Christina Lucia Wraber er tegner og forfatter, uddannet fra Designskolen Kolding og Gerrit Rietveld Akademiet i Amsterdam. Hun blev født i Thy i 1973 af en mor fra Finland og en far fra Slovenien. Flere kulturer og glæden ved at rejse har således været med fra starten, og et gennemgående tema i hendes bøger er blevet at vise verden og alt dens skønne mangfoldighed. Det er, når hun rejser, hun finder inspiration til sine historier, og hun har altid skitseblokken med sig. “Der er mere end rigeligt at bekymrer sig om, men min optimisme er intakt og budskabet i mit arbejde er håb. Verden er stadig propfyldt af dejlige mennesker,” fortæller Christina Lucia Wraber.