Der findes mennesker, der bare ikke kan få nok af jul, nisser og julepynt. Sådan har Emil Obel det. Med halloween!
Nu har han lavet HALLOWEENBOGEN – Hjemmelavet pynt, kostumer og kager til årets uhyggeligste aften. Det er den ultimative gør-det-selv bog for både små og store, der elsker halloween. Emil Obel har elsket halloween siden, han var lille, og vi har stillet ham 5 hurtige spørgsmål i anledning af, at bogen nu er ude og halloween nærmer sig.
Hvorfor er Halloween så sejt?
Halloween er en fantastisk højtid, fordi man dyrker det grimme, klamme og uhyggelige i modsætning til de andre højtider. Derudover er det dejligt at have noget at fejre i efteråret, hvor der ellers er langt mellem højtider og helligdage.
Hvad skal du selv klædes ud som i år?
Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal være til Halloween endnu, men jeg elsker gode, tematiserede og mega gennemtænkte kostumer!
Hvilken halloween-snack er din egen favorit?
Min yndlings halloween-snack eller slik er klart alle slags chokoladebarer. Det er det bedste man kan få på rasleturen! (og her kan vi da anbefale, at man fx laver Emils ”Rocky Road” og deler ud til de børn, der banker på i løbet af aftenen)
Hvilket monster er dit yndlingsmonster – og hvorfor?
Mit yndlingsmonster er en zombie, fordi den er dejlig klam og bygger på virkelige historier. Men jeg synes også, Frankensteins monster er meget sympatisk. (I Halloweenbogen fortæller Emil også historien om, hvordan både zombier og Frankensteins monster opstod)
Har du nogensinde skræmt livet af nogen med din pynt?
I flere år lavede jeg mine forældres have om til et spektakulært spøgelseshus med vilde hjemmelavede dekorationer og kostumer, hvor vi faktisk fik voksne til at græde!
Fakta om Emil Obel:
Vinder af Den store bagedyst på DR 1 i 2018. Vinderkagen var en uhyggelig og bloddryppende kage, der understreger, at han er vild med lige netop halloween.
Han er faktisk den yngste deltager nogen sinde i Den store bagedyst.