvor rettighederne bliver dårligere og dårligere, hvor unge ansættes i praktikstillinger eller underbetalte freelanceforhold. Det tror jeg ikke styrker folks engagement i samfundet. Folk bliver ikke styrkede af at være fattige. Hverken i Danmark eller globalt set. Jeg tror ikke, at vi kan løse klimakrisen, før vi har løst vores fællesskabs- og solidaritetskrise. Klimakrisen er også en krise i vores følelse af solidaritet overfor de mennesker, som krisen rammer hårdest. Og det er ikke nødvendigvis mennesker, der bor i det globale nord.
Klimaforandringerne er en altomfattende krise, som overskrider grænserne mellem kultur og natur. Flygtningekrisen er en grundlæggende humanitær katastrofe, der udfordrer alt ved det moderne demokrati. Finanskrisen eller kapitalismen helt generelt stiller grundlæggende spørgsmålstegn til, hvordan vi skal være individer i den her verden, og hvordan vi skal forbruge. Jeg tror, at de tre problemer, klima, flygtninge og økonomi, er tre sammenhængende problemstillinger, som min generation skal forholde sig til. Løsningen af klimaspørgsmålet er også et økonomisk spørgsmål, der har at gøre med, hvordan vi kan forestille os at leve, flygtningekrisen er også et klimaspørgsmål, fordi flere og flere steder bliver ubeboelige, og det er også en økonomisk og klassemæssig problematik, fordi mere rigdom er samlet på færre hænder. Lyder det uoverskueligt? Det er det fandme også,” kommer det fra Victor Boy Lindholm.
”Stræk tiden” udgives nu i en revideret udgave, og det samme gør Hyklertrilogien, som Victor Boy Lindholm skrev på, da han bestemte sig for at cykle til Italien for at ramme ind i begivenhedernes centrum. En tur, der gjorde ham klogere på mennesker, tid og verden.
