Ole Bruun

Man skal orke som forfatter

Det var en herre med en vis litterær erfaring, der i begyndelsen af processen med at skrive “Spillet om spilleren – en fodboldsatire“, sagde til mig:

– Hvis man vil være forfatter, skal man orke.

Han havde så inderligt ret.

Da jeg for mere end fire år siden lavede de første indledende knæbøjninger til det, der skulle være mit bidrag til dansk fodboldlitteratur, havde jeg reelt ingen anelse om, hvad jeg gik ind til.

Jeg havde på det tidspunkt levet af at skrive i 17-18 år som sportsjournalist /redaktør på JydskeVestkysten og havde oparbejdet en vis sikkerhed og soliditet. Det lykkedes endda ind imellem at skrive noget, der vakte begejstring blandt læserne. Og tro mig, læsere i Vestjylland er ikke sådan at begejstre.

Jeg var således klar til at udfordre mig selv, jeg syntes, at der manglede en skønlitterær fodboldbog i Danmark, og jeg mente og troede, at jeg havde den bog i mig.

Det havde jeg også.

Men det har været en langstrakt fødsel og en næsten lidt for spændende og til tider direkte pinefuld introduktion til et helt nyt håndværk.

Jeg anede intet om bærere af synsvinklen, spændingskurve og alle de andre elementære, litterære begreber, da jeg gik i gang. Jeg skrev bare. I den tro, at kan man skrive en artikel, kan man også skrive en bog. Så let er det ikke. Langt fra.

Når jeg kigger tilbage på processen i dag, kan jeg godt glæde mig over, at jeg aldrig fik godkendt nogle af de første – viste det sig – halvfærdige og ikke godt nok gennemarbejdede manuskripter, jeg sendte til forlagene.

Og jeg kan i allerhøjeste grad glæde mig over, at det efter et væld af gennemskrivninger og lejlighedsvise overvejelser om at selvudgive lykkedes mig at overbevise de gode folk fra TurbineForlaget om, at der et eller andet sted i de mange sider gemte sig en roman, der var værd at udgive.

Med Sara Ejersbo Frederiksens kyndige hjælp og vejledning fik jeg sorteret de værste unoder fra, skrevet en enkelt person ud og strammet historien op. For mig som debutant i dette fag var det fantastisk at opleve, hvordan de ting, Sara pegede på, og som jeg ikke selv havde øje for, efterhånden viste sig bare at gøre historien bedre og bedre.

Hun skal have en stor del af æren for, at det her lykkedes.

Men jeg vil i al beskedenhed også give mig selv et klap på skulderen.

Med udgivelsen af “Spillet om spilleren – en fodboldsatire” har jeg realiseret en drøm.

Det har jeg helt sikkert, fordi jeg har et vist talent for at skrive.

Men det har jeg først og fremmest, fordi jeg orkede.