Michael Larsen (f. 1961) er særligt kendt for sine internationalt solgte thrillere “Uden sikker viden” og “Slangen i Sydney”. Sidstnævnte er alene i Danmark solgt i flere end 100.000 eksemplarer. Efter otte års pause fra thriller-genren vendte Michael Larsen i julen 2015 tilbage med et brag i form af “Mordet på Øen”, som nåede en førsteplads på bestsellerlisten. “Dødens Kode” er opfølgeren til “Mordet på Øen” – og TV- og filmrettighederne til “Dødens Kode” er allerede før udgivelsen solgt til produktionsselskabet SF-Film.
I 2020 udkom videnskabsthrilleren “Den der falder”, hvor Michael Larsen stiller spørgsmål til, hvad der er virkeligt.
I sin pause fra spændingsgenren udgav Michael Larsen det store tobinds-værk “Den Store Tid” om Danmark i den sidste del af 1800-tallet. Sideløbende med sine stort anlagte udgivelser har Michael Larsen udgivet tre natur- og kunstbøger om Ærø, hvor han har været bosat med sin familie i mere end 10 år. I dag bor Michael Larsen i Nordsjælland og har skrevet “Rågelejes natur”, der er udkommet på Forlaget Bakkelandet.