Dræb dine elskede.’

Sådan lyder et gyldent tip i journalistikken. Med andre ord: forcer ikke noget igennem, som har bedre af alternativet. Og det ville retteligt have set mærkværdigt ud, hvis jeg gennem mit job som journalist på Dagbladet Holstebro pludselig havde lavet en hel artikelserie om Steen Madsen alias Fluesmækkeren fra Skave i forbindelse med det 50 års fødselsdagsportræt, jeg skulle lave i år 2012. Det ville have været ‘forceret’, fordi avisen ikke har for vane at skrive så voluminøst om en mand.

Men jeg kunne heller ikke ‘dræbe’ Steen. Han og hustruen Lisbeth havde gjort et usletteligt indtryk, og så kom tanken om en bog…

Jeg er uddannet journalist (2008) fra Danmarks Journalisthøjskole. Inden min skolestart var min naive ambition, at jeg ville lave tekst-tv. Skrive af efter telegrammer. Nemt og smertefrit.

Snart fandt jeg ud af, at det derimod var det komplekse og til tider smertefulde portræt af mennesker, jeg elsker at lave. Således også af fluesmækkeren.

Mere vil have mere.  Det gælder vist også for alle avisjournalister. Tænk sig kun at være underlagt sine egne regler, hvis man fik lov til at skrive en bog. Den mulighed gav Turbine mig, da forlaget gik med til at udgive en ‘lokal’ bog. Det var modigt. Eller dumt. Nærmere visionært, skulle det heldigvis vise sig. For selvom bogprojektet for mig var et publicistisk projekt med en drøm om en sidegevinst på måske 500 solgte bøger, så er alt næsten gået bedre, end jeg kunne drømme (skriver ‘næsten’ for i drømme har man jo – uopnåelig – galaktisk succes): radio-, tv- og avisomtaler. Facebook-kampagner som en nedtælling til bogen samt en ‘hvor læser du Fluesmækkeren fra Skave-bogen‘. Et udsolgt foredrag. To uger til tops på bestseller-listen.

Hvor er jeg lykkelig over, at jeg en dag i 2012 besluttede ikke at begå mord…

Bøger af forfatteren

Intet fundet