Julie er født i 1992 og forfatter til de tre ungdomsromaner Stilleleg, 2 og Tankespind, samt young adult-romanen Hej Luca.
“Folk siger tit, at jeg må være enormt kreativ, når jeg fortæller, at jeg skriver bøger. Jeg føler mig ikke særlig kreativ. Jeg er en sprognørd og har altid været det. Men først og fremmest er jeg nysgerrig og fascineret af mennesker. Når jeg får en ide til en historie, er det næsten altid en ide til en karakter eller en relation. Hvorfor er folk utro? Hvad sker der, hvis man er troende og forelsker sig i én, der ikke er det? Hvordan føles det at være sammen med en psykopat?” forklarer Julie om sin lyst til at skrive.

Julie er bosat på landet i det midtjyske sammen med sin kæreste og en kat, der fulgte med huset. Siden hun som barn voksede op på et nedlagt nordjysk landbrug, har hun drømt sig tilbage til grusveje, åbne marker og en ugeneret oase, hvor hun kan synge meget højt, tale med katten og sig selv.

Når Julie ikke skriver, kan hun finde på at dyrke yoga, renovere hus, svømme, gå ture og lave mad.